Ung og tilsyneladende okay – men indvendigt helt udkørt
I mange familier støder den nye åbenhed, som unge har om mentale problemer, direkte ind i en generation, der voksede op med "hold op med at brokke dig og kom videre". En studerendes personlige beretning og aktuelle tal om studerendes trivsel viser, hvor stor den kløft stadig er – og hvordan forældre faktisk kan hjælpe.
Mental sundhed fylder enormt på TikTok og Instagram, med hashtags der samler hundredvis af milliarder visninger. Alligevel føler store grupper af studerende sig alt andet end stabile. En Ipsos-undersøgelse om studerendes mentale helbred fra 2025 viser, at mere end halvdelen ikke betragter sig selv som mentalt sunde.
Derudover udviser 60 procent tegn på alvorlige psykiske belastninger. Næsten fire ud af ti studerende overvejer endda at droppe ud på grund af mentale problemer. Det er ikke enkeltstående hændelser – det er et strukturelt signal om, at presset på unge voksne er for højt.
En generation, der tilsyneladende har alt, men som overraskende ofte føler sig tom, angst og alene.
Den indre kamp er ofte usynlig. Udefra virker mange studerende succesfulde: gode venner, en uddannelse, et studiejob, måske et hyggeligt værelse. Indvendigt hober stress, præstationspres, økonomiske bekymringer og socialt pres sig bare op.
"Vær bare stærk": det stille manuskript i mange hjem
Den studerende Nasrine (24) voksede op i en familie, hvor det at holde ud var normen. Ingen klager, ingen tårer – bare sæt skuldrene ned og kør på. Det lyder måske sejt, men det kan være katastrofalt, når nogen virkelig er ved at bryde sammen.
Da hun begyndte at kæmpe alvorligt med sine følelser, turde hun ikke sige det derhjemme. Hun skammede sig og troede, at hendes problemer "ikke var alvorlige nok". Hun havde aldrig lært at sætte ord på angst, nedtrykthed eller panikangreb.
I mange familier forveksles mental styrke med at tie stille om smerte.
Ipsos-undersøgelsen afslører noget lignende: mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke ville benytte sig af hjælpetilbuddene på deres uddannelsesinstitution, hvis de fik psykiske problemer. Ikke fordi hjælpen ikke findes, men fordi den følelsesmæssige tærskel er for høj.
Hvorfor hjælp føles så fjern for unge
- Frygten for at blive anset som svag af familie eller venner
- Forestillingen om, at andre har "værre" problemer
- Usikkerhed om, hvor man præcist kan få hjælp
- Angst for stempler som "ustabil" eller "upålidelig"
- En hjemmekultur, hvor det er usædvanligt at tale om følelser
Alt dette udspiller sig i en tid, hvor unge er konstant online, hele tiden sammenligner sig med andre og sjældent oplever ægte ro offline. Paradokset er slående: ekstremt mange forbindelser – og alligevel en ensomhed, der føles dybere end nogensinde.
Fra skam til: "det er okay at søge hjælp"
For Nasrine kom vendepunktet, da hun kontaktede en lyttelinje for og af studerende. Der kunne hun anonymt tale med jævnaldrende, som ikke dømte hende, men simpelthen lyttede.
Efter flere tøvende forsøg turde hun til sidst sige højt, at det ikke gik godt. Det enkle øjeblik – endelig at sætte ord på det, der sad fast – viste sig at være afgørende. Hun lærte, at man hverken er syg eller svag, fordi man taler med en psykolog. Man tager simpelthen sin egen trivsel alvorligt.
At bede om hjælp er ikke et nederlag – det er en form for selvpleje, der kræver ægte mod.
Erfaringen med lyttelinjen gav hende så meget luft, at hun siden selv blev frivillig. Hun ønsker nu at støtte andre, der ligger vågne midt om natten – omgivet af naboer eller familie, men stadig med følelsen af, at ingen rigtig ser dem.
Hvorfor det nogle gange er lettere at tale med en fremmed
En fortrolig samtale med en person, man ikke kender, kan føles tryg. Der er ingen omdømme at forsvare, ingen familieære, ingen frygt for, at det bruges imod én under næste skænderi. Det forklarer, hvorfor anonyme hjælpelinjer, chatfunktioner hos psykiatriske tilbud og studenterorganisationer har så stor succes.
