Australien valgte USA frem for Frankrig – nu risikerer de at stå helt uden ubåde

Australien satsede stort på sin fremtidige flåde.

I dag stiller flere og flere strateger spørgsmålstegn ved, om der overhovedet bliver nogle skibe.

Løftet om ultramoderne atomubåde, et historisk brud med Frankrig og en megaaftale med Washington: det lød som et spring ind i fremtiden. Nu hænger der et ubehageligt spørgsmål over Canberra: hvad nu hvis USA svækker eller endda annullerer deres AUKUS-løfte?

Hvordan Australien lod sin “århundredets kontrakt” med Frankrig falde

I 2016 underskrev Australien en gigantisk kontrakt med Frankrig om 12 konventionelle ubåde baseret på den franske Suffren-klasse. Den første levering var planlagt til omkring 2030. Aftalen, til en værdi af cirka 56 milliarder euro, gjaldt i Paris som “århundredets kontrakt” for Naval Group og den franske forsvarsindustri.

Fem år senere vendte Canberra brat om. I 2021 annoncerede den australske regering, at den stoppede det franske projekt og tilsluttede sig AUKUS, sikkerhedspagten med USA og Det Forenede Kongerige. Strategien ændrede sig radikalt: ikke flere konventionelle både, men atomubåde efter amerikansk og senere britisk design.

Bruddet med Paris forårsagede en dyb diplomatisk konflikt. Frankrig kaldte endda midlertidigt sine ambassadører hjem. Alligevel virkede Australien overbevist: atomubåde tilbød mere rækkevidde, mere afskrækkelse og mere politisk forankring hos USA.

Australien brød en milliarder-kontrakt med Frankrig for at knytte sin fremtid til Washington og London. Nu viser det anker sig mindre stabilt end antaget.

AUKUS: en alliance på 30 år og 208 milliarder euro

AUKUS-aftalen handler ikke kun om teknologi, men også om penge og tid. Over tredive år løber de samlede omkostninger for Australien op til anslået 208 milliarder euro. Planlægningen består af flere trin, hver med egne risici.

Fra Virginia-klasse til en ny anglo-australsk klasse

Ifølge den nuværende tidsplan får Australien i 2030’erne en første serie amerikanske atomubåde af Virginia-klassen. Derefter skal Det Forenede Kongerige og Australien sammen udvikle og bygge en ny generation nukleare ubåde.

Projektet kombinerer:

• overførslen af ultra-følsom nuklear teknologi;
• opbygningen af en egen australsk industriel base til vedligeholdelse og senere bygning;
• langvarig militær integration med de amerikanske og britiske flåder i Indo-Stillehavsregionen.

Det strategiske mål: at udstyre Australien med en stille langdistance-flåde, der kan afskrække Kina i Stillehavet og Det Indiske Ocean. Ubådene skal operere usynligt, langt fra den australske kyst, i en region hvor den kinesiske flåde vokser hurtigt.

AUKUS skulle gøre Australien til en maritim sværvægtsspiller i Kinas skygge, med atomubåde som kronjuvel.

Hvorfor Washington nu tvivler på sin del af aftalen

Fire år efter annonceringen står AUKUS under pres, denne gang ikke i Canberra eller Paris, men i selve Washington. Den amerikanske flåde kæmper med mangler, forsinkelser på værfterne og stigende spændinger omkring Taiwan.

Presset fra Taiwan-scenariet

Den amerikanske forsvarsplanlægning går i stigende grad ud fra en mulig væbnet konflikt omkring Taiwan. Hvis Kina angriber eller blokerer øen, har Washington brug for enhver tilgængelig atomubåd. Disse både spiller en nøglerolle for afskrækkelse, rekognoscering og, hvis nødvendigt, angreb på kinesiske skibe.

I det lys lyder der i amerikanske forsvarskredse et ubehageligt spørgsmål: kan USA tillade sig at levere værdifulde Virginia-klasse ubåde til Australien, mens eget arsenal allerede er under pres?

Tidligere viceforsvarsminister Elbridge Colby udtrykte allerede den tvivl offentligt i 2024. Han påstod, at det ville være “vanvid” at have færre nukleare angrebssubmariner til rådighed på det kritiske tidspunkt og det kritiske sted. Den underliggende besked: Amerika skal måske først få sin egen flåde på højde.

En revision af AUKUS ville tillade USA at styrke sin egen ubådsflåde, men efterlader Australien foreløbig i uvished.

