Hun voksede op i et hjem, hvor man slugte tårerne og bare fortsatte.
Det tog hende mange år, før hun turde ringe til en psykolog.
Stadig flere unge kæmper i stilhed med angst, tristhed og præstationspres – mens der i mange familier stadig hersker en forestilling om, at professionel hjælp er "overdrevet". En 24-årig studerendes historie viser, hvor dybt dette tabu sidder – og hvordan det langsomt er begyndt at flytte sig.
En generation fanget mellem to verdener: del alt online, ti stille derhjemme
En undersøgelse fra Ipsos i 2025 tegner et dystert billede: mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke trives mentalt. Omkring 60 procent viser tegn på psykisk nød, og 38 procent overvejer seriøst at droppe ud af deres uddannelse på grund af psykiske problemer.
Samtidig er de sociale medier fyldt med indhold om mental sundhed. På TikTok har hashtaget #mentalhealth opnået titusinder af milliarder visninger. Videoer, hvor unge åbent fortæller, at de ikke har det godt, eller deler deres terapierfaringer, tiltrækker millioner af seere.
Online virker det næsten som det mest naturlige at tale om angst og depression – ved køkkenbordet er det langt fra altid tilfældet.
Denne spænding kender mange unge godt: på den ene side et digitalt miljø, hvor sårbarhed næsten er blevet et format, på den anden side forældre, der er vokset op med devisen: hold op med at klage og kom videre.
'Derhjemme lærte jeg: vær stærk, klag ikke'
Den 24-årige studerende Nasrine voksede op i netop sådan en familie. Styrke, udholdenhed og ikke for meget snak om følelser – det var normen. Det var først, da hun virkelig kørte fast, at hun opdagede, hvor lidt plads der var i hendes omgangskreds til at indrømme, at det ikke gik godt.
Hun følte sig udmattet, trist og mere og mere afskåret fra andre, men holdt det for sig selv. Hendes forældre omtalte psykologer som noget for folk, der var "virkelig dårlige". Derfor føltes det som en personlig fiasko at søge hjælp.
"Selv når jeg havde mennesker omkring mig, følte jeg mig alene," siger hun om den periode.
Den slags historier afspejles også i forskningen: mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke ville opsøge hjælpetilbud på deres uddannelse – selv i en akut situation. Skam, frygten for at virke overdramatisk og ønsket om ikke at besvære andre spiller alle en stor rolle.
Vendepunktet: at acceptere, at det ikke at have det godt også er normalt
For Nasrine kom det afgørende øjeblik, da hun fandt en studentehjælpelinje bemandet af medstuderende. I Frankrig hedder organisationen NightLine; i Danmark og andre lande findes lignende initiativer i form af lyttelinjer og chattjenester for unge. Idéen er simpel: at tale med én, der befinder sig i nogenlunde samme livsfase, frem for straks at henvende sig til en officiel instans.
Hun tøvede længe, inden hun ringede. Hvad nu hvis hendes problemer "ikke var alvorlige nok"? Hvad nu hvis hun ikke blev taget seriøst? Alligevel tog hun skridtet. Samtalen gjorde især én ting klart: man behøver ikke at være totalt brudt sammen, før man har lov til at bede om hjælp.
At tage kontakt til en lyttelinje eller psykolog er ikke et tegn på svaghed – det er et tegn på, at du tager ansvar for dig selv.
Oplevelsen betød så meget for hende, at hun siden meldte sig som frivillig. Hun ønskede, som hun selv siger, "at give tilbage, hvad jeg selv fik": et lyttende øre, uden domme, i det øjeblik alt føltes for overvældende.
Hvorfor forældre ofte halter bagefter deres børn
Sætningen, hun hørte fra sin mor – at en psykolog kun er for folk, der er "rigtig skøre" – dukker op i utallige varianter rundt om i de danske hjem. De fleste forældre mener det ikke ondt. De er selv vokset op med lidt plads til sårbarhed og ofte uden adgang til psykisk støtte.
Ikke desto mindre har den slags udtalelser tydelige konsekvenser:
- Unge venter længere med at søge hjælp, og problemerne forværres i mellemtiden.
- De føler sig skyldige eller overdramatiske, når de alligevel ønsker at se en psykolog.
- Tærsklen for at være ærlig om angst, tristhed eller stress hæves yderligere.
På TikTok, Instagram og YouTube ser vi i mellemtiden noget ganske andet udspille sig. Unge deler åbent, at de går i terapi, fortæller om panikangst eller udbrændthedsagtige symptomer og bearbejder det med sort humor eller korte videoer, der gengiver genkendelige situationer.
Den åbenhed kan give lettelse – "jeg er ikke den eneste" – men løser ikke automatisk problemet derhjemme. Der er stadig brug for, at nogen starter samtalen.
