Mystiske formationer dybt under isen
Langt nede under Antarktis' isoverflade dukker kolossale, næsten geometrisk rette former op, som ingen kan give en tilfredsstillende forklaring på. De udfordrer etablerede forestillinger om, hvad der gemmer sig under verdens største iskappe.
Nye radarmålinger har afsløret adskillige strukturer på cirka 400 meters længde, begravet under massive islag. Forskerne er oprigtigt forundrede: Er der tale om spor efter ukendte geologiske processer, levn fra et gammelt landskab – eller noget helt tredje, som ingen endnu har tænkt på?
Usædvanlige linjer under kilometers tyk is
Under en nylig gennemgang af data fra isradar og satellitter faldt glaciologer over et mønster, der slet ikke passer ind i det kendte billede af Antarktis' undergrund. Under en vidtstrakt iskappe ligger langstrakte, nærmest retlinede strukturer på omkring 400 meter, arrangeret i tydelige rækker.
Formerne er for store til blot at være støj i målingerne, men for besynderlige til umiddelbart at kunne tilskrives en kendt naturlig årsag.
Linjerne befinder sig langt under overfladen, under is der visse steder er over to kilometer tyk. De følger hverken isens strømningsretning eller ligner de typiske ribber, der opstår når is gnider mod et klippeunderlag.
Hvordan ser man noget der er skjult under isen?
Eftersom ingen kan bore to kilometer dybe huller på snesevis af tilfældige steder, benytter forskerne sig primært af indirekte målemetoder. Til disse strukturer anvender de særligt:
- Isradar fra fly, der sender radiobølger ned gennem isen og måler tilbagekastningen
- Satellitmålinger af højdeforskelle i isoverfladen
- Tyngdekraftdata, der fortæller noget om undergrundsmaterialets tæthed
Ved at lægge disse datasæt oven på hinanden opstår et slags "ekko-billede" af, hvad der foregår under isen. Det er netop i disse kombinerede billeder, at de 400 meter lange elementer springer i øjnene – som om nogen havde trukket linjer i landskabet med en lineal.
Mulige forklaringer: fra isribber til brudlinjer
Forskerne peger på flere scenarier, der potentielt kan forklare strukturerne. Ingen af dem er dog fuldt ud tilfredsstillende endnu.
1. Spor fra et gammelt landskab
En tanke er, at der er tale om rester af et gammelt flod- eller kystlandskab, dannet længe inden Antarktis blev dækket af is. I så fald kunne linjerne være afrundede rygge opbygget af sand og grus.
Alligevel skurrer det billede. Strukturerne er bemærkelsesværdigt regelmæssige og strækker sig over afstande, der snarere minder om industrielt anlagte mønstre end naturlige flodbugtninger.
2. Ribber skabt af glidende is
En anden mulighed er, at det drejer sig om ribber i undergrunden opstået ved, at iskappen langsomt har skubbet sig hen over bløde sedimentlag. Sådanne ribber – også kaldet drumlins eller megascale glacial lineations – kendes fra andre polarområder.
Problemet er, at de nye strukturer ofte er skarpere og mere retlinede end disse kendte former. Den indbyrdes afstand virker desuden påfaldende konstant, som om der er et rytmisk mønster der ikke passer til tilfældig naturlig erosion.
3. Geologiske brud eller revner
En tredje mulighed er, at dybe jordskorpebrydninger ligger til grund. I dette scenarie kan revner i bjergart påvirke isen ovenover og skabe langstrakte rygge og dale.
Til støtte for denne forklaring taler, at nogle linjer ser ud til at stemme overens med kendte tektoniske zoner i det østlige Antarktis. Hvad der dog ikke forklares er, hvorfor strukturerne i bestemte regioner er så præcise og ensartede.
Derfor gør disse strukturer forskerne urolige
Opdagelsen rammer en smertefuld blind vinkel: ingen kender reelt Antarktis' undergrund særlig godt. Mindre end én procent er direkte undersøgt – resten rekonstruerer forskerne ud fra indirekte signaler. De nye data viser, at der stadig venter store overraskelser.
Det der ligger under isen afgør, hvor hurtigt isen kan forskydes, smelte og strømme ud i havet – og dermed hvor meget havniveauet stiger.
Hvis strukturerne eksempelvis består af blødt sediment, kan iskappen glide betydeligt hurtigere end hvis der ligger massiv klippe underneden. Løber linjerne langs brudszoner, kan varme vandstrømme fra dybet lettere trænge op og opvarme isen nedefra.
