Et radikalt kejserligt træk: alle blev romerske borgere
Det hele begyndte i år 212 efter Kristus som et politisk og skattemæssigt manøvre fra kejser Caracallas side — og udviklede sig til et afgørende vendepunkt i måden, stater betragtede deres indbyggere på. Uden hans beslutning om borgerskab og beskatning ville vores pas, vores juridiske status og selve idéen om ligebehandling for loven se fundamentalt anderledes ud.
En epokegørende beslutning: hele riget blev borgere
I år 212 efter Kristus udstedte den romerske kejser Caracalla et dekret, som historikere i dag kender som Constitutio Antoniniana. Med ét enkelt slag erklærede han næsten alle frie mænd i det enorme romerske imperium for romerske borgere.
Tidligere havde dette privilegium kun tilhørt et mindretal. Det gjaldt en stor del af italikerne, byernes eliter, veteraner og et fåtal af fremtrædende personer i provinserne. For flertallet af rigets befolkning var romersk borgerskab en fjern drøm.
Hvad betød det konkret at blive romersk borger?
For millioner af mennesker ændrede tilværelsen sig på meget håndgribelig vis fra den ene dag til den anden. Romersk borgerskab indebar blandt andet en række helt konkrete rettigheder og forpligtelser:
- Ret til et juridisk anerkendt ægteskab
- Adgang til romersk arveret og ejendomsret
- Mulighed for at appellere til de romerske domstole
- Pligt til at betale arveafgift og frigivelsesskat — skatter, som tidligere kun berørte borgerne
Den fiskalske bagside af medaljen
Caracallas bevæggrund var langtfra udelukkende ædelmodig. Det romerske rige var under voldsomt økonomisk pres, og statskassen sultede. Ved at udvide borgerskabet til hele befolkningen udvidede kejseren samtidig skattebasen markant. Pludselig skulle langt flere betale de skatter, der hidtil kun gjaldt borgerne.
Det er en logik, der ikke er fremmed for moderne regeringer. Spørgsmålet om hvem der tilhører et samfund, og hvem der skal bidrage til det, er i dag lige så aktuelt som dengang.
Arven der lever videre i vores lommer
Den måde, vi i dag tænker på statsborgerskab, er dybt forankret i den romerske tradition, som Caracallas dekret cementerede. Passet i din lomme er i sin kerne et bevis på, at du tilhører et bestemt retsfællesskab — præcis som det romerske borgerskab definerede, hvem der hørte til imperiet.
Og selvangivelsen? Den afspejler den samme grundtanke: at borgere har forpligtelser over for den stat, de er en del af. Fra et gammelt kejserligt edikt til det moderne skatteformular er linjen overraskende lige.
Lige behandling for loven — en romersk idé
Constitutio Antoniniana indeholdt også et princip, der skulle vise sig at blive enormt indflydelsesrigt: alle borgere stod principielt lige for loven, uanset hvor i riget de befandt sig. Det var en radikal tanke i en verden præget af skarpe sociale og geografiske skel.
Denne forestilling om juridisk lighed genfindes i dag i grundlove og menneskerettighedserklæringer verden over. En romersk kejsers pragmatiske skattepolitik fik således utilsigtet nogle af historiens mest varige demokratiske konsekvenser.
