Et knudepunkt hvor en femtedel af verdens olie passerer
Den iranske blokade af Hormuzstrædet lægger et voldsomt pres på olie- og gasruter, men konsekvenserne rammer langtfra alle europæiske lande lige hårdt. Mens nogle lande ser milliardstore energiimporter fra Golfstaterne gå i stå, er andre relativt bedre beskyttet takket være en bredere spredning af deres handel.
Nye tal fra forskere i Wien og Delft tegner et skarpt billede af, hvilke økonomier der er mest sårbare over for en langvarig blokade.
Hormuzstrædet — den smalle vandvej mellem Iran og Oman — er en af verdens mest trafikerede energikorridorer. En stor del af olien og det flydende naturgas (LNG) fra Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og andre Golfstater forlader regionen netop via denne rute.
Siden krigens udbrud mod Iran i slutningen af februar er skibstrafikken der nærmest gået i stå. Iranske styrker lægger miner, udfører drone- og missilangreb og truer med yderligere aktioner. I praksis tør mange rederier simpelthen ikke sejle ind i området.
Forskere advarer: varer blokaden længere end fire uger, vil forsinkelser i de globale forsyningskæder hurtigt hope sig op.
Ifølge studiets medforfatter Stefan Thurner fra Supply Chain Intelligence Institute i Wien kan en længerevarende blokade udløse kædereaktioner. Kontrakter misligholdes, skibe tvinges ud på lange omveje, og energipriserne på terminmarkederne reagerer på enhver ny spændingsbølge i Golfen.
Storbritannien, Italien og Belgien i farezonen
Analysen fra det wienske institut, Complexity Science Hub og TU Delft viser, at risiciene i Europa er stærkt koncentrerede. Ikke alle lande er lige afhængige af Golfstaterne — og den forskel betyder alt i en krisesituation.
Storbritannien er mest eksponeret
I den samlede europæiske rangordning skiller Storbritannien sig markant ud. Forskerne beregner en årlig eksponering på omkring 12,9 milliarder dollar (cirka 11,2 milliarder euro) i varer fra de berørte Golfstater.
Heraf udgør cirka 5,9 milliarder dollar (omtrent 5,1 milliarder euro) gasprodukter fra Qatar, med LNG i en central rolle. Det drejer sig om langvarige kontrakter, som britiske energiselskaber er stærkt afhængige af for at dække den hjemlige gasefterspørgsel — særligt om vinteren.
Italien: afhængig af qatarsk gas og propan
Italien er den hårdest ramte EU-medlemsstat inden for eurozonen. Ifølge studiet importerer landet årligt varer fra de berørte Golfstater for omkring 9,8 milliarder dollar (ca. 8,5 milliarder euro). Fordelingen ser sådan ud:
- Cirka 4,4 milliarder dollar i LNG fra Qatar
- Omkring 3,2 milliarder dollar i propan
- Yderligere importer af andre petrokemiske produkter
Den kombination rammer ikke kun elproduktion og opvarmning, men også den kemiske industri — for eksempel til plastik og emballage. Italienske virksomheder vil hurtigt skulle finde alternative forsyningskilder, som regel til langt højere priser.
Belgien: gashub og diamanthandel under pres
Belgien klarer sig heller ikke godt i analysen. Via LNG-terminalen i Zeebrugge fungerer landet som et vigtigt europæisk knudepunkt for qatarsk flydende gas. Ifølge studiet importerer Belgien årligt LNG fra Qatar for omkring 5,8 milliarder dollar (ca. 5 milliarder euro).
Oven i det spiller havnen i Antwerpen en central rolle i den globale diamanthandel, herunder fra De Forenede Arabiske Emirater. Når varestrømmene fra Dubai og Abu Dhabi hakker, mærkes det direkte i Antwerpens diamantsektor — en branche præget af høje værdier og korte leveringstider.
Tyskland og Frankrig drager fordel af spredte energikilder
Tyskland og Frankrig står relativt stærkere, netop fordi de de seneste år har diversificeret deres importkilder.
Tyskland henter årligt varer fra de berørte Golfstater for cirka 5,7 milliarder dollar (omkring 4,9 milliarder euro). For Frankrig ligger det tal på cirka 8,1 milliarder dollar (ca. 7 milliarder euro). Beløbene lyder store, men udgør en mindre andel af den samlede handel og energiforsyning end tilfældet er for Italien eller Storbritannien.
For både Tyskland og Frankrig spiller De Forenede Arabiske Emirater en hovedrolle med importer på cirka 4,2 milliarder dollar (omtrent 3,6 milliarder euro), primært bestående af:
- Skibe og lystbåde
- Industrielt udstyr og maskiner
- Højteknologiske komponenter
Qatar leverer til Tyskland for cirka 0,6 milliarder dollar (0,52 milliarder euro), primært propan og specialgasser. Det er besværligt for den tyske industri, men ikke direkte lammende. En del kan erstattes via Norge, USA eller egne LNG-kapaciteter — om end typisk til højere priser.
