Mange tomatplanter, få frugter – et velkendt problem
Har du flotte, kraftige tomatkranse med kun en håndfuld frugt? Problemet ligger ofte i jorden, ikke i planten selv.
Stadig flere hobbygartnere bruger et enkelt gammelt trick: før de planter tomater, lægger de ét bestemt blad fra en velkendt urteplante ned i plantehullet. Det tager bogstaveligt talt et øjeblik – men forskellen i udbyttet kan være ganske bemærkelsesværdig.
Masser af blade, men næsten ingen tomater
Scenariet er velkendt. Maj og juni: tomaterne vokser vildt. Smukke, mørkegrønne blade, tykke stængler. Så kommer juli – og der hænger kun en håndfuld klaser på planterne. Det ser pænt ud, men der er ikke meget at spise.
Det er som regel et tegn på, at planten får for meget kvælstof, der driver væksten ind i det grønne, og for lidt kalium, som er ansvarlig for blomstring, frugtbinding og modning. Færdige gødningsprodukter til tomater kan løse problemet, men flere og flere foretrækker billigere og mere skånsomme metoder for jordens skyld.
Et enkelt indgreb, udført én gang ved plantning, kan gradvist forsyne planten med næring gennem størstedelen af sæsonen – uden behov for kunstgødning.
Én plante der "fodrer" tomaten nedefra
Det handler om læge-kulsukker (Symphytum officinale) – en flerårig urt med dybtgående rødder, der trækker mineraler op fra jordlag, som de fleste grøntsagsplanter slet ikke kan nå. I bladene ophobes blandt andet kalium og kvælstof i proportioner, der er ideelle for frugtbærende planter.
Tørrede blade af kulsukker indeholder gennemsnitligt cirka 8% kalium og 3% kvælstof. Det gør dem til en naturlig "næringskapsyl", der frigiver næringsstoffer langsomt i takt med tomatens vækstrytme.
Hvornår begynder man forberedelserne?
Tricket starter allerede i april. Når kulsukkeret begynder at vokse, plukker man blot et par blade, lader dem tørre let, og venter derefter på, at frostrisen er forbi. Tomater plantes typisk i friland efter de såkaldte ishelgener – altså omkring midten af maj.
Det er netop da, at "næringskapsylen" af blade lægges ned på bunden af plantehullet, og den unge tomatplante placeres oven på.
Trin for trin: Sådan begraver du bladet korrekt
Metoden er enkel og kræver hverken særligt udstyr eller erfaring. Det handler blot om at følge et par simple retningslinjer.
Forberedelse af kulsukker-blade
- Forbered 3–4 blade per tomatplante, du planlægger at sætte.
- Klip bladene af på en tør dag, helst om morgenen.
- Læg dem i et tyndt lag i solen og lad dem hvile i 24–48 timer.
- Bladene skal være let visnede og begynde at tørre – men ikke være helt sprøde og knækkende.
Forvitringen er afgørende, fordi frisk kulsukker meget nemt slår rod. I et fugtigt plantehul kan det begynde at vokse og konkurrere med tomaten om vand og næring.
Plantning af tomaten med "bladgødning"
- Grav et hul på cirka 20 cm's dybde.
- Læg de visnede kulsukker-blade i bunden som et tyndt lag.
- Dæk dem med 2–3 cm jord, så de ikke er i direkte kontakt med tomatens rødder.
- Placer tomatplanten på dette lag – lidt dybere end den sad i potten.
- Fyld hullet op med jord, tryk let til, og vand grundigt.
Bladene danner en blød "pude" af værdifuldt organisk materiale under tomaten. Den nedbrydes langsomt og nærer rodsystemet præcis dér, hvor planten har mest brug for det.
Hvorfor reagerer tomater så godt på denne metode
Kulsukker leverer to nøgleelementer: kvælstof og kalium. Kvælstoffet hjælper med at opbygge grøn masse, men i denne metode er mængden ikke overdrevet, så planten skubbes ikke udelukkende i blade. Kalium understøtter derimod blomstring, frugtbinding og modning.
