Hun voksede op i et hjem, hvor man slugte tårerne og bare fortsatte.
Det tog mange år, før hun turde ringe til en psykolog.
Stadig flere unge kæmper i stilhed med angst, tristhed og præstationspres — mens der i mange familier stadig lever en forestilling om, at professionel hjælp er "overdrevet". En 24-årig studerendes historie viser, hvor dybt det tabu sidder — og hvordan det alligevel langsomt er ved at rykke sig.
En generation mellem to verdener: deler alt online, tier derhjemme
En undersøgelse fra Ipsos i 2025 tegner et dystert billede: Mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke har det mentalt godt. Omkring 60 procent viser tegn på psykisk mistrivsel, og 38 procent overvejer seriøst at droppe ud af studiet på grund af psykiske problemer.
Samtidig er de sociale medier overfyldt med indhold om mental sundhed. På TikTok har hashtag'et #mentalhealth titusinder af milliarder visninger. Videoer, hvor unge foran kameraet fortæller, at de ikke har det godt, eller deler deres terapierfaringer, trækker millioner af seere.
Online virker det at tale om angst og depression som den mest naturlige ting i verden — ved køkkenbordet er det langt fra altid tilfældet.
Den spænding mærker mange unge: På den ene side et digitalt miljø, hvor sårbarhed nærmest er et format i sig selv. På den anden side forældre, der er vokset op med mottoet: ingen brok, bare videre.
'Derhjemme lærte jeg: vær stærk, klag ikke'
Den 24-årige studerende Nasrine voksede op i netop sådan en familie. Stærk, udholdenhed og ikke for meget snak om følelser — det var normen. Det var først, da hun virkelig kørte fast, at hun opdagede, hvor lidt plads der var i hendes omgivelser til at sige, at det ikke gik.
Hun følte sig udmattet, trist og stadig mere afskåret fra andre — men holdt det for sig selv. Hendes forældre omtalte psykologer som noget for folk, der "virkelig var galt fat". At søge hjælp føltes derfor som at fejle.
"Selv når jeg havde folk omkring mig, følte jeg mig alene," siger hun om den periode.
Sådanne historier genfindes også i undersøgelser: Mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke hurtigt ville opsøge hjælpetilbud på deres uddannelse — selv ikke når nøden er stor. Skam, frygt for at virke overdreven og ønsket om ikke at være til besvær spiller en stor rolle.
Vendepunktet: at acceptere, at det ikke at have det godt også er normalt
For Nasrine kom vendepunktet, da hun fandt en studenterhjælpelinje bemandet af medstuderende. I Frankrig hedder organisationen NightLine; i Danmark findes lignende initiativer i form af lyttelinjer og chattjenester for unge. Idéen er enkel: at tale med én, der befinder sig nogenlunde i den samme livsfase, frem for straks at henvende sig til en officiel instans.
Hun tøvede længe, før hun ringede. Hvad nu hvis hendes problemer "ikke var alvorlige nok"? Hvad nu hvis hun ikke blev taget seriøst? Alligevel satte hun igennem. Samtalen gjorde især ét klart: man behøver ikke først at bryde fuldstændig sammen, før man må bede om hjælp.
At tage det første skridt mod en lyttelinje eller psykolog er ikke et tegn på svaghed — det er et tegn på, at du tager ansvar for dig selv.
Oplevelsen betød så meget for hende, at hun siden meldte sig som frivillig. Hun ønskede, som hun selv siger, "at give tilbage det, jeg selv fik": et lyttende øre, uden domme, i det øjeblik alt blev for meget.
Hvorfor forældre ofte halter bagefter deres børn
Den sætning, hun hørte fra sin mor — at en psykolog kun er noget for folk, der virkelig er "skøre" — dukker op i alle mulige varianter rundt om i stuerne, også i Danmark. De fleste forældre mener det ikke ondt. De er selv vokset op med lidt plads til sårbarhed og ofte uden adgang til psykisk behandling.
Alligevel har den slags udtalelser tydelige konsekvenser:
- Unge venter længere med at søge hjælp, så problemerne forværres.
- De føler sig skyldige eller overdrevne, når de vil til psykolog.
- Tærsklen for at være ærlig om angst, tristhed eller stress bliver højere.
På TikTok, Instagram og YouTube ser vi i mellemtiden noget andet ske. Unge deler åbent, at de går i terapi, taler om panikanfald eller udbrændthedslignende tilstande og bearbejder det med sort humor eller korte "POV"-videoer, hvor de gengiver genkendelige situationer.
Den åbenhed kan være en lettelse — "jeg er ikke den eneste" — men løser ikke automatisk problemet derhjemme. Der skal stadig nogen til at starte samtalen.
Hvordan starter man som forælder en samtale uden at dømme?