Den amerikanske kongres sætter spørgsmålstegn

I begyndelsen af 2025 fortsatte debatten. I rapporter og høringer foreslog medlemmer af Kongressen, at Australien bedre ikke sætter hele sit militære budget på ét enkelt ubådsprogram. De opfordrede Canberra til at udvikle “andre kapaciteter”, for eksempel flere langdistanceraketter, droner eller luftforsvar.

Denne tvivl oversættes ikke umiddelbart til et formelt brud, men AUKUS bliver gennemgået med henblik på gennemførlighed. Tidsplaner, leveringer og prioriteter ligger på bordet. Juridisk eksisterer aftalen stadig, men politisk føles den mindre solid end i 2021.

Australien mellem Frankrig og USA: risiko for nul ubåde

Det mest ironiske resultat tegner sig nu. Australien brød den franske aftale om 12 konventionelle ubåde, fordi landet ville have mere. Hvis Washington skruer ned for sine leveringer eller udskyder dem, risikerer landet midlertidigt – eller endda i længere tid – at stå uden nye ubåde.

Et tidsklemt som kan blive farligt langt

Ubåde bygger man ikke på et par år. Produktionslinjer, uddannelsescentre, værfter og vedligeholdelsesinfrastruktur kræver årtier. Ved at lade den franske kontrakt falde mistede Australien en relativt konkret og fremskreden tidsplan.

Antag at leveringen af amerikanske Virginia-både forsinkes eller reduceres. I det scenario kan der opstå et hul mellem aldringsprocessen i den nuværende australske flåde og ankomsten af nye atomubåde. Det hul betyder mindre maritim slagkraft i en periode, hvor spændingerne med Kina netop stiger.

Hvis Washington bremser op, bliver der i praksis ikke meget tilbage af det ambitiøse billede. Australien kan ikke nemt vende tilbage til Frankrig; det ville være en kompleks og politisk smertefuld sving, især fordi Paris i mellemtiden har indplanlagt sin produktionskapacitet andre steder.

Australien sidder fanget mellem en brudt kontrakt med Frankrig og et vaklende engagement fra USA. Risikoen for et strategisk tomrum vokser.

Hvilke alternativer har Canberra stadig?

Strateger i og omkring Canberra udarbejder allerede scenarier for tilfældet, at AUKUS svækkes. Intet scenarie er ideelt, men regeringen kan kombinere et par retninger for at begrænse skaden.

Hurtigere satse på andre våbensystemer

Kongressen i Washington rådede allerede Australien til at sprede sit forsvar bredere. I praksis betyder det mere investering i:

• langdistance-krydsermissiler, der kan affyres fra land, skibe eller fly;
• ubemannede maritime systemer, der følger fjendtlige skibe og ubåde;
• luftforsvar og missilforsvar omkring vigtige baser i det nordlige Australien;
• satellit- og cyberkapaciteter til rekognoscering og elektronisk krigsførelse.

Ingen af disse midler erstatter effekten af en stille nuklear ubåd, men sammen øger de tærsklen for en mulig modstander.

Styrke regionale partnerskaber

Australien kan opgradere sit samarbejde med Japan, Indien, Sydkorea og sydøstasiatiske lande. Flere fælles øvelser, delt efterretning og adgang til havne hjælper med at kompensere for egen maritim svaghed. For Canberra ligger der også en chance: en stærkere regional rolle, mindre afhængig af én enkelt allieret.

Hvad denne krise siger om lange våbenprogrammer

Det mulige AUKUS-hul blotlægger en generel svaghed ved store forsvarsaftaler. Mellem det politiske øjeblik for annonceringen og den faktiske levering ligger sommetider to eller tre regeringsskift, økonomiske chok og geopolitiske forskydninger.

Et land, der helt fastlåser sin militære fremtid i ét megaprojekt, løber flere slags risici:

• teknologisk risiko: den valgte teknologi kan forældes eller blive mindre relevant;
• politisk risiko: en allieret kan revidere prioriteter, som USA måske gør nu;
• industriel risiko: egne værfter og viden halter bagud, hvis for meget købes i udlandet.

Australien oplever disse tre dimensioner samtidig. Sagen omkring AUKUS og den franske kontrakt vil i årevis tjene som eksempel i militærakademier og tænketanke: hvor langt går man i afhængighed af allierede, når man fornyer sin flåde?

For europæiske lande, herunder Danmark, udgør dette dossier et nyttigt spejl. Dem der i dag bestiller store marineskibe, F-35’ere eller raketsystemer, må ikke kun se på pris og teknologi, men også på politisk holdbarhed. Én strategisk satsning kan få konsekvenser i årtier, som Australien nu erfarer med sine ubåde.