Hvorfor Jakarta med 42 millioner indbyggere langsomt synker i havet

En megaby på usikker grund

I Indonesiens hovedstad Jakarta udspiller der sig dagligt en kamp mellem mennesker og natur. Befolkningen vokser uophørligt, vandbehovet eksploderer, og byen synker dybere og dybere, mens havet nærmer sig. Forskere advarer om, at store dele af denne metropol kan forsvinde inden for få årtier.

42 millioner mennesker i verdens største byområde

Jakarta er i dag det største byområde på hele kloden. Ifølge en FN-rapport fra 2025 bor der omkring 42 millioner mennesker i regionen — og byen har dermed overhalet Tokyo. Selve metropolen dækker cirka 664 kvadratkilometer, men i praksis breder den sig endnu længere ud i de omkringliggende byer.

Den voldsomme vækst lægger et enormt pres på undergrunden og infrastrukturen. Mange kvarterer er tæt bebyggede, og gader og pladser er dækket af asfalt og beton. Det gør byen sårbar over for både tørke og oversvømmelser, fordi regnvand næsten ikke kan trænge ned i jorden.

Grundvandet pumpes op — byen synker centimeter for centimeter

Det mest akutte problem kommer nedefra. I store dele af Jakarta pumper både private og virksomheder grundvand op i enorme mængder. For millioner af mennesker er det den eneste adgang til drikkevand, fordi det officielle vandforsyningsnet slet ikke slår til.

Denne intensive oppumpning udtømmer de underjordiske vandreserver. De porøse jordlag mister deres bæreevne og sætter sig. Resultatet er, at byen synker flere centimeter om året. I nogle nordlige kvarterer er sænkningen på over 20 centimeter om året.

Når undergrunden sænker sig så hurtigt, kommer gader, huse og hele bydele til at ligge adskillige centimeter lavere end kystlinjen i løbet af blot et par årtier.

Problemet forværres af, at byen er så hårdt befæstet med beton. Regnvand kan næsten ikke sive ned, vandreserverne genopfyldes ikke som tidligere, og sænkningen fortsætter uden pause.

Havet stiger, mens byen synker

Samtidig stiger havniveauet omkring Jakarta. I dele af kystregionen anslås stigningen til 2–4 centimeter om året. Det er bekymrende i sig selv, men kombineret med en synkende by bliver det eksplosivt farligt.

Især i nord ligger der allerede kvarterer under havniveau. Her er det kun diger og mure, der holder vandet tilbage. Disse konstruktioner er ofte forældede og tager skade under storme og høje bølger. Kollapsende mure, digebrud og oversvømmelser forekommer regelmæssigt.

• Undergrunden synker i visse kvarterer med mere end 20 cm om året
• Havniveauet stiger med 2–4 cm om året
• Stadig flere bydele havner under havniveau
• Diger og mure kræver massivt vedligehold og svigter jævnligt

Denne dobbelte bevægelse — et stigende hav og en synkende by — øger risikoen for, at store dele af Nord-Jakarta på sigt permanent bliver oversvømmet.

Vandmangel og oversvømmelser på samme tid

Paradoksalt nok kæmper Jakarta på én gang med for lidt og for meget vand. På den ene side er millioner af beboere afhængige af grundvand, fordi de ikke har en pålidelig vandledning. På den anden side omdanner kraftige regnskyl hele gader til floder.

Fra oktober til marts præges regionen af en udtalt regnsæson. Klimaforandringerne gør disse regnskyl kraftigere og mere intense. Afvandingskanaler og kloakker kan sjældent følge med det tempo.

Lokale eksperter påpeger, at det eksisterende afvandingssystem er forældet og alt for lille til den nuværende befolkningstæthed. Når regnen falder samtidig med højvande eller stormflod fra havet, oversvømmes hele bydele.

Sundhedsrisici i en kvælende storby

Problemerne stopper ikke ved våde sokler og skæve huse. Luftkvaliteten i Jakarta er ringe på grund af tæt trafik, industri og dieselgeneratorer. Fine støvpartikler og udstødningsgasser forårsager alvorlige helbredsproblemer — fra astma til hjerte-kar-sygdomme.

Ved oversvømmelser opstår der yderligere risici. Forurenet vand blander sig med spildevand og affald. Infektionssygdomme, hudproblemer og diarré breder sig hurtigere i sådanne perioder, særligt i fattige kvarterer med få sanitære faciliteter.

Hvad sker der, hvis intet ændrer sig? Scenarier frem mod 2050

Forskere tegner et dystert billede, hvis den nuværende politik ikke ændres markant. Nogle studier vurderer, at op mod en tredjedel af hovedstaden kan være delvist forsvundet eller ubeboelig på grund af sætninger og oversvømmelser inden 2050.

