Kampen mod global opvarmning kolliderer med fyldte tallerkener
Nye beregninger viser, at en stram klimapolitik kan gøre fødevarer dyrere på verdensplan og ramme sårbare lande hårdest. Samtidig afslører en ofte overset fordel – renere luft og lavere ozonniveauer nær jordens overflade – at høstudbyttet faktisk kan reddes, og at millioner af ekstra mennesker kan ernæres.
Verdens ledere har forpligtet sig til at holde temperaturstigningen så tæt på 1,5 grader som muligt. For at nå det mål bygger mange klimascenarier på enorme mængder bioenergi og storstilet skovrejsning. Men der er en smertefuld bagside: al den skov og de energiafgrøder lægger beslag på landbrugsjord.
Jord, der i dag producerer hvede, majs eller ris, skal så bruges til skove eller afgrøder, der primært er beregnet til energiproduktion. Mindre landbrugsjord betyder færre fødevarer. Samtidig får CO₂-afgifter omkostningerne til kunstgødning, diesel, el og transport til at stige. Bønder skal betale mere for at producere det samme – og det mærker forbrugerne i butikkerne.
Et internationalt forskerhold har regnet på konsekvenserne
Et internationalt forskerhold har gennemregnet disse effekter ved hjælp af seks forskellige globale agro-økonomiske modeller. Resultaterne blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Food. Konklusionen er slående: en stram klimapolitik, der er i overensstemmelse med 1,5-gradersmålet, kan betyde, at omkring 56 millioner ekstra mennesker risikerer at sulte i 2050. Det svarer til en stigning på cirka 17 procent sammenlignet med et scenario uden yderligere klimaindsats.
I det såkaldte referencescenario vokser verdensøkonomien videre, landbruget bliver mere effektivt, og den globale sult falder faktisk – fra cirka 720 millioner mennesker i dag til omkring 330 millioner i 2050. Klimatiltag bremser denne forbedring, medmindre landene samtidig investerer kraftigt i landbrug, fødevaresikkerhed og social beskyttelse.
En stram klimapolitik uden målrettet fødevarepolitik kan presse millioner af mennesker ud i underernæring, advarer forskerne.
Den skjulte fjende på marken: ozon nær jordoverfladen
Der er endnu et forhold, som ofte flyver under radaren. Ozon kender vi primært som det beskyttende lag højt oppe i atmosfæren. Men nær jordoverfladen forvandles ozon til en stille ødelægger af landbrugsafgrøder. Gassen skader planternes blade, forstyrrer deres energiomsætning og hæmmer dannelsen af kerner og frø.
Særligt basisafgrøder som hvede, ris og majs er følsomme over for dette. Jo mere ozon i luften omkring afgrøderne, desto lavere er udbyttet pr. hektar. Effekten er ikke synlig for det blotte øje, men den er betydelig i global målestok.
Sammenhængen med klimapolitik ligger i udledningen af de gasser, der danner ozon, som metan og kvælstofforbindelser. Tiltag der reducerer drivhusgasudledningen, skærer typisk også ned på disse ozonforstadier. Mindre udledning betyder lavere ozonniveauer i de laveste luftlag – og dermed sundere planter.
Renere luft giver højere høstudbytte
For første gang har forskerne eksplicit regnet på, hvad lavere ozonkoncentrationer betyder for høstudbyttet. Effekten viser sig at være bemærkelsesværdig stor. Bedre luftkvalitet omkring markerne fører til højere udbytter, lavere fødevarepriser og mere tilgængelig mad.
Ifølge simuleringerne gør dette ozoneffekt en betydelig forskel i 2050. Omkring 8,4 millioner mennesker vil sulte mindre takket være højere udbytter, end det ellers ville have været tilfældet. Det svarer til en kompensation på cirka 15 procent af den ekstra sult, som stram klimapolitik skaber.
Renere luft kan give millioner af mennesker nok at spise, mens den samme klimapolitik uden denne effekt rent faktisk ville skabe mere sult.
Mange tidligere studier af forholdet mellem klimapolitik og fødevaresikkerhed har simpelthen set bort fra ozon. Derfor har de sandsynligvis overvurderet den negative indvirkning på sulten. Denne nye analyse skærper billedet og viser, at gode klimaplaner samtidig skal reducere luftforurening.
Størst gevinst i Afrika og Indien
Fordelene ved lavere ozonniveauer er ikke ligeligt fordelt. To regioner skiller sig ud: Afrika syd for Sahara og Indien. Tilsammen tegner de sig ifølge undersøgelsen for over halvdelen af det fald i sult, der skyldes bedre luftkvalitet og højere udbytter.