I modsætning til hurtigtvirkende mineralgødning fungerer det nedbrydende kulsukker-blad ikke som en "booster". Det forårsager ikke saltholdigheds-udsving i jordbunden, som kan brænde rødderne. Næringsstofferne frigives til jorden gradvist over uger, efterhånden som nedbrydningen skrider frem.
Hvad man typisk ser i løbet af sæsonen
| Effekt | Hvad gartneren bemærker |
|---|---|
| Flere blomster | Klaserne er fyldigere, og færre blomster falder af uden at sætte frugt. |
| Bedre modning | Tomaterne farves jævnere, og der er færre hårde, grønne frugter "til sidst på sæsonen". |
| Rigere udbytte | Der høstes markant flere frugter per plante sammenlignet med planter i samme jord, men uden kulsukker. |
En ekstra fordel er, at denne "kapsyl" af blade virker roligt og stabilt. Man behøver ikke huske at dosere gødning i vandkanden hver uge, og det er næsten umuligt at overdosere.
Hvad man skal være opmærksom på
Selvom metoden er meget enkel, kan enkelte fejl ødelægge resultatet. Det er værd at undgå dem, for kulsukker er en plante med stærk overlevelsesvilje.
- Brug aldrig friske blade. Vent altid til de er let visnede. Frisk kulsukker kan slå rod og konkurrere med tomaten.
- Adskil altid bladene fra tomatens rødder med et tyndt lag jord. Det beskytter de unge rødder mod direkte kontakt med det nedbrydende materiale.
- Overdrev ikke mængden. Et par blade er mere end nok. Et for tykt lag kan begynde at rådne i for fugtig jord.
- Vand grundigt efter plantning. En generøs indledende vanding hjælper rødderne med at vokse nedad mod "depotet" af blade.
Efter plantningen vander du tomaterne helt normalt, som du plejer i din have. Indgrebet med kulsukker foretages kun én enkelt gang. Planten vil mærke effekten gennem den første og mest intensive del af sæsonen.
Hvor finder man kulsukker, og hvordan bruges det bredere
Har du ikke planten i haven, kan det ofte betale sig at kigge i nærheden. Kulsukker vokser vildt langs grøfter, på fugtige enge og ved vandløb. Det mest praktiske er dog at have sit eget hjørne med kulsukker – én gang plantet, bliver det i årevis.
Planten er meget gavmild: et par buske kan levere blade ikke blot til tomater, men også til flydende gødningsvand, der kan fortyndes og bruges til at vande andre "sultne" grøntsager som peberfrugt, aubergine og squash.
Eksempler på brug af kulsukker i haven
- Blad begravet under tomaten ved plantning.
- Blade lagt på bunden af plantehullet under ribs- eller stikkelsbærbuske.
- Kulsukker-gødningsvand som vanding hver 2–3 uge til potteplanter.
- Hakkede blade som lag i komposten, der fremskynder dens modning.
I alle disse anvendelser er princippet det samme: udnyt det kalium og de mikroelementer, der er lagret i bladene, i stedet for at købe endnu en flaske gødning.
Hvem egner metoden sig til, og hvad kan den kombineres med
Denne "fodring nedefra" fungerer både på en lille kolonihave og i et folientunnel fuldt af tomater. De der har mest gavn af det, er folk med allerede rimelig god jord, der ønsker et mere ensartet udbytte og bedre frugtmodning.
Fremragende resultater opnås ved at kombinere denne teknik med et par andre enkle praksisser: dækning med halm eller græsklip, regelmæssig fjernelse af sideudløbere og vanding altid ved jordoverfladen uden at væde bladene. Så får tomaten stabile forhold: jævn fugtighed, færre temperaturudsving ved rødderne og en konstant tilførsel af næring fra de nedbrydende blade.
Det er dog værd at huske, at selv det bedste trick ikke retter op på alt, hvis planterne er svage, eller vækststedet er helt forkert – for eksempel konstant vandfyldt. Kulsukker-metoden erstatter ikke fornuftigt sædskifte, gode frøplanter eller sol. Til gengæld fungerer den rigtig godt som et supplement til disse grundlæggende forudsætninger – og forskellen i antal og kvalitet af tomater kan man som regel allerede se i den første sæson.