Disse skøn er behæftet med usikkerhed, men de viser med al tydelighed, hvad der er på spil. Hver centimeter jordnedsynkning eller havstigning afgør, om et kvarter kan beskyttes — eller må opgives.

Kampen ved kysten: diger, mure og pumper

Den indonesiske regering forsøger at begrænse skaderne. Langs kysten er nye diger og bølgebrydere opført, og eksisterende vandbarrierer er forstærket. Ingeniører arbejder desuden på systemer, der bedre kan lede flodvand ud i havet via pumpestationer.

Alligevel støder disse projekter mod naturlige grænser. Havet fortsætter med at stige, mens undergrunden forsætter med at synke. Det betyder, at diger løbende skal forhøjes og forstærkes — en kostbar og endeløs kamp mod uret for en regering med begrænsede midler.

Et radikalt valg: en ny hovedstad på Borneo

Den indonesiske regering har derfor truffet en hidtil uset radikal beslutning: at bygge en helt ny hovedstad på øen Borneo, mere end 1.200 kilometer fra Jakarta. Den nye by skal hedde Nusantara.

Flytningen skal på sigt aflaste Jakarta. Ministerier, offentlige myndigheder og en del af embedsmændene skal flytte til Nusantara. Regeringen håber dermed at bremse befolkningsvæksten i Jakarta og omdirigere investeringer til et mere sikkert område.

Den nye hovedstad Nusantara er budgetteret til cirka 35 milliarder dollars og forventes først at være nogenlunde færdig omkring 2045.

Projektet er stærkt omdiskuteret. Kritikere peger på de astronomiske omkostninger, den potentielle naturskade på Borneo og risikoen for, at Jakarta efterlades med primært fattige beboere og en bunke uløste problemer.

Hjælper en ny hovedstad Jakarta i virkeligheden?

Selv hvis Nusantara realiseres fuldt ud, vil Jakarta fortsat eksistere som en millionby og økonomisk motor. Havne, industriområder og servicesektoren lader sig ikke bare flytte. Uden en stram grundvandspolitik, et bedre drikkevandsnet og markante investeringer i diger og kloakker forbliver den synkende kystby sårbar.

Mange eksperter plæderer derfor for en dobbelt strategi: at bygge Nusantara som en langsigtet løsning, men samtidig investere massivt i bæredygtige løsninger i Jakarta selv, herunder:

• Udvidelse og forbedring af drikkevandsnettet, så behovet for grundvand reduceres
• Strenge regler og håndhævelse af grundvandsboringer
• Flere grønne områder og parker, hvor regnvand kan sive ned i jorden
• Forhøjelse og modernisering af diger og pumpesystemer
• Byplanlægning, der tager højde for sårbare lavtliggende områder

Præcis hvad jordsætning og havstigning gør ved en by

Jordsætning opstår typisk som følge af en kombination af faktorer: oppumpning af grundvand, bygningers vægt, naturlig komprimering af ler og tørv samt til tider gas- eller olieproduktion. I lavtliggende kystbyer som Jakarta hober disse effekter sig op.

Når undergrunden sætter sig, ændres et områdes vandbalance. Kloakker kommer til at ligge lavere, regnvand løber ikke længere ordentligt af, og ved høj vandstand i floderne eller storm fra havet trænger vandet lettere ind i byen. Huse sætter sig, veje revner, og fundamenter tager skade. Omkostningerne til reparation og vedligeholdelse stiger år for år.

Kombineret med havstigning opstår det, man kalder relativ havstigning: set i forhold til byen ser det ud, som om havet stiger endnu hurtigere. Det gør kystbeskyttelse både mere kompliceret og dyrere.

Hvad andre kystbyer kan lære af Jakarta

Jakarta er ikke alene om denne skæbne. Byer som Bangkok, Manila, Lagos og dele af Shanghai kæmper alle med synkende undergrund og stigende hav. For mange lande fungerer Jakarta som en skarp advarsel: lader man grundvandsoppumpning løbe ukontrolleret og sakker man bagud på kystbeskyttelse, præsenteres regningen inden for én generation.

For beslutningstagere i andre deltabyer er lærerne oplagte. Robuste vandforsyningssystemer mindsker presset på ulovlig grundvandsindvinding. Grøn infrastruktur — som regnbede, parker og åbne vandflader — hjælper med at opsamle regnvand og lede det tilbage i jorden. Strenge bygningsregler i sårbare zoner kan begrænse skaderne, selv om sådanne tiltag forbliver politisk følsomme.

Jakarta demonstrerer, hvor hurtigt en megaby kan havne i alvorlig krise, når vækst, klimaforandringer og svag infrastruktur mødes. Samtidig viser de igangværende projekter, at der stadig er handlemuligheder: valg om vandforvaltning, arealanvendelse og investeringer vil afgøre, hvor stor en del af byen der forbliver beboelig i de kommende årtier.