Ud for Californiens kyst dukker en mærkelig, båndformet skabning op.
Dykkere tager billeder, forskere holder vejret.
En gruppe fritidsdykkere forventede primært søløver og kælpeskove ved La Jolla Cove, tæt på San Diego. I stedet fandt de i begyndelsen af august en meterlang dybhavsfisk, død men næsten intakt, og straks omgivet af rygter om jordskælv og forestående ulykke.
Et mystisk fund ved la jolla cove
Den 10. august 2024 rapporterer dykkere og kajakroere til Scripps Institution of Oceanography, at en gigantisk, slangelignende fisk flyder ved klipperne. Dyret, mere end tre meter langt, ligger halvt på stranden, halvt i brændingen. Billeder dukker op samme dag på sociale medier.
Der er tale om en kæmpeårefisk, på engelsk ofte kaldet “oarfish”. På dansk bruges navnet “kæmpeårefisk” eller “båndørred”. Denne art lever normalt hundredvis af meter dybt i havet og viser sig sjældent ved overfladen. Fundet ved San Diego vækker derfor med det samme både videnskabelig og folkloristisk interesse.
Kæmpeårefisken er i flere kulturer kendt som ‘dommedagsfisk’: en fisk, der kommer for at varsle ulykke.
Øgenavnet “Doomsday Fish” stammer fra en hårdnakket legende: når disse dyr skyller op på kysten, skulle det pege på et forestående kraftigt jordskælv eller anden naturkatastrofe. I Californien er den association særligt følsom, fordi staten i årtier har levet med truslen om det såkaldte “Big One”.
Tilfældet vil, at to dage efter fundet ryster et jordskælv med en styrke på 4,4 regionen omkring Los Angeles. På de sociale netværk går det løs: var dette igen en “advarsel” fra den mystiske dybhavsbeboer?
Kæmpeårefisken, en fisk der bryder alle regler
Kæmpeårefisken ser anderledes ud end næsten alle fisk, vi kender. Kroppen er ekstremt lang og båndformet, næsten uden egentlig hale, med en skinnende, sølvfarvet hud. Den svømmer ikke som en tun eller en haj, men bevæger sig fremad med bølgende bevægelser af sin rygfinne.
Inden for familien Regalecidae skelner biologer mellem tre kendte arter, fordelt på to slægter. Den mest imponerende er Regalecus glesne, som ifølge feltobservationer kan blive op til omkring elleve meter lang. Dermed gælder den som verdens længste benfisk.
Eksemplaret, der skyllede op ved La Jolla, er mindre, men stadig imposant: mere end tre meter langt, med knaldrøde finnestråler oven på hovedet. Disse stråler danner en slags krone, hvilket i forskellige kulturer har bidraget til dens næsten mytiske status.
Kæmpeårefisken lever formodentlig på hundredvis af meters dybde og ernærer sig primært af krill, plankton og små krebsdyr.
Forskere fra den amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) tager dyret med til et forskningscenter. Der følger en detaljeret obduktion: længde, vægt, alder, organer, maveindhold, eventuelle skader. Sådanne fund er sjældne, så hvert eksemplar leverer værdifulde data om livet i dybhavet.
Hvad kan forskere lære af én opskyllet fisk?
Ud fra en obduktion af en kæmpeårefisk kan forskere blandt andet udlede:
- hvilke byttedyr dyret for nylig åd, via maveindhold og DNA-spor;
- om dyret var svækket af sygdom, parasitter eller sult;
- hvor gammelt det cirka blev, for eksempel via vækststrukturer i skeletdele;
- om der er spor af menneskelig påvirkning, såsom plastik, fiskegrej eller kemiske stoffer.
Den information hjælper med bedre at forstå, hvor følsomme dybhavsarter er over for klimaforandringer, fiskeri og forurening. Dybhavet virker langt væk, men reagerer kraftigt på det, der sker ved overfladen.
Jordskælv i californien og skyggen af ‘big one’
Fundet af en “dommedagsfisk” i Californien rammer en følsom nerve. Staten ligger langs San Andreas-forkastningen, en lang forkastningslinje mellem to tektoniske plader. Geologer har i årevis advaret om et potentielt stort jordskælv, i folkemunde kaldet “Big One”.
Regionen har en lang historie med kraftige rystelser. I 1992 ryster det sydlige Californien ved Yucca Valley gennem et skælv med styrke 7,3: én død, mere end 350 sårede og betydelig skade. I 1992 rammer et skælv på 7,2 også området nær Eureka, i den nordlige del af staten, med næsten hundrede sårede og ødelagte bygninger.