Konsekvenser for havniveau og klimamodeller
I klimascenarier frem mod 2100 og derefter udgør Antarktis en enorm usikkerhedsfaktor. Mange computermodeller anvender stadig relativt enkle kort over undergrunden, mens virkeligheden viser sig langt mere kompleks.
| Spørgsmål | Betydning for havniveaustudier |
|---|---|
| Består undergrunden af blødt eller hårdt materiale? | Afgør hvor meget friktion isen møder og hvor hurtigt den kan bevæge sig. |
| Er der brud hvor varme kan slippe op? | Kan føre til lokalt hurtigere smeltning ved bunden af iskappen. |
| Sidder strukturerne fast i klippe eller i aflejringslag? | Har betydning for langsigtet stabilitet og muligt kollaps af isplader. |
Ved at indarbejde de nye strukturer i modellerne forventer forskerne, at forudsigelserne om fremtidige havniveaustigninger bliver mere præcise. Nogle regioner i Antarktis kan vise sig mere sårbare end hidtil antaget – andre måske mere stabile.
Vejen frem: fra radarbillede til borekerne
Det næste skridt er klart: på udvalgte strategiske steder skal der hentes borekerner op. Det kræver en enorm logistisk indsats. Skibe, fragfly og mobile borplatforme skal samles på et sted, hvor temperaturen i måneder holder sig langt under minus 20 grader.
Forskerne skitserer derfor en flerårig plan med forskellige faser:
- Yderligere præcisering af radar- og satellitmålinger i området
- Udvælgelse af en håndfuld "hotspots" hvor strukturerne er tydeligst
- Forberedelse af et internationalt boringsprogram med iskerner og undergrundsprøver
- Analyse af bjergart, sediment og eventuelle indesluttede mikroorganismer
Først når fysisk materiale ligger på laboratoriebordet, kan forskerne med sikkerhed fastslå, om der er tale om hårde klipperygge, gamle flodaflejringer eller noget helt andet.
Antarktis som arkiv over glemte verdener
Under isen gemmer der sig sandsynligvis ikke bare geologi, men også en slags tidskapsel fra tidligere klimaperioder. Gamle flodsenge, fossile jordlag og indespærrede luftbobler i isen fortæller om tidligere temperaturer og CO₂-niveauer i atmosfæren.
De 400 meter lange strukturer kan være en del af netop et sådant gammelt landskab. Hvis det passer, kan de levere information om en tid, hvor Antarktis stadig var stort set isfrit – med floder, søer og måske endda vegetation langs kontinentets yderkanter.
Hvad betyder dette for resten af verden?
For en gennemsnitlig kystboer i Danmark, Norge eller Bangladesh kan en fjern isplade virke som noget fjernt og uvedkommende. Alligevel hænger en del af vores fremtid sammen med, hvad der foregår under den isen. En relativt beskeden ændring i Antarktis-iskapens stabilitet kan på sigt resultere i adskillige centimeters ekstra havniveaustigning.
For beslutninger om diger, arealanvendelse og forsikringer tæller hver eneste centimeter. Jo bedre vi forstår Antarktis' undergrund, desto mere realistiske planer kan laves for de kommende årtier.
Forklaret: Hvorfor isradar er så effektivt
Med isradar sender forskerne korte pulser af radiobølger ned i isen. En del af bølgerne støder på overgange mellem materialer – for eksempel fra is til klippe eller fra is til vand. De tilbagevendende signaler tegner et lagdelt profil af, hvad der befinder sig under måleflyet.
Teknikken har sine begrænsninger: ved stærkt sprækket eller vandmættet is fragmenteres signalet. Alligevel er det i dag en af de bedste metoder til at "se" gennem is i stor skala uden fysisk boring. Små uregelmæssigheder i disse data, der tidligere blev ignoreret som støj, får nu langt større opmærksomhed takket være bedre software og kraftigere computere.
Aktuelle spørgsmål der nu ligger på bordet
Opdagelsen af de 400 meter lange strukturer har sat gang i nye idéer og projekter blandt forskere. Nogle af de mest presserende spørgsmål lyder:
- Findes tilsvarende mønstre også under Grønland eller under mindre gletsjere?
- Kan mikrovibrationer eller jordskælvsbølger hjælpe med at bestemme strukturernes natur?
- Er der varme vandstrømme fra den dybe jordskorpe langs de samme linjer?
- Hvilken indvirkning har disse strukturer på dannelsen af smeltvandskanaler under isen?
Den der følger udviklingen, vil de kommende år sandsynligvis oftere støde på tilsyneladende tekniske begreber som subglacial geomorfologi og basal hydrologi. Bag disse tørre termer gemmer sig et meget konkret spørgsmål: hvor hurtigt forandrer vores planet sig, og hvad betyder det for kystbyer, landbrugsområder og sårbare økosystemer?
Antarktis viser sig endnu engang at være langt mindre kedeligt og fladt end et standard verdenskort antyder – og de nye gådefulde linjer under isen bekræfter dette billede med eftertryk.