Mange unge tager først det første lille skridt via en lavtærskelform for støtte – og søger først derefter hjælp hos en praktiserende læge, psykolog eller skolepsykolog. Processen foregår i små trin, ikke i ét stort spring.
Forældre sidder ofte fast mellem gode intentioner og gamle forestillinger
De ord, Nasrine hørte derhjemme om psykisk hjælp – at det kun var for "skøre mennesker" – går igen i rigtig mange stuer, herhjemme i Danmark. Ofte bunder det i frygt, uvidenhed eller i, at tidligere generationer næsten ikke havde adgang til professionel hjælp.
Alligevel opstår der en ny virkelighed: unge poster i massevis videoer online, hvor de åbent fortæller, at det ikke går godt. På TikTok eksisterer der nærmest en helt egen genre af korte klip, hvor nogen ærligt taler om panik, terapi eller antidepressiva – nogle gange med humor, nogle gange dødende seriøst.
| Ældre generation | Yngre generation |
|---|---|
| "Hold op med at brokke dig og kom videre" | "Jeg vil fortælle, hvordan jeg har det" |
| Terapi som sidste udvej | Terapi som en normal del af selvpleje |
| Behold følelserne for dig selv | Del følelser i grupper og online |
| Skam omkring psykiske problemer | Mere åbenhed og humor, selv om tunge emner |
Udfordringen for forældre ligger i at holde fast i deres barn – uden at trykke den gamle tavshedsmodel ned over det. Det kræver øvelse, særligt hvis man selv aldrig har lært at tale om følelser.
Sådan kan forældre åbne samtalen
Mental sundhed behøver ikke være et tungt emne, der kun dukker op i krisetider. Netop i "normale" uger kan man som forælder gøre en stor forskel.
Fem små ting, der betyder meget
- Stil konkrete spørgsmål: "Hvordan sover du for tiden?" i stedet for "Går alt godt?"
- Sig direkte, at det er okay at søge hjælp – og at det ikke siger noget om ens værd som person.
- Lyt uden straks at give råd eller presse løsninger på.
- Del noget om dine egne svære øjeblikke – det normaliserer kampe og sårbarhed.
- Aftal på forhånd, hvornår I sammen ringer til lægen eller en hjælpetjeneste.
Vent ikke til det går galt – skab rum til små, ærlige samtaler under en biltur, en gåtur eller en kort besked frem og tilbage.
Når en ung voksen mærker, at vedkommende bliver taget alvorligt, bliver steget op til en psykolog eller vejleder mindre. Skammen afløses da langt oftere af lettelse.
Hvad unge selv kan gøre, når der er lidt forståelse hjemme
Ikke alle kan gå til deres familie. I de tilfælde findes der andre veje. Studerende kan på mange erhvervsakademier og universiteter henvende sig til studievejledere, fortrolighedspersoner eller psykologer. Også hos praktiserende læger findes der ofte en psykiatrisk støtteperson, der tilbyder kortere forløb.
Online findes der chats og hjælpelinjer, hvor man anonymt kan fortælle sin historie. Sådanne platforme er ikke en erstatning for længerevarende terapi, men de hjælper med at få sagt de første ord og skabe orden i kaos.
Den, der kæmper med alvorlige symptomer – som vedvarende selvmordstanker, svære spiseforstyrrelser eller afhængighed – har brug for professionel hjælp hurtigt. At søge hjælp tidligt kan begrænse meget skade og forkorter ofte helingstiden markant.
Hvorfor tabuet langsomt rykker sig – og hvad det giver
For den nuværende generation føles det at gå til en psykolog i stigende grad som noget normalt – sammenlignelig med at gå til fysioterapeuten med rygproblemer. Denne udvikling går ikke lige hurtigt overalt, men den er synlig: i medierne, på sociale platforme og i samtaler mellem venner.
Når familier tør følge med i denne bevægelse, opstår der rum til, at unge tidligere rækker ud efter hjælp. Det mindsker risikoen for, at problemer eskalerer til frafald fra uddannelse, langvarige depressioner eller udbrændthed i meget ung alder.
Mental sundhed forbliver et følsomt emne – men jo flere mennesker der taler nøgternt om det, jo lettere føles det. Og jo hurtigere kan nogen sige: "Jeg har det ikke godt lige nu – og det vil jeg gerne gøre noget ved."