I juli 2019 registrerer US Geological Survey et skælv på lidt over 7,2, et af de kraftigste siden slutningen af halvfemserne. For indbyggerne er hver ny rystelse en påmindelse om, hvor sårbar regionen forbliver.
Jordskælv hører til Californien. Myter omkring dyr, lys på himlen eller ‘forudanelser’ får derfor hurtigt meget opmærksomhed.
Kombinationen af en død kæmpeårefisk ved kysten og et mærkbart skælv to dage senere passer perfekt ind i den fortælling om uro og overtro, selvom eksperter stærkt tvivler på en direkte sammenhæng.
Kan fisk forudse jordskælv?
Alligevel er ikke alle forskere fuldstændig afvisende. Den britiske biolog Rachel Grant har tidligere antydet, at en indirekte sammenhæng i teorien er mulig. Når bjergarter langs en forkastningslinje kommer under enormt pres, kan elektriske ladninger og ioner frigives. Disse ladede partikler kan havne i havvandet og midlertidigt ændre det kemiske miljø.
Dybhavsfisk er ofte ekstremt følsomme over for stimuli, såsom trykforandringer, elektriske felter og subtile vibrationer. En ændring i de fysiske forhold kan drive dem væk fra deres normale levested. Syge, svækkede eller desorienterede dyr kan derefter havne ved overfladen eller skylle op.
| Faktor | Mulig effekt på dybhavsfisk |
|---|---|
| Ændring i tryk | Forstyrrelse af balanceorgan, desorientering, stigning eller fald i vandsøjlen |
| Frigivelse af ioner | Stressreaktioner, adfærdsmønstre forstyrres, forlader levested |
| Mikrovibrationer | Skrækreaktioner, flugtbevægelse, usædvanlige migrationsruter |
Foreløbig forbliver dette spekulation. Der findes ingen storskala-undersøgelse, der systematisk kobler alle rapporter om opskyllede kæmpeårefisk til jordskælvsdata. Det ecuadorianske geofysiske institut konkluderede i en oversigt frem til 2022, at der ikke er robust statistisk bevis for en fast forbindelse mellem begge fænomener.
Fra japansk overtro til moderne memes
I Japan hedder kæmpeårefisken ryūgū no tsukai, “budbringer fra drakekongernes palads”. I folkefortællinger stiger den op fra dybet, når et jordskælv eller tsunami nærmer sig. Det billede er dybt forankret i kulturen og dukker i dag massivt op, så snart en oarfish bliver set et sted.
Sociale medier forstærker den tradition. Et enkelt billede fra Californien, Chile eller Japan går på få timer verden rundt. Brugere kobler ældre jordskælv og tidligere fund sammen, ofte uden kontekst. Sådan opstår hurtigt indtryk af et mønster, mens løse begivenheder falder sammen ved tilfældighed.
Menneskelige hjerner søger gerne sammenhænge. En sjælden fisk, et chokerende skælv og en spændende historie danner sammen en perfekt cocktail.
Hvad betyder dette for beboere i risikoområder?
Uanset om kæmpeårefisken nu giver “jordskælvsalarm” eller ej, for mennesker i seismisk aktive regioner ændrer én ting sig ikke: forberedelse forbliver afgørende. Institutter som USGS investerer i målenetværk, varslingssystemer og byggeforskrifter. Disse foranstaltninger redder liv, uanset hvad dybhavsdyr gør.
For beboere på vestkysten af USA anbefaler katastrofeberedskabet normalt en grundpakke af forberedelse:
- en nødpakke med vand, holdbart mad og medicin til mindst 72 timer;
- faste aftaler inden for familien om mødesteder og nødnumre;
- kendskab til skjulesteder i huset, såsom under robuste borde og ved bærende vægge;
- kontrol af møbler og reoler, så de ikke vælter ved rystelser.
Kæmpeårefisken ved San Diego leverer derfor to historier på én gang. På den ene side et fascinerende indblik i livet i dybhavet, med nye muligheder for forskning i sjældne arter. På den anden side et spejl for vores egen frygt for katastrofer og vores ønske om at genkende advarsler, selv i den slanke krop af en fisk, der normalt svømmer i totalt mørke.
For biologer udgør hvert opskyllet eksemplar en slags naturlig sonde: dyret bærer information fra vandlag, hvor intet menneske kan komme uden specialudstyr. Data om temperatur, føde, sundhed og forurening fra sådanne dyr hjælper med at forstå, hvor hurtigt havet forandrer sig. Dermed får ‘dommedagsfisken’ en uventet, nøgtern rolle: ikke som profet for katastrofer, men som stille budbringer om det, der allerede er i gang i dybet.