I Indien er effekten særligt tydelig. De lavere ozonniveauer kompenserer her for næsten 39 procent af klimatiltagens negative indvirkning på fødevaresikkerheden. Det er især hvedehøsterne, der nyder godt af det. Højere udbytter presser priserne ned, hvilket fattige husstande mærker direkte i hverdagen.
I Afrika syd for Sahara ligger gevinsten på omkring 8 procent. Det lyder beskedent, men handler stadig om millioner af mennesker. Høsterne af udbredte afgrøder som majs og soja reagerer her mindre kraftigt på lavere ozonkoncentrationer. Andre faktorer som tørke, fattigdom og politisk ustabilitet tynger stadig fødevaresikkerheden voldsomt.
Klimatiltag alene er ikke nok
På trods af den positive ozoneffekt viser de fleste modeller, at klimapolitikken i sin nuværende form alligevel øger sulten. Lavere udledninger redder i sidste ende liv ved at mindske hedebølger, oversvømmelser og mislykkede høster – men på kort og mellemlang sigt opstår der en spænding med overkommelige fødevarepriser.
Forskerne opfordrer derfor til at sætte fødevaresikkerhed ligeså centralt som CO₂-reduktion. Ikke blot abstrakte tons CO₂ som eneste succeskriterium, men også et klart blik på, hvor mange mennesker der rent faktisk kan fylde deres tallerken.
- Spørgsmål: Hvor meget landbrugsjord forsvinder til bioenergi og nye skove?
- Spørgsmål: Hvor meget stiger fødevarepriserne som følge af CO₂-afgifter?
- Spørgsmål: Hvilke landmænd får støtte til at omstille sig uden at miste udbytte?
- Spørgsmål: Hvilke grupper er mest udsatte for sult og underernæring?
Hvilke valg kan begrænse skaden?
Ifølge undersøgelsen er der flere håndtag, som politikere kan dreje på, så klima- og fødevaremål nærmer sig hinanden.
| Politisk retning | Mulig effekt på fødevaresikkerhed |
|---|---|
| Målrettet begrænsning af bioenergi på frugtbar landbrugsjord | Mere plads til fødevareproduktion, mindre pres på priserne |
| Skovrejsning primært på nedbrudte eller marginale arealer | CO₂-lagring uden stort tab af dyrkbare hektarer |
| Investering i højere landbrugsproduktivitet (fx bedre sorter, kunstvanding) | Højere udbytte pr. hektar, ekstra buffer mod prisstigninger |
| Målrettet støtte og fødevareprogrammer i sårbare regioner | Beskyttelse af fattige husstande mod dyrere basisfødevarer |
| Bekæmpelse af madspild i hele forsyningskæden | Flere effektivt tilgængelige kalorier uden ekstra landbrugsjord |
Teknologisk innovation spiller også en rolle. Tørkeresistente sorter, præcisionslandbrug og bedre lagringsteknikker kan mindske høsttab og sikre, at en større del af produktionen faktisk havner på tallerkenen. Samtidig advarer eksperter om, at ikke enhver højteknologisk løsning automatisk når frem til småbønder i lavindkomstlande.
Ekstra faktorer: ulighed, klimarisici og hvad "fødevaresikkerhed" egentlig betyder
Modellerne i dette studie fokuserer primært på mængden af tilgængelige kalorier og priserne på basisfødevarer. I praksis spiller langt flere faktorer ind. Ulighed og politiske beslutninger afgør ofte, hvem der har adgang til mad – selv når der på papiret er nok. I konfliktområder mislykkes høster sommetider ikke på grund af vejret, men på grund af vold og blokader.
Hertil kommer, at klimaet selv bliver stadig mere uforudsigeligt. Kraftig regn, længere tørkeperioder og forskydning af årstiderne lægger pres på høsterne – selv uden ny politik. Risikoen er, at flere store kornproducerende regioner samtidig oplever skuffende høster, som vi for nylig så med hedebølger i Europa og Asien. I en sådan situation kan selv et lille ekstra prispres fra klimapolitik ramme hårdt.
Begrebet fødevaresikkerhed rækker derfor langt ud over "nok kalorier". Det handler om stabil adgang til varieret, nærende mad på en måde, som mennesker finder værdig. Et land kan i teorien eksportere nok korn og samtidig have regioner, hvor børn er underernærede – simpelthen fordi familier ikke har råd til at købe mad.
For beslutningstagere ligger her et vanskeligt puslespil: Hvor hurtigt kan udledningerne falde uden at bringe yderligere millioner af mennesker i problemer? Og hvilke kombinationer af tiltag – fra renere luft til klogere arealanvendelse og social sikring – sikrer, at klimapolitikken ikke blot beskytter planeten, men faktisk også mætter flere munde?