Psykologer og hjælpeorganisationer giver ofte de samme grundlæggende råd til forældre, der gerne vil støtte deres barn, men ikke ved hvordan:
- Vent ikke på, at der opstår en krise. Gør mental sundhed til et normalt samtaleemne. Spørg indimellem, hvordan det egentlig går — løsrevet fra karakterer og præstationer.
- Lyt længere, end du plejer. Mange forældre fylder pauserne ud eller kommer hurtigt med løsninger. Unge har ofte først brug for at fortælle deres historie uden at få råd med det samme.
- Undgå stempler som "kælling" eller "svag". Selv halvt sjovede bemærkninger kan få et barn til at holde alt for sig selv fremover.
- Normaliser det at søge hjælp. Du kan direkte sige, at det er okay at tale med en psykolog, en vejleder eller en læge, når man ikke har det godt.
- Vis din egen sårbarhed. Når du fortæller om tidspunkter, hvor du selv havde det svært, skabes der rum for en ærlig samtale.
En forælder behøver ikke at være terapeut. At være til stede, at lytte og ikke viske hjælp af bordet gør som regel den største forskel.
Hvad unge selv kan gøre, når det er svært at tale derhjemme
Ikke alle har forældre, det er nemt at tale med. Nogle unge er bange for ikke at blive forstået, andre vil ikke belaste deres forældre. Alligevel er der mellemtrin, der kan hjælpe en med ikke at gå alene med tingene:
- Opsøg en kontaktperson på skolen eller universitetet — studievejleder, mentor eller en tillidsrepræsentant.
- Brug anonyme chat- eller telefonlinjer til en første samtale.
- Tal med én ven eller veninde, du virkelig stoler på, frem for at skrive vagt om det på sociale medier.
- Skriv ned, hvad du føler, og tag de noter med til en læge eller behandler.
Online synlighed omkring mental sundhed kan hjælpe med at bryde den første skamfølelse — men personlige, trygge samtaler er stadig uundværlige. I en samtale én til én kan man langt bedre afdække, hvad man har brug for, og hvilken form for hjælp der passer til én.
Sådan genkender du signalerne tidligere — for forældre og studerende
Psykiske problemer lister sig ofte langsomt ind. Man vænner sig til at sove dårligt, til den konstante knude i maven eller til fornemmelsen af, at man hele tiden glemmer noget vigtigt. Alligevel er der signaler, man bør være opmærksom på:
| Signal | Hvad du kan gøre |
|---|---|
| Vedvarende søvnproblemer | Tal om det, kig på rytme og skærmbrug, konsulter lægen, hvis det varer ved i ugevis. |
| Pludselig tilbagegang i karakterer eller motivation | Spørg til stress, pres og koncentration — ikke kun til "dovenskab". |
| Isolation fra venner og aktiviteter | Invitér til små skridt: en kort gåtur, et fælles måltid, en rolig samtale. |
| Hyppige fysiske klager uden tydelig årsag | Tag det alvorligt — psykosomatiske symptomer er et velkendt tegn på stress. |
For studerende selv gælder det: Hvis du i ugevis har en fornemmelse af, at alt kræver kræfter, eller du bemærker, at du aflyser stadig mere og ikke kan glæde dig til noget — så er det ikke en karakterfejl. Det er klassiske alarmsignaler om, at du har brug for støtte.
Derfor er dette ikke et 'modefænomen', men et stille skift
Nogle forældre eller lærere reagerer på den voksende opmærksomhed på mental sundhed med skepsis: "Alle er udbrændte i dag" eller "I min tid fandtes stress-sygemelding ikke". I virkeligheden handler det ikke så meget om mere svaghed, men om mere sprog — og mere pres.
Studerende møder høje præstationskrav, økonomisk usikkerhed og en online verden, der aldrig holder op med at sammenligne. Samtidig er der endelig plads til at sætte ord på angst, traumer og overbelastning. Hvor tidligere generationer trykkede problemerne ned, lader unge dem nu indimellem komme frem — med alle de rå kanter det indebærer.
Historien om den studerende, der voksede op med idéen om, at psykologer kun er for "skøre mennesker", viser, hvor stor den mentale kløft inden for familier kan være. Men den viser også noget håbefuldt: én, der først kæmpede i stilhed, turde ringe til et nummer, fandt genkendelighed — og endte med selv at blive den, der hjælper andre igennem natten.
Den, der lever eller arbejder tæt på studerende — som forælder, lærer, udlejer eller ven — behøver ingen kompliceret terapiuddannelse for at gøre en forskel. En åben holdning, færre domme og en simpel anerkendelse af, at det er okay at bede om hjælp, fjerner allerede en stor del af den skam, der så længe har klæbet til psykisk behandling.
