Mens Europa satser på større strategisk autonomi, udvikler et fransk-tysk samarbejde om et nyt kampfly sig til en nervekrigsscenario.
Det, der startede som et fyrtårn for europæisk forsvarssamarbejde, glider langsomt hen imod en industriel konfrontation. Bag kulisserne kolliderer nationale ambitioner, virksomhedsinteresser og militære dagsordener, med Scaf-programmet som slagmark.
Hvad er Scaf-projektet egentlig?
Scaf, fuldt ud “Système de combat aérien du futur”, skal erstatte den nuværende Rafale og Eurofighter Typhoon efter 2040. Frankrig, Tyskland og Spanien arbejder sammen om et komplet luftkampssystem: ikke bare ét fly, men en hel familie af midler, digitalt forbundet med hinanden.
Programmet drejer sig om tre søjler:
- et bemandet kampfly af ny generation (New Generation Fighter, NGF)
- droner og “remote carriers”, der ledsager flyet
- en kampsky, der forbinder alle sensorer, data og våben
Frankrig tog initiativet i 2017 og fik Tyskland og senere Spanien med ombord. I teorien: hvert land får klare teknologiske roller baseret på, hvor de er stærkest. I praksis: det smukke princip kører nu fast på magt og egoer.
Scaf skulle blive symbolet på et Europa, der kan forsvare sig selv. Det risikerer nu primært at vise, hvor skrøbeligt den ambition er.
Dassault mod Airbus: en konflikt i slowmotion
Kamp om cockpittet: hvem styrer projektet?
Centralt i striden står “søjle 1”: det bemandede kampfly. Ifølge princippet om den “bedste atlet” fik Dassault Aviation, bygherren bag Rafale, ledelsen her. Den franske stat støttede det via Direction générale de l’armement. Argumentet: Dassault har årtiers erfaring med design, integration og operationel brug af kampfly.
Men Airbus, støttet af Berlin og Madrid, accepterer ikke det. Koncernen sidder allerede dybt i Eurofighter, har en stor forsvars- og rumfartsenhed og ønsker mere indflydelse over programmets hjerte. Reorganiseringen af Airbus Defence & Space i 2025, med beslutninger stærkere centraliseret, forstærkede den stræben.
Dassault klager imens over en træg, kollektiv beslutningsmodel, hvor ingen rigtigt tager lederskab, og hvert valg skal forbi forskellige borde. Særligt friheden til at vælge underleverandører ligger følsomt: franskmændene frygter kvælning af deres rolle, tyskerne vil blokere for, at Frankrig bestemmer alt.
En “fælles hovedbygger” lyder flot på papiret, men i praksis vil hver industriel mester holde styrepinden.
Verbal krigsførelse mellem Paris og München
Spændingen eksploderede udadtil i efteråret 2025. Ved præsentationen af Airbus’ regnskab lod CEO Guillaume Faury forstå, at Dassault gerne må træde ud, hvis de ikke kan acceptere betingelserne. Den slags udmeldinger punkterer facaden af enighed, som ministre gerne gemmer sig bag.
I Frankrig reagerede Dassault straks med budskabet: vi kan også bygge flyet alene. Teknisk troværdigt, finansielt mindre. En solo-Rafale 2.0 ville kræve gigantiske budgetter fra Paris, med risiko for forsinkelse og eksportvanskeligheder.
Samtidig spiller der bag kulisserne et klassisk fransk-tysk mønster:
- Frankrig vil garantere, at dets nukleare afskrækkelse ikke bliver afhængig af tyske vetoer.
- Tyskland ønsker en solid rolle for sin industri, passende til landets økonomiske vægt.
- Spanien forsøger at undgå blot at blive statist mellem de to.
Et kapløb mod klokken og mod resten af verden
Mens Europa tøver, accelererer andre
Den anden fase af Scaf-programmet, som skulle starte primo 2026, ligger foreløbig stille. Den fase skal levere et flyvende demonstrationsfly omkring 2030. Uden den demonstrator kommer produktionsfasen ikke i gang, og den operationelle indførelse skydes stadigt længere hen mod 2050.
Imens forsvinder konkurrenterne ikke fra billedet:
| Land / blok | Projekt | Mål |
|---|---|---|
| USA | NGAD | Næste generations stealth-fly som afløser for F-22 |
| Kina | Forskellige prototyper | Hurtig opbygning af egen high-end luftstyrke |
| UK, Italien, Japan | GCAP/Tempest | Nyt kampfly med stærkt eksportfokus |
Hvis Scaf snubler, risikerer Europa en generations efterslæb. Så bliver valget: købe amerikanske fly eller tilslutte sig den britisk-italiensk-japanske lejr. Begge muligheder reducerer EU-landenes politiske råderum i konflikter, hvor Washington eller London har en anden dagsorden.
