Denne franske astronaut er topkandidat til første europæiske månelanding

Europa presser sig stadig mere markant ind i det nye måløb, med en bemærkelsesværdig fransk frontløber i sigte

Samarbejdet mellem det europæiske rumfartsagentur ESA og den amerikanske rumorganisation NASA producerer ikke blot højteknologiske komponenter — det genererer også konkrete billetter til fremtidige månemissioner. Bag kulisserne spekuleres der allerede intenst over, hvem der som første europæer — og sandsynligvis som første franskmand — faktisk vil sætte fod på månens overflade.

Europa køber sin plads på månen med egen teknologi

Mens de amerikanske Apollo-missioner var næsten fuldstændigt nationale projekter, bygger Artemis-programmet på internationalt samarbejde. For Europa er det ikke en symbolsk birolle, men en hårdt forhandlet aftale. ESA leverer afgørende komponenter til både rumskibet, der flyver til månen, og til den fremtidige rumstation i månens kredsløb — Gateway.

Kernen i denne aftale er en såkaldt bytteordning, i rumfartsjargon kaldet "barter". I stedet for at betale kontant køber Europa sine pladser i måneraketten med teknologi og industrielle præstationer.

Det europæiske bidrag er så afgørende, at NASA simpelthen ikke ville kunne bringe Orion-kapslen i kredsløb om månen uden denne teknologi.

Centralt står det europæiske servicemodul (European Service Module, ESM) til det amerikanske Orion-rumskib. Denne komponent, fastgjort bag på kapslen, sørger for:

• fremdrift og kurskorrektioner mod månen
• strømforsyning via store solpaneler
• vand- og iltsystemer til besætningen
• køling og temperaturregulering af hele fartøjet

Derudover leverer Europa to store dele af Gateway: det beboelige I-Hab-modul, hvor astronauter faktisk kan leve og arbejde, samt forsynings- og kommunikationsdelen Esprit. Denne kombination af teknologi, økonomi og politisk vægt har resulteret i en formel aftale: tre pladser til ESA-astronauter mod Gateway — med udsigt til egentlige månegange.

Hvorfor chancen for Frankrig er enorm lige nu

Nu hvor Europas plads mere eller mindre er sikret, rejser det logiske opfølgningsspørgsmål sig: hvem må tage af sted? De første bemandede Artemis-flyvninger betragtes som ekstremt komplekse og risikable. NASA og ESA søger derfor ikke nybegyndere, men yderst erfarne astronauter med dokumenteret lederskab og jernstærke nerver.

Den nyeste generation af europæiske astronauter — heriblandt den franske helikopterpilot og testflyver Sophie Adenot — er primært interessant for missioner efter 2030. Til de første månerejser ser ESA snarere mod erfarne veteraner, der allerede har gennemført flere langvarige ophold i rummet.

Inden for det profil er der reelt kun ét navn, der går igen overalt: Thomas Pesquet.

Thomas Pesquet: fra ISS-kommandant til månekandidat

Pesquet, tidligere trafikpilot og ingeniør, har allerede fløjet to gange til den internationale rumstation ISS. Under sit seneste ophold var han endda kommandant for hele stationen — noget meget få europæiske astronauter har på cv'et.

Det giver ham en unik kombination af kvalifikationer:

• to langvarige ISS-missioner med komplekse videnskabelige eksperimenter
• kommandanterfaring i en international besætning
• fremragende fysisk form og dokumenteret modstandsdygtighed under pres
• stærkt teknisk ry blandt NASA's missionsledere
• bred offentlig kendskab i Europa, hvilket også tæller politisk

I ESA-kredse har Pesquet i årevis været betragtet som det logiske valg til den første store prestigemission uden for Jordens kredsløb.

Officielt holder alle kortene tæt til kroppen. Både ESA og den franske rumfartsorganisation CNES undviger enhver bekræftelse. Alligevel peger hans træningsplan, hans rolle som flagskib for europæisk rumfart og hans tætte bånd til NASA meget tydeligt i retning af en fremtidig Artemis-plads.

