Forskere tegner et forbløffende fremtidsbillede af vores planet, hvor kendte lande forskyder sig og nye naboer dukker uventet op.
Det, der i dag ser fortroligt ud på verdenskortet, ændrer sig fuldstændigt på geologisk skala. Langsomt, men uundgåeligt, skubber tektoniske plader kontinenterne mod en ny tidsalder, hvor grænser, oceaner og klimaer knap nok ligner det, vi kender.
En ny superkontinent-cyklus på vej
Jorden har ingen fast fordeling af land og hav. Over hundreder af millioner år klumper kontinenter sammen til superkontinenter, for derefter igen at bryde fra hinanden. Det skete med det oprindelige Pangæa, som begyndte at briste for omkring 200 millioner år siden. Af den proces opstod til sidst Europa, Amerika, Afrika og de øvrige kontinenter, som vi ser dem i dag.
Ifølge geologiske modeller, blandt andet fra den amerikanske geograf Christopher Scotese og PALEOMAP-projektet, bevæger de nuværende plader sig videre mod en næste fase. Om cirka 250 millioner år ville alle store landmasser på ny støde sammen. Dette fremtidige superkontinent har allerede fået et navn: Pangea Ultima.
Pangea Ultima bliver en gigantisk sammenhængende landblok med ét dominerende “verdenshav” rundt om og næsten ingen rigtige oceaner mellem kontinenterne.
Atlanterhavet, som nu adskiller Europa fra Amerika, ville forsvinde fuldstændigt. Havbunden synker ned under de omkringliggende plader, mens randene af Nord- og Sydamerika langsomt bevæger sig mod Afrika og Eurasien. De nuværende atlantiske kystlinjer giver til sidst plads for bjergkæder og indlandsterritorier.
Det indiske bassin forvandles ifølge modellerne til et enormt indlandshav, omsluttet af sammenpressede kontinenter. Regioner, der nu ligger langt fra hinanden, rykker sammen som direkte naboer. Resultatet: et verdenskort, der næsten ikke kan genkendes.
Et bizart nyt verdenskort
I scenarierne for Pangea Ultima opstår uventede geografiske kombinationer. Lande, der i dag er adskilt af tusindvis af kilometers ocean, kommer snart til at ligge skulder ved skulder.
- Cuba vokser fast til den sydøstlige kyst af USA.
- Grønland skyder mod Canada og smelter stort set sammen med det.
- Den koreanske landtange kommer til at ligge klemt mellem Kina og et mod vest forskudt Japan.
- Middelhavet trykkes sammen og forsvinder, når Afrika støder mod Europa fra syd.
Den kendte forskel mellem atlantiske og stillehavsrande forsvinder. Rundt om den nye superkontinentrand hober tektoniske kollisioner sig op. Nye bjergkæder opstår, hvor der nu er hav, mens gamle kystbyer forsvinder dybt inde i indlandet.
For kartografer i den fjerne fremtid ville vores nuværende verdensatlas se lige så mærkeligt ud som Pangæas kort gør for os nu.
Frankrig rykker mod polen og Afrika samtidig
I dette fremtidsbillede får ét europæisk land en påfaldende rolle: Frankrig. Ifølge forskellige simuleringer bevæger det franske fastland sig langsomt nordpå, tættere på den nuværende polarcirkel. Samtidig presser den afrikanske plade resterne af Middelhavet sammen, så Nordafrika støder mod Sydeuropa.
Derved opstår en overraskende geografisk position. “Sekskanten” grænser da ikke længere kun op til Spanien, Italien og de atlantiske oceanregioner, men ligger også et stenkast fra lande som Marokko, Algeriet og Tunesien.
| I dag | Om 250 millioner år (scenario) |
|---|---|
| Frankrig på moderate breddegrader | Frankrig på høje nordlige breddegrader |
| Middelhavet som adskillelse til Afrika | Forsvundet hav, kontaktzone med Nordafrika |
| Atlantisk kyst åben mod ocean | Et indland på superkontinentet |
Billedet, der opstår heraf: et Frankrig, som geografisk kommer til at ligge mellem et højbreddegrad-klima og den tidligere subtropiske zone. Den nuværende adskillelse mellem Europa og Afrika ændres til en kompleks, bjergagtig kollisionszone, en slags fremtidige “super-Alper”, der kan strække sig fra det nuværende Iberien dybt ind i Nordafrika.
Et kvælende klima på Pangea Ultima
Omorganiseringen af kontinenterne går hånd i hånd med en drastisk klimaforandring. En nylig undersøgelse i tidsskriftet Nature, baseret på klimamodeller for Pangea Ultima, tegner en hård fremtid for kommende økosystemer.
Gennem pladetektoniske kollisioner stiger vulkansk aktivitet. Store vulkanprovinser blæser enorme mængder CO₂ ud i atmosfæren. Solen udsender desuden på det tidspunkt omkring 2,5 procent mere energi end nu, en normal konsekvens af udviklingen hos stjerner som vores sol.
