Demens er på fremmarch – og effektive behandlinger mangler stadig
Aldringen af verdens befolkninger accelererer, og hukommelsesproblemer rammer et stadigt voksende antal ældre mennesker globalt. Nye data fra Japan antyder nu, at en lille justering af kosten kan have reel betydning for hjernens sundhed i de sene leveår. Konkret handler det om regelmæssigt indtagelse af ost – selv i beskedne mængder.
Demens, herunder Alzheimers sygdom, er ved at blive en af vor tids mest presserende sundhedsudfordringer. Over 50 millioner mennesker verden over lever med en demensdiagnose, og dette tal forventes at tredobles inden midten af dette århundrede. Sundhedssystemerne kæmper allerede nu med at følge med.
Japan er et af de lande, der ældes hurtigst, og fungerer på mange måder som et fremtidslaboratorium. Hele 12,3 procent af japanere over 65 år lever med demens. Da effektiv medicinsk behandling stadig mangler, retter forskerne i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer som motion, søvn og ikke mindst kost.
Forskere fra flere japanske videnskabelige institutioner analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og opdagede, at personer der spiste ost regelmæssigt, sjældnere udviklede demens.
Sådan var undersøgelsen om ost og hukommelse opbygget
Analysen omfattede 7.914 personer på 65 år og derover, som alle boede i eget hjem og ikke på forhånd havde fået tildelt behov for langtidspleje. Dataene stammer fra JAGES-programmet, der løbende følger ældre japaneres helbred og funktionsevne.
Deltagerne blev inddelt i to grupper:
- Ældre der spiste ost mindst én gang om ugen
- Ældre der oplyste, at de slet ikke spiste ost
For at sikre et meningsfuldt sammenligningsgrundlag arbejdede forskerne på at gøre de to grupper så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, generelt helbred og selvstændighed i dagligdagen. Til dette formål anvendte de en avanceret statistisk metode, der udjævner forskelle mellem deltagerne.
Forskellen er beskeden – men statistisk betydningsfuld
I en periode på cirka tre år fulgte man, hvem af deltagerne der modtog en officiel demensdiagnose inden for rammerne af det japanske plejeförsikringssystem – en målemetode der anvendes bredt i Japan.
| Gruppe | Andel med ny demensdiagnose |
|---|---|
| Spiste ost mindst én gang om ugen | 3,4% |
| Spiste ikke ost | 4,5% |
Forskellen kan umiddelbart virke lille, men omregnet til relativ risiko svarer det til en 24 procents reduktion i risikoen for at udvikle demens blandt dem, der spiste ost. Da forskerne efterfølgende tog højde for den generelle kostprofil – eksempelvis indtagelse af grøntsager, frugt og fisk – blev effekten en smule svagere, men forblev tydelig på omkring 21 procent.
Forskerne understreger, at undersøgelsen påviser en sammenhæng og ikke en bevist årsagsforklaring. Ikke desto mindre er forskellen markant nok til at opfordre til yderligere forskning.
Hvad indeholder ost, der kan gavne hjernen?
Studiets forfattere peger på flere mulige mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende effekt på nervesystemet. Der er i vid udstrækning tale om hypoteser, men de passer godt ind i den eksisterende viden om kost og hjernefunktion.
K2-vitamin og blodkar
Ost – særligt lagret ost – er en af de vigtigste kilder til K2-vitamin. Dette fedtopløselige stof påvirker calciumstofskiftet og blodkarrenes elasticitet.
- Karproblemer som forhøjet blodtryk og åreforkalkning øger risikoen for demens, især vaskulær demens
- K2-vitamin hjælper med at begrænse aflejring af kalk i karrenes vægge
- Velfungerende blodkar betyder bedre blodgennemstrømning til hjernen
Det er derfor muligt, at ost via K2-vitamin indirekte understøtter den kognitive funktion ved at bremse de processer, der skader hjernens fine blodkar.
Protein, aminosyrer og bioaktive stoffer
Osteprodukter leverer en solid portion protein og essentielle aminosyrer. Nervecellerne har brug for disse til korrekt funktion, opbygning af neurotransmittere og reparation af skader.
Under ostens modningsproces dannes der desuden såkaldte bioaktive peptider, som kan have anti-inflammatoriske og antioxidative egenskaber. Kronisk inflammation og oxidativt stress er to processer, der er stærkt forbundet med hjernens aldring og udviklingen af neurodegenerative sygdomme.