Dette er de Artemis-missioner, Europa sigter mod

Artemis-programmets tidsplan forskydes løbende på grund af tekniske problemer — særligt med den tunge SLS-raket og Starship-landingssystemet. Alligevel tegner der sig en overordnet plan, hvori Europas rolle er indskrevet.

Særligt Artemis IV omkring 2028 skiller sig ud som det afgørende øjeblik for et europæisk gennembrud. Under denne mission bringes det europæiske I-Hab-modul til Gateway og tilsluttes stationen. Set fra et politisk perspektiv er det da nærliggende, at mindst én ESA-astronaut er om bord for at lede monteringen af dette "europæiske hjem i månens kredsløb".

Hvis Artemis IV forløber efter planen, er det den mest sandsynlige flyvning, hvor Thomas Pesquet vil forlade Jorden i en Orion-kapsel mod månen.

Træningen afspejler allerede dette. I det europæiske astronautcenter i Köln præsenteres astronauter i stigende grad for scenarier, der specifikt handler om månebaner, koblingsmanøvrer ved Gateway og forberedelse til ture ned til månens overflade.

Det sidste skridt: fra månebane til fodspor i månestøvet

At en europæer flyver med til Gateway betyder ikke automatisk, at den pågældende person faktisk vil færdes på månens overflade. Den første landing ved Artemis III forventes at blive gennemført udelukkende af NASA-astronauter for at opretholde maksimal kontrol over det første historiske skridt.

Fra Artemis IV og V ændrer situationen sig. Gateway bliver da en fast fremskudt base, hvorfra astronauter pendler op og ned til månen med en lander. I den fase kommer en europæisk månegangtur klart i spil. ESA forhandler bag kulisserne om, hvem der hvornår stiger ned — og med hvilke opgaver.

For en person som Pesquet ville en første flyvning til Gateway i sig selv være historisk: den første franskmand og en af de allerførste ikke-amerikanere i kredsløb om månen. Med en anden Artemis-mission i de efterfølgende år stiger chancen for en egentlig vandring over månens overflade — komplet med et fransk flag på rumdragt.

Hvad europæiske borgere mærker til denne månambition

De europæiske måneplaner handler ikke udelukkende om prestige og flotte billeder. Den teknologi, der nu udvikles til Artemis, vil med tiden også finde vej ind i hverdagslivet. Tænk på mere energieffektive systemer, forbedrede kølingsteknikker, lettere materialer og mere præcis navigation.

Europæiske virksomheders rolle i ESM og Gateway-modulerne skaber desuden tusindvis af højtkvalificerede arbejdspladser — fra det nordlige Europa til Italien og Tyskland. For unge ingeniører og studerende åbner der sig et nyt fremtidsbillede: at bidrage til projekter, der ikke blot kredser om Jorden, men om månen og siden hen muligvis Mars.

Forklaring: hvad er Artemis og Gateway egentlig?

Artemis er det overordnede amerikanske måneprogram, der skal resultere i en varig og tilbagevendende tilstedeværelse ved månen. I modsætning til Apollo drejer det sig ikke om en kort flag-og-foto-mission, men om en egentlig måneinfrastruktur: genanvendelige raketter, en rumstation i månens kredsløb og på sigt en permanent base på overfladen.

Gateway fungerer som "mellemstoppen" i rummet. Astronauter flyver først med Orion til stationen, kobler til og skifter over i en lander, der bringer dem ned til månens overflade. Det europæiske I-Hab bliver en vigtig bo- og arbejdsplads i dette hele — hvilket gør det logisk, at netop en ESA-astronaut er til stede ved installationen.

Hvem der i sidste ende som første europæer får månestøv under støvlerne, bliver sandsynligvis først bekræftet officielt mange år efter den nuværende planlægning. Men inden for rumfartsverdenen synes ét allerede klart: Europas vej til månen går via Paris, Köln, Houston — og en fransk astronaut, der står klar til at skrive historie.