Kombinationen af et varmere solsystem, forhøjede CO₂-niveauer og ét gigantisk indland skaber temperaturer over 40 °C på størstedelen af superkontinentet.
I én sammenhængende landmasse trænger fugt fra oceanet vanskeligere igennem til indlandet. Store dele af Pangea Ultima bliver ekstremt tørre med lange hedebølger og næsten ingen regn. Mange nuværende økosystemer ville ikke have en chance i et sådant miljø.
Forskere advarer om, at især pattedyr er sårbare i det scenario. De afgiver varme mindre effektivt end mange andre dyregrupper og bliver hurtigere overophedede. Ved langvarige temperaturer langt over de nuværende tropiske maksimumværdier opstår en reel risiko for en verdensomspændende uddøelsesbølge blandt pattedyr.
Frankrig som muligt klimarefugium
Ikke alle regioner på Pangea Ultima bliver lige ubeboelige. Områder tæt på de fremtidige nordlige rande af superkontinentet beholder ifølge modellerne et mildere klima med lavere gennemsnitstemperaturer og lidt mere stabile nedbørsmønstre. Det er de zoner, der havner relativt tæt på den nuværende polarcirkel.
I forskellige scenarier falder Frankrig præcis i denne zone. Gennem den nordgående forskydning får landet en gunstigere kombination af varme, dagslys og adgang til vandressourcer end det brændende indland omkring ækvator.
Frankrig dukker op i flere simuleringer som en af de fåtallige regioner, hvor store landdyr, inklusive fremtidige efterkommere af mennesket, stadig kunne finde beboelige forhold.
Dette såkaldte klimarefugium ville Frankrig dele med blandt andet dele af det nuværende Storbritannien, Portugal og områder i det nordlige Afrika. Den præcise beliggenhed afhænger af, hvor hurtigt pladerne bevæger sig, hvor stærk den vulkanske aktivitet bliver, og hvordan den fremtidige atmosfære opfører sig, men det generelle billede er påfaldende konsistent.
Hvad betyder sådanne scenarier for os nu?
250 millioner år ligger langt ud over horisonten for politik, økonomi og endda for vores art. Alligevel bruger forskere disse langsigtede simuleringer til konkrete indsigter i den aktuelle klimadebat. Den, der forstår, hvordan kontinenter, oceaner og CO₂-niveauer sammen styrer klimaet, kan bedre vurdere, hvor følsom vores planet er over for forstyrrelser.
Pangea Ultima-modeller viser for eksempel, hvor kraftigt kombinationen af varmere sollys og forhøjede drivhusgasser slår igennem. Selv uden menneskelig udledning ville jorden på sigt bevæge sig mod varmere tilstande. De nuværende menneskeskabte emissioner accelererer dele af den proces over en brøkdel af tidsskalaen.
Simuleringer, usikre detaljer og hårde fysiske love
Det nøjagtige kort over Pangea Ultima forbliver spekulativt. Plader kan bevæge sig hurtigere eller langsommere, midtoceaniske rygge kan bremse, subduktionszoner forskyde sig. Nogle modeller placerer fremtidige brudlinjer endda andre steder end i de klassiske scenarier.
Alligevel bygger alle versioner på de samme fysiske principper:
- tektoniske plader bevæger sig nogle få centimeter om året;
- kollisioner danner bjerge og lukker oceaner;
- solen bliver langsomt mere lys;
- vulkanisme påvirker langsigtet CO₂.
Selvom den præcise form af Pangea Ultima varierer, holder kernen: kontinenter bliver ved med at bevæge sig, superkontinenter vender tilbage, og klimaet reagerer stærkt på, hvordan land og hav fordeles.
Fra fremtidsforestillinger til klasseværelset og forskningslaboratoriet
For undervisning og videnskabskommunikation udgør disse scenarier et stærkt værktøj. En animation af forskudte kontinenter gør pludselig pladetektonik håndgribelig for elever. Et kort over Pangea Ultima pirrer fantasien: hvor ville “Frankrig” ligge, hvordan ser dyrs migrationsruter ud, hvilke have forsvinder?
I forskningslaboratorier bruger geofysikere og klimaforskere de samme modeller til at teste hypoteser. Hvordan ændrer havniveauet sig, når kontinenter klumper sig sammen? Hvilken rolle spiller fremtidige supervulkaner? Hvordan forholder gamle masseuddøelser sig, som ved afslutningen af Perm, til de omstændigheder, som Pangea Ultima muligvis vil skabe?
For et dansk publikum kaster scenariet om et nordpå forskydende Frankrig endnu en ekstra tanke op. Hvis nuværende lavtliggende lande engang forsvinder i tektoniske processer eller under fremtidige have, forskyder menneskelivets centrum sig måske til i dag usandsynlige regioner. De kort, vi bruger nu, fortæller blot et kort kapitel af en meget længere historie, hvori Frankrig sagtens kan få en uventet hovedrolle på en fjern, glohende varm jord.