Hvordan starter man som forælder en samtale uden fordomme?
Psykologer og hjælpeorganisationer giver ofte de samme grundlæggende råd til forældre, der gerne vil støtte deres barn, men ikke ved hvordan:
- Vent ikke på, at der opstår en krise.
Gør mental sundhed til et naturligt samtaleemne. Spørg indimellem, hvordan det egentlig går – uafhængigt af karakterer og præstationer. - Lyt længere, end du plejer.
Mange forældre udfylder pauser eller kommer hurtigt med løsninger. Unge har ofte først brug for at fortælle deres historie uden at få råd med det samme. - Undgå stempler som "bøvsen" eller "svag".
Selv halvt spøgefulde bemærkninger kan få et barn til at holde alting for sig selv fremover. - Normaliser det at søge hjælp.
Du kan direkte sige, at det er okay at tale med en psykolog, vejleder eller læge, hvis det ikke går godt. - Vis din egen sårbarhed.
Når du fortæller om perioder, hvor du selv havde det svært, åbner det for en mere ærlig samtale.
En forælder behøver ikke at være terapeut. At være til stede, lytte og ikke afvise behovet for hjælp gør ofte den allerstørste forskel.
Hvad unge selv kan gøre, når det er svært at tale derhjemme
Ikke alle har forældre, der er lette at tale med. Nogle unge frygter manglende forståelse, andre ønsker ikke at belaste deres familie. Alligevel findes der mellemskridt, som kan hjælpe med at undgå at stå alene med det hele:
- Opsøg en kontaktperson på skolen eller universitetet – studievejleder, mentor eller rådgiver.
- Brug anonyme chat- eller telefonhjælpelinjer til en første samtale.
- Tal med én ven eller veninde, du virkelig stoler på, frem for at skrive vage opslag på sociale medier.
- Skriv ned, hvad du føler, og tag dine noter med til din læge eller en rådgiver.
Online synlighed om mental sundhed kan hjælpe med at bryde den første skam, men personlige og trygge samtaler forbliver uundværlige. I en samtale ansigt til ansigt kan du langt bedre afklare, hvad du har brug for, og hvilken form for støtte der passer til dig.
Sådan genkender du signalerne tidligere – for forældre og studerende
Psykiske problemer sniger sig ofte langsomt ind. Man vænner sig til at sove dårligt, til den konstante knude i maven eller til følelsen af altid at glemme noget vigtigt. Alligevel er der signaler, det er værd at være opmærksom på:
| Signal | Hvad du kan gøre |
|---|---|
| Vedvarende søvnproblemer | Tal om det, kig på rutiner og skærmvaner, og kontakt lægen, hvis det varer ved i ugevis. |
| Pludselig tilbagegang i karakterer eller motivation | Spørg ind til stress, pres og koncentration – ikke kun til "dovenskab". |
| Isolation fra venner og aktiviteter | Invitér til små skridt: en kort gåtur, et fælles måltid, en rolig snak. |
| Hyppige fysiske klager uden tydelig årsag | Tag det alvorligt – psykosomatiske symptomer er et velkendt tegn på stress. |
For studerende selv gælder det: hvis du i ugevis har en fornemmelse af, at alt er en kamp, eller du bemærker, at du aflyser stadig mere og ikke længere finder glæde i noget – så er det ikke en karakterfejl. Det er klassiske alarmsignaler på, at du har brug for støtte.
Hvorfor dette ikke er en 'modetrend', men en stille forandring
Nogle forældre og lærere reagerer på den voksende opmærksomhed på mental sundhed med skepsis: "Alle er jo stressede i dag" eller "I min tid fandtes udbrændthed ikke". I virkeligheden handler det ikke så meget om mere svaghed, men om mere sprog – og mere pres.
Studerende møder høje præstationskrav, økonomisk usikkerhed og et online univers, der aldrig holder op med at sammenligne. Samtidig er der endelig plads til at sætte ord på angst, traumer og overbelastning. Hvor tidligere generationer ofte trykkede problemerne ned, lader unge dem nu se dagens lys – med alle de rå kanter, det indebærer.
Historien om den studerende, der voksede op med forestillingen om, at psykologer kun er for "skøre mennesker", viser, hvor stor den mentale kløft inden for familier kan være. Men den viser også noget håbefuldt: én person, der kæmpede i tavshed, turde ringe til et nummer, fandt genkendelse og endte selv med at blive den, der hjælper andre igennem natten.
Den, der lever eller arbejder tæt på studerende – som forælder, lærer, udlejer eller ven – behøver ingen kompliceret terapiuddannelse for at gøre en forskel. En åben holdning, færre fordomme og den enkle anerkendelse af, at det er okay at bede om hjælp, fjerner allerede en stor del af den skam, der i så lang tid har klæbet til psykisk støtte.
