Et nyt superkontinent dannes langsomt
Vores kontinenter virker stabile i dag, men på geologisk skala forsætter de uophørligt mod en helt ny verdensopbygning. Geologer forventer, at Jorden om cirka 250 millioner år vil have ét gigantisk landmasse: et nyt superkontinent. I dette fjerne fremtidsscenarie får Frankrig en bemærkelsesværdig rolle – præcis i krydspunktet mellem regioner, der nu ligger langt fra hinanden.
Ser man på et verdenskort i dag, får man nemt det indtryk, at den nuværende fordeling af land og hav er nogenlunde fastlåst. Men tektoniske plader bevæger sig hvert år nogle få centimeter. Over millioner af år ophobes den bevægelse til enorme forskydninger.
Forskere påpeger, at Jorden tidligere har haft superkontinenter. Det mest kendte eksempel er gamle Pangæa, som begyndte at bryde op for omkring 200 millioner år siden. Ud af det brud opstod trin for trin det verdenskort, vi kender i dag – med Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og adskilte kontinenter.
Ifølge geologen Christopher Scotese, kendt fra PALEOMAP-projektet, er den nuværende situation midlertidig. Hvis pladerne fortsætter med at bevæge sig som nu, vil de fleste landmasser i den fjerne fremtid samle sig til ét blok igen. Dette fremtidige hele betegnes ofte som Pangæa Ultima – det "sidste" superkontinent i en lang cyklus af sammenstød og adskillelse.
Atlanterhavet forsvinder til sidst, mens Amerika, Afrika og Eurasien støder mod hinanden og danner ét massivt kontinent.
Scenariet bygger på en langsom, men uundgåelig proces. Atlanterhavet skrumper, mens Nord- og Sydamerika forskydes mod øst. Afrika bevæger sig videre mod Europa og Asien. På den anden side af planeten indsnævres Stillehavet ligeledes gradvist.
Et verdenskort ingen vil genkende
Hvis disse beregninger holder stik, vil verdenskortet om 250 millioner år se fuldstændig anderledes ud end den nuværende atlas. Geografiske navne vil måske overleve i skolebøger, men landenes former og positioner ændrer sig drastisk.
Eksempler fra modellerne:
- Cuba vokser fast til det nuværende fastland i USA
- Den koreanske region klemmes bogstaveligt talt fast mellem Kina og Japan
- Grønland forskydes mod Canada og bliver en del af én stor landmasse
- Det Indiske Ocean omdannes til et afspærret indre hav, fuldstændig omgivet af land
Havstrømme forsvinder eller opstår, kystlinjer lukker sig, og vandstanden tilpasser sig. Det, der i dag er strategiske søveje, eksisterer ikke længere. Nye indre have og lange landgrænser overtager den rolle. For et hypotetisk samfund på det tidspunkt ville handel, forsvar og migration se totalt anderledes ud end nu.
Frankrig forskydes mod Nordpolen og Afrika
Ifølge de nuværende modeller forskydes Vesteuropa i løbet af de kommende hundredvis af millioner år videre mod nord. Frankrig vil dermed komme meget tættere på de nuværende polområder. Samtidig vil sammenstødet mellem Afrika og Europa få Middelhavet til langsomt at lukke sig og til sidst forsvinde.
Det ændrer Frankrigs omgivelser fundamentalt. Kysterne langs det nuværende Middelhav kommer bogstaveligt talt i kontakt med Nordafrika. I den fjerne fremtid kan Frankrig grænse op til én stor landbro – med ikke kun Spanien og Portugal på den anden side, men også områder, der i dag tilhører Marokko, Algeriet og Tunesien.
| I dag | Om 250 millioner år (forventet) |
|---|---|
| Frankrig grænser primært op til vesteuropæiske lande | Frankrig ligger centralt mellem nordlige regioner og Nordafrika |
| Middelhavet udgør en tydelig adskillelse fra Afrika | Middelhavet forsvinder, Afrika forskydes mod Sydeuropa |
| Gennemsnitligt tempereret havklima | Relativt mildt område på et ellers ekstremt varmt superkontinent |
Den strategiske beliggenhed betyder, at det område, vi i dag kender som Frankrig, i den fjerne fremtid kan blive et knudepunkt for migration, spredning af økosystemer – og hvis menneskelige civilisationer da stadig eksisterer – handel og geopolitik.