Bredere spredning af energi- og handelsstrømme styrker modstandsdygtigheden: jo mindre afhængighed af ét enkelt knudepunkt, desto mindre risiko for en akut krise.
Diplomatisk pres: europæiske stater og Japan går sammen
De økonomiske risici sætter diplomatiet i gang. Tyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Storbritannien og Japan opfordrede i fællesskab Iran til at ophæve blokaden. I deres erklæring taler de om en "faktisk lukning" af strædet som følge af militær trussel, miner samt drone- og missilangreb.
Landene fordømmer Irans adfærd og tilkendegiver, at de er parate til aktivt at beskytte den kommercielle skibsfart. De understreger, at de om nødvendigt vil bidrage til missioner, der sikrer fri passage gennem strædet — og dermed er en international maritim operation for alvor kommet på bordet.
Krav om angrebsstop og brug af strategiske reserver
Et bemærkelsesværdigt punkt: erklæringen nævner ikke USA og Israel ved navn, selv om deres tidligere angreb på Iran medvirkede til at eskalere den aktuelle krise i Golfen. Til gengæld opfordrer underskriverne til øjeblikkelig standsning af alle angreb på civil infrastruktur — herunder olie- og gasanlæg.
Landene henviser til international ret og grundprincipperne for global velstand og sikkerhed. De støtter Det Internationale Energiagenturs (IEA) beslutning om koordineret frigivelse af strategiske oliereserver for at dæmpe prisstigninger og forhindre akutte forsyningsmangler på sårbare markeder.
Beslutningstagerne overvejer desuden yderligere tiltag for at stabilisere energimarkederne — for eksempel aftaler med producenter uden for Golfen om midlertidige forøgelser af olie- og gasproduktionen.
Sådan rammer en regional blokade Europa ad omveje
Det er ikke kun lande med direkte energikontrakter via Hormuzstrædet, der mærker konsekvenserne. Forstyrrelserne driver fragtomkostninger, forsikringspræmier og energipriser i vejret på globalt plan. Lande, der knap nok importerer olie eller gas fra Golfen, ender alligevel med højere energiregninger og dyrere råvarer.
| Land | Anslået årlig eksponering | Vigtigste sårbarhed |
|---|---|---|
| Storbritannien | 12,9 milliarder dollar | LNG og gasprodukter fra Qatar |
| Italien | 9,8 milliarder dollar | LNG, propan og petrokemi |
| Belgien | 5,8 milliarder dollar (LNG) + handel | Qatarsk LNG, diamanthandel via Antwerpen |
| Tyskland | 5,7 milliarder dollar | Industrivarer fra UAE, specialgasser fra Qatar |
| Frankrig | 8,1 milliarder dollar | Industriimporter, men mindre direkte gasafhængighed |
For virksomheder betyder en sådan blokade, at leveringstider bliver uforudsigelige. Kontrakter med faste leveringsdatoer kommer under pres, produktionsplaner skal tilpasses, og lagerbeholdninger spiller pludselig en langt større rolle. Især sektorer med just-in-time-logistik risikerer at opleve produktionsstop.
Hvad virksomheder og regeringer allerede kan gøre nu
Europæiske energiselskaber og industrivirksomheder arbejder i situationer som denne med scenarieanalyser. De undersøger alternative ruter via andre have eller drejer sig mod oprindelseslande, der ikke eksporterer via Hormuzstrædet. LNG fra USA, gas fra Norge eller øgede importer via Middelhavet er oplagte eksempler.
Regeringer kan midlertidigt justere afgifter, trække på strategiske reserver eller stille garantier til rederier og forsikringsselskaber. Dermed reducerer de risikoen for, at handlen går i stå udelukkende på grund af risikoaversion i den maritime sektor.
For forbrugerne slår situationen primært igennem på energiregningen og priserne ved pumpen. En del af prisstigningen kommer direkte fra højere olie- og gaskurser. En anden del opstår indirekte via dyr logistik og råvaremangel i industrien, som igen smitter af på produktpriser og fødevareomkostninger.
Blokaden understreger, hvor sårbare globaliserede forsyningskæder stadig er over for geopolitiske spændinger koncentreret om ét smalt stræde. Lande, der i tide har spredt deres energikilder og handelsruter — som Tyskland og i mindre grad Frankrig — står nu langt stærkere end stater, der hælder tungt op ad en håndfuld leverandører i Golfen. For europæiske beslutningstagere leverer denne krise en kontant realitetscheck om energisikkerhed, strategiske reserver og prisen på afhængighed.