Tarmbakterierne og forbindelsen mellem tarm og hjerne
Et voksende antal studier kobler sammensætningen af tarmfloraen til hjernens funktionsevne. En forstyrret mikrobiom optræder bl.a. hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost, som klassiske skimmelosttyper, kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse.
Et interessant fund: I det analyserede studie spiste hele 82,7 procent af deltagerne primært forarbejdet ost, som er fattigere på naturlige bakteriekulturer og visse bioaktive stoffer. Kun 7,8 procent valgte hvidskimmelost. Alligevel var den beskyttende effekt til stede. Det kan betyde, at flere mindre faktorer spiller ind – ikke nødvendigvis fermenteringens probiotiske aspekt alene.
Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan bidrage positivt for hjernen, hvis de indgår som en del af en generelt afbalanceret kost.
Ost som del af en livsstil – ikke som et mirakelmiddel
Ifølge de japanske data valgte ostespisende personer også oftere andre fødevarer forbundet med bedre helbred i alderdommen: frugt, grøntsager, kød og fisk. Det samlede kostbillede mindede om en mere varieret kost med et højere indhold af hjerne-essentielle næringsstoffer.
Studiet viste også, at denne gruppe ældre klarede sig bedre med såkaldte komplekse hverdagsaktiviteter som indkøb, måltidsplanlægning og økonomi. De klagede sjældnere over hukommelsesproblemer. Det er muligt, at de allerede ved studiets start befandt sig i en smule bedre helbredstilstand, end statistikken fuldt ud kunne korrigere for.
Ifølge spørgeskemaerne spiste 72,1 procent af ostespiserne ost én til to gange om ugen. I praksis handler det altså om moderate mængder – ikke daglige store portioner med tykke skiver gul ost.
Hvad er begrænsningerne ved denne type studie?
Forfatterne beskriver åbent undersøgelsens svage punkter, hvilket giver anledning til en mere nuanceret vurdering af resultaterne.
- Spørgsmålet om ost optrådte kun én gang i spørgeskemaet ved studiets start – man ved ikke, om deltagerne ændrede vaner undervejs
- Der blev ikke indsamlet præcise data om portionsstørrelser, så det er svært at tale om en optimal dosis
- Demensdata stammer fra administrative dokumenter og ikke fra fuldstændige neurologiske undersøgelser, hvilket gør det vanskeligt at skelne mellem demenstyper
- Genetiske faktorer som APOE-varianten, der er forbundet med høj Alzheimer-risiko, blev ikke inddraget
- Den japanske kontekst er særlig – det gennemsnitlige osteforbrug er dér adskillige gange lavere end i mange europæiske lande
Det er vanskeligt at overføre disse resultater direkte til lande som Danmark, hvor ost – særligt gul ost og hytteost – er en langt mere integreret del af den daglige kost.
Er det værd at spise mere ost for hjernens skyld?
Konklusionerne fra det japanske studie opfordrer ikke til ubegrænset øget ostindtag. Osteprodukter indeholder en del mættet fedt og salt, og ernæringseksperter har i årevis anbefalet mådehold. Omvendt giver det heller ikke altid mening at udelukke dem fuldstændigt af frygt for kolesterol – særligt når portionen er beskeden, og resten af kosten hviler på grøntsager, frugt og fuldkorn.
I praksis kan man overveje en enkel strategi: en lille mængde kvalitetsost et par gange om ugen, integreret i måltiderne som alternativ til stærkt forarbejdet pålæg eller salte snacks. Kombineret med motion, blodtrykskontrol, rygestop og begrænsning af alkohol kan det udgøre en fornuftig samlet indsats for hukommelsen efter de tres.
Det er også værd at huske, at hjernen trives med variation. Forskning viser, at kostvaner, der ligner Middelhavskosten og det såkaldte MIND-mønster, er gavnlige for de kognitive funktioner: masser af grønne grøntsager, bær, nødder, olivenolie, fisk og bælgfrugter samt moderate mængder mejeriprodukter, herunder ost. Ost kan være én brik i dette puslespil, men den erstatter hverken motion, søvn eller sociale relationer.
For danske læsere er der en interessant pointe: I Japan betragtes ost stadig som et noget eksotisk produkt, der spises relativt sjældent. Hvis selv dette lave udgangsforbrug giver en målbar effekt, kan fremtidige studier i lande med en stærkere ostekultur – som Danmark – give meget konkrete anvisninger om både ostetype og portionsstørrelse. Indtil da er det klogeste at betragte de japanske resultater som en opfordring til en afbalanceret kost, hvor lidt ost hverken er et problem eller et mirakelkur – men måske alligevel en lille hjerneven.