Scafs skæbne bestemmer ikke kun, hvilket fly piloter senere flyver, men også hvor meget strategisk frihed Europa kan tillade sig.
Eksport, atomvåben og suverænitet
Sagen berører nogle meget følsomme temaer. Den franske atomafskrækkelse, båret af luftvåben og flåde, kræver absolut kontrol over teknologi og indsættelsesregler. Det kolliderer med det tyske ønske om at have stærk medbestemmelse over eksport og anvendelse.
Tyskland sidder politisk klemt mellem pacifistiske reflekser og den hårde virkelighed af russisk aggression. Berlin vil ikke have nye våbeneksportskandaler, men samtidig ikke blive endnu mere afhængig af USA. Det udmønter sig i et vanskeligt forhandlingsspil om, hvem der senere må eksportere til hvilket land og under hvilke betingelser.
Frankrig frygter på sin side, at alt for strenge eksportregler undergraver programmets økonomiske fundament. Uden salg til tredjelande skyder omkostningerne per fly i vejret, hvilket sætter støtten fra parlamenter og skatteydere under pres.
Hvad hvis projektet virkelig bryder sammen?
Tre scenarier som forsvarskredse regner med
- En “Scaf uden Frankrig” – Tyskland og Spanien søger så tilknytning til det britiske GCAP/Tempest-program. Politisk eksplosivt, fordi det underminerer diskursen om en “europæisk søjle” i NATO med fransk lederskab.
- Fransk nationalisering af projektet – Paris slipper Scaf, finansierer et eget fly hos Dassault sammen med flåden, i tråd med Rafale-traditionen. Strategisk sammenhængende, men dyrt og mindre stordriftsfordel.
- Nedfrysning og langsomt hensygnen – officiel deltagelse fortsætter, men beslutninger skydes år efter år. Budgetter løber væk til andre prioriteter, mens konkurrenter bygger videre.
Alle scenarier anfægter, hver på sin måde, troværdigheden af et integreret europæisk forsvar. Projektet skulle netop vise, at EU er mere end et økonomisk marked, at unionen også sammen kan udtænke og bygge våbensystemer.
Når et flagskibsprojekt går i stå på industriel jalousi og politisk mistillid, stiller allierede og rivaler samme spørgsmål: kan Europa overhovedet organisere sig selv?
Hvad betyder dette for Holland og mindre medlemsstater?
For lande som Holland, Belgien eller Tjekkiet er Scaf ikke et direkte nationalt projekt, men konsekvenserne rammer dem alligevel. Når de senere skal bruge et nyt kampfly, kigger de på de tilgængelige platforme, men også på interoperabilitet inden for NATO og EU.
Et succesfuldt Scaf ville give en ekstra mulighed ved siden af amerikanske F-35’ere og det britiske GCAP. Det styrker mindre landes forhandlingsposition ved fremtidige indkøb, både på pris og industrielle kompensationer.
Ved en fiasko bliver valgmulighederne mere begrænsede, og den industrielle magt skubbes endnu stærkere mod USA og en lille klynge europæiske lande. For hollandske virksomheder inden for radar, sensorer, software og vedligehold mindskes så chancen for på lang sigt at komme ind i store europæiske programmer.
Hvad lærer Scaf om fremtiden for europæiske forsvarsprojekter?
Scaf blotlægger en række strukturelle problemer, som fremtidige projekter må tage højde for. For at give programmer som en europæisk drone, missilforsvar eller modernisering af landstyrker en chance, trænger nogle lærestreger sig på:
- lav på forhånd krystalklare aftaler om, hvem der har slutansvaret for hvad;
- bind politiske tilsagn til hårde industrielle milepæle og omvendt;
- adskil hvor muligt eksportdiskussioner fra ren udviklingsteknik for at undgå blokeringer;
- sørg for en udvej eller omfordeling, hvis én partner strukturelt halter bagefter.
Forsvarseksperter påpeger, at Europa teknisk set har rigeligt med talent, penge og viden til at bygge egne systemer. Den reelle forhindring ligger i tillid, styring og viljen til at lægge en del af nationale prestigeprojekter i en fælles pulje.
For beslutningstagere kan Scaf tjene som en stresstest: den, der vil vide, hvor langt europæisk integration virkelig rækker, behøver bare at kigge på dette ene kampfly, som endnu ikke eksisterer, men allerede graver politiske skyttegrave. Hvordan denne sag udvikler sig, vil være med til at afgøre, om fremtidige fælles projekter tør være ambitiøse, eller af forsigtighed folder sig tilbage til mindre, mindre synlige programmer.