Et glødende varmt superkontinent med få sikre zoner
Dannelsen af sådan et superkontinent begrænser sig ikke til linjer på kortet. Konsekvenserne for klima og levevilkår er alvorlige. En nyere undersøgelse i tidsskriftet Nature beregner, at intens vulkansk aktivitet vil sende store mængder ekstra CO₂ ud i atmosfæren under dannelsen af Pangæa Ultima.
Jorden vil derefter varme markant op. På størstedelen af superkontinentet stiger temperaturen over 40 grader. Den store afstand til kølende oceaner og en kraftigere sol – forventeligt 2,5 procent stærkere end i dag – forstærker denne hede. Tørke breder sig massivt ud, floder udtørrer og søer fordamper.
Forskere frygter, at store dele af superkontinentet simpelthen bliver ubeboelige for pattedyr på grund af ekstrem varme og tørke.
Arter, der i dag klarer sig fint under tropiske forhold, vil nå deres grænser. Nattekøling bliver begrænset, drikkevand knapt. Under sådanne forhold kan mange dyr ikke længere regulere deres kropstemperatur. Udsigten til en ny bølge af masseuddøen lurer dermed i horisonten.
Hvorfor netop det høje nord kan blive et tilflugtssted
Ikke alle regioner koger under disse omstændigheder. Modeller viser, at de højeste breddegrader – omtrent de nuværende polområder – bevarer de mindst ekstreme temperaturer. Her forbliver kombinationen af solindstråling og fordampning netop tålelig.
Fordi Frankrig ifølge beregningerne forskydes mod dette nordlige bælte, havner landet i en relativt gunstig zone. I samme bælte finder vi dele af det nuværende Storbritannien, Portugal og visse kyststrækninger i Nordafrika.
Det gør denne strimmel land til en slags klimaoase på en i øvrigt sveden planet. Vandcyklusser fungerer her bedre, floder holder længere ud, og vegetation kan overleve der, hvor der andre steder kun er nøgen, varm jord.
Hvad denne fortælling siger om nutiden
Selv om 250 millioner år virker ubegribeligt langt væk for mennesker, giver denne type forskning uventede indsigter for nutiden. Det minder os om, at Jorden altid forandrer sig – nogle gange brat, nogle gange meget langsomt. Selv et "fast" ocean som Atlanterhavet viser sig at være midlertidigt, når man tænker i geologisk tid.
Det viser også, hvor tæt geologi og klima hænger sammen. Der, hvor plader kolliderer og revner, opstår vulkanske zoner. De styrer ikke kun lokale landskaber, men også koncentrationen af drivhusgasser i luften. Den mekanisme har virket i hundredvis af millioner år og fortsætter lige så lang tid endnu – uafhængigt af menneskelig indgriben.
For den, der i dag beskæftiger sig med klima og levevilkår, understreger dette scenarie, hvor sårbare pattedyr er over for langvarig varme. Menneskelige byer og landbrugssystemer fungerer kun inden for et begrænset temperaturinterval. Den ekstreme fremtid i Pangæa Ultima er en forstørret, videnskabeligt gennemregnet version af præcis den udfordring.
Geologer arbejder i mellemtiden videre med stadig mere detaljerede kort over Jordens fortid og fjerne fremtid. Ved at kombinere gamle bjergartslag, fossiler og magnetiske spor med computermodeller rekonstruerer de trin for trin, hvordan kontinenter har forskydt sig, og hvilke mønstre der gentager sig. Den viden hjælper ikke kun med at tegne spektakulære fremtidskort – den bidrager også til at forstå de spændinger, der allerede nu virker under vores fødder, fra jordskælv til vulkaner og langsomt skiftende klimaregimer.
