En tidlig jagt på lyd og bevægelse
I morgensolen ligger en baby på et legetæppe. Blikket er låst fast på moderens mund, mens hun taler muntert til ham. Hvert lille læbebevæg, tungens krumning – alt sammen ser ud til at fange hans fulde opmærksomhed. Det er et hverdagsscene, der udspiller sig igen og igen, og alligevel gemmer sig noget langt mere bemærkelsesværdigt bag det opmærksomme blik, end vi længe troede.
Når bleet skal skiftes, drejer babyen hovedet mod lyden af en stemme med vidtåbne øjne. Det er ikke kun lyden, der tiltrækker – mund- og tungebevægelser følges nøje, som om hvert eneste detalje har betydning. Babyer er små opdagelsesrejsende, altid på udkig efter ledetråde om, hvordan sprog fungerer.
Hjernen vågner langt tidligere end antaget
Omkring fire måneders alderen begynder der at ske noget bemærkelsesværdigt. Hvor man tidligere mente, at det egentlige sprogarbejde først tog fart omkring seks måneder, viser det sig nu, at hjernen vågner op for sprogmønstre langt tidligere. Selv godt inden den såkaldte tilpasning til modersmålet udfører firemdres-hjernen et stille, men målrettet arbejde.
Mens forældre tror, at deres barn blot efterligner lyde, knyttes der under overfladen forbindelser mellem det, babyen ser, og det, den hører. Det er alt andet end passivt.
Sådan kombinerer babyer visuelle og lydlige gåder
I et roligt og stimulusfrit rum omgivet af enkle tegninger lærer babyer i forsøg at koble to slags lyde til billeder. Ord som 'bivawo' – udtalt med læberne – hører til en vandmand. Ord som 'dizalo', udtalt med tungespidsen, hører til en krabbe. Sammenhængen mellem lyd og billede bliver hurtigt genkendelig og fortrolig.
Det særlige ligger ikke kun i selve lytningen, men i den aktive genkendelse af, hvordan lyde dannes. Selv under en lydløs video, helt uden lyd, holder babyerne intenst øje med den formende mund. Genkender de mønsteret – hører denne mundbevægelse til de læbelyde, der tidligere hørte til vandmanden? Blikket hviler lidt længere på skærmen – en subtil markør for genkendelse.
Opdagelsen af en mønstersøgende maskine
Inden seks måneder besidder babyer et nærmest universelt skelneevne. Mundbevægelser, lyde fra fremmede sprog – intet forbliver uset eller uhørt. I deres hjerner dannes et motorisk-visuelt fundament, der lægges langt tidligere, end man altid har antaget.
Det rejser naturligvis en række spørgsmål: Kan babyer lige så tidligt skelne stemte fra ustemte lyde – for eksempel forskellen på 'b' og 'p'? Spiller sprogmiljøet – ét sprog eller flere – en rolle for denne tidlige genkendelse? Og hvad med lyde, der er fuldstændig ukendte?
Et udviklingsvindue der åbner sig tidligere
Hvad betyder det, hvis dette udviklingsvindue åbner sig langt tidligere? Måske kan sprogvanskeligheder opdages hurtigere og mere præcist. Muligvis kan indsatser sættes ind tidligere, netop på det tidspunkt, hvor hjernen er allermest modtagelig. Den firemdres-gamle baby lægger ubemærket et solidt fundament for de ord og sætninger, der venter forude.
Billedet af den stille, passive baby, der mest bare babbel, forskyder sig. Det bliver i stedet klart: sprogtilegnelse er fra allerførste færd en sensomotorisk og aktiv proces.
Et fundament under stadig opbygning
Sådan opstår der et helt andet billede af, hvordan mennesker lærer sprog. Babyer viser sig at være sensitive arbejdere ved deres egen mønstersøgende maskine allerede fra fire måneder. Hjernen kombinerer lyd og syn – og føjer trin for trin brikker sammen på vejen mod det store spil om at kommunikere.
Disse nye indsigter viser uden omsvøb, at den menneskelige evne til at udtrykke sig selv slår rod langt tidligere, end nogen hidtil havde forestillet sig.
