Når hjemmet drejer om én
I et hjem, hvor tv'et altid summer i baggrunden, bliver stemmer sjældent rigtig hørt. Bestikket klirrer sagte mod tallerknerne, mens enhver trækker sin tallerken til sig i en omhyggeligt bevogtet cirkel. Nogen griner af sin egen vittighed. Der lyttes næsten ikke, og dybest inde vokser fornemmelsen af, at det er sådan, tingene er. En sådan opvækst sætter alligevel spor – sommetider usynlige. Den, der vokser op midt i en egocentrisk familie, bærer noget med sig, som ikke bare forsvinder af sig selv.
Solen i hjemmet
Rutinen udfylder rummet: aftensmaden, udvekslingen af skoledagens historier, den livlige tone – indtil én tager ordet og ikke slipper det igen. I visse familier drejer alt sig udelukkende om bestemte personers trivsel og planer, som om de udgør det varme midtpunkt, mens resten stilfærdigt finder sin bane rundt om dem. Hvem forsøger egentlig at komme til? Med tiden begynder det at virke normalt.
Det, der hænger ved
Et barn, der indordner sig efter disse usynlige regler, lærer at nedprioritere andres behov, fordi egne interesser altid går forud. Der opstår et snævert udsyn: alt, der falder uden for det umiddelbare selvbillede, bliver uklart, mindre vigtigt – måske endda irriterende. Disse mønstre fletter sig ubevidst ind i hverdagen. Senere – sommetider meget senere – viser de sig at være særdeles hårdnakkede.
Gensidighed under pres
Konsekvenserne sniger sig ind i voksne relationer. Forventninger og behov mister balancen. De, der er vant til, at det at give er valgfrit og det at tage er selvfølgeligt, bliver hurtigt skuffede, når andre ikke bare imødekommer deres ønsker. Nyere indsigter viser, at varige bånd skrøber, når empati systematisk forsvinder.
Afmagt og vane
Denne adfærd har som regel dybere rødder end blot bevidste valg. Psykologer peger på mønstre, der opstår ud af en følelse af afmagt i barndommen. Egocentrisk adfærd kan vise sig at være en indlært overlevelsesmekanisme – en måde at klare sig på, når alt handler om kampen om opmærksomhed, om at blive hørt, om at eksistere. Det er langtfra enkelt at aflære den vane.
Udefrakommende påvirkninger
Moderne indflydelser forstærker tendensen. Sociale medier og forbrugersamfundet hyldes individet og fejrer det unikke selv. Det, der derhjemme blev indprentet som en selvfølge, belønnes villigt andre steder. Individualiseringen stiger derfor – og ensomheden med den. Relationer bliver mere flygtige, og den indbyrdes forbundethed mister terræn.
Udmattelse og distance
Det mærkes ikke kun af omverdenen. Selv den egocentriske person bliver med tiden træt; forbindelsen forbliver overfladisk, og konflikter blusser hurtigt op. Ægte intimitet bliver sjælden. For den, der bevæger sig i en sådan cirkel, hænger der ofte en tom fornemmelse tilbage – som om kontakten aldrig rigtig vil fæstne sig.
Et mønster, der holder stand
At dræne andre emotionelt, dramatisere problemer og kræve sine egne ønsker opfyldt uden selv at give efter – det viser sig at være et adfærdsmønster, der kan sætte sig dybt. Forandring kræver bevidst indsats og selvrefleksion, noget der ikke kommer naturligt efter en opvækst fyldt med selvcentrerede forbilleder.
Arven fra et sådant miljø virker videre – sommetider subtilt, sommetider råt. Relationer, venskaber og endda selvværd præges af det. Mange familier viser sig at være en stille yngleplads for mønstre, der er svære at bryde. Når man først får øje på dem, er det muligt at vende dem – men det kræver tid, sommetimes et helt liv.
