Historisk storsucces med syv César-priser lander på Netflix. Gå ikke glip af denne film

En Balzac-klassiker i ny udgave på Netflix

Forårsaftener er perfekte til at indhente filmrestancer, og Netflix ved præcis, hvordan man holder seerne klistret til sofaen. Platformen tilføjer nu en berømt fransk film til sit katalog – en produktion, som kritikerne betegner som et mesterværk, og som publikum allerede placerer blandt de vigtigste litterære filmadaptationer nogensinde.

Filmen hedder »Tabte illusioner« og er baseret på Honoré de Balzacs berømte roman. Det er en bred fortælling om ambition, kærlighed og moralsk forfald i 1800-tallets Frankrig. Instruktøren har holdt fast i klassikken, men givet den energien fra et moderne sædedrama – og resultatet kommenterer nutidens medielandskab med overraskende præcision.

Hovedpersonen er Lucien de Rubempré, en ung provinspoet med drømme om en litterær karriere i Paris. I sin hjemby Angoulême anses han for et usædvanligt talent, men han mangler penge, status og et godt navn. Hans eneste billet til de højere kredse er hans forhold til aristokraten Louise de Bargeton, der bliver begejstret for hans digte og beslutter sig for at tage ham med til hovedstaden.

»Tabte illusioner« viser, hvordan små kompromiser vokser til en lavine af beslutninger, der til sidst gør det umuligt at genkende sig selv i spejlet.

Det Paris, Lucien møder, minder ikke det mindste om hans idealistiske forestilling om kunstnernes by. Her handler alt om forbindelser, indflydelse og evnen til at spille det politisk-sociale spil. Talent er en fordel, men sjældent det afgørende kort. Den cyniske, men skarpsindige journalist Étienne Lousteau viser hurtigt Lucien, hvordan den datidens presse egentlig fungerer bag facaden.

Fra digter til ubarmhjertig anmelder

Lucien begynder som idealist, men opdager lynhurtigt, at avisskriveri først og fremmest er forretning. Anmeldelser kan sælges, hetzekampagner kan bestilles, og roser er blot et spørgsmål om den rette sum penge eller den rigtige tjeneste. Aviserne former skæbnen for skuespillere, forfattere og politikere, og et enkelt trykt sætning kan løfte nogen til toppen eller knuse dem fuldstændigt.

Med sin skarpe pen opbygger Lucien en lynhurtig karriere som kritiker. Han dukker op i de fineste saloner, omgiver sig med samfundets elite, og pengene strømmer ind. Med den nye position følger luksus, hasardspil, romancer og stadig mere risikable aftaler. Jo højere han klatrer, jo oftere opgiver han sine egne værdier for at holde sig på toppen.

Filmen skildrer 1800-tallets presse som en nådesløs maskine, hvor en artikel ligner en vare på torvet, og en mening har sin præcise pris.

Med tiden begynder helten at forstå, at han deltager i et spil, hvis regler andre har skrevet. Han bliver gidsel for forlagenes finansielle interesser, magtfulde mænds sårede ambitioner og sine egne begæringer. Hvert valg har konsekvenser, og tabet af et godt ry kan komme langt hurtigere end de første succeser.

Spektakulært kostumespil med en stjernefyldt rollebesætning

Bag kameraet står Xavier Giannoli, der er kendt for sine psykologisk tætte historier. Denne gang havde han et stort budget til rådighed – og han udnyttede det fuldt ud. Filmen imponerer på alle niveauer som storslået produktion.

• Scenografisk pragt – Paris under Restaurationen er genskabt med omhyggelig opmærksomhed på arkitektoniske detaljer og gadebilleder fra epoken.
• Kostumer – dragterne fra perioden er et visuelt festmåltid i sig selv, fra salonernes elegante kjoler til journalisters og skuespilleres garderobe.
• Dialoger – skarpe, rytmiske og fyldt med ironi, der fanger tempoet i intriger og verbale dueller.

I rollen som Lucien optræder Benjamin Voisin, som ifølge mange anmeldere befinder sig ved et vendepunkt i sin karriere. Cécile de France spiller Louise de Bargeton og tegner et gribende portræt af en kvinde, der er splittet mellem følelser og konventioner. Vincent Lacoste giver ansigt til Étienne Lousteau – en præstation, der balancerer elegant mellem charme og moralsk tomhed.

På lærredet ses desuden Xavier Dolan, Jeanne Balibar og Gérard Depardieu. Hver karakter bidrager til tidens billede: grådige forlagsfolk, snobrede aristokrater, frustrerede kunstnere. Filmen fokuserer derfor ikke udelukkende på én persons skæbne, men tegner et bredt panorama over datidens samfund.

Syv César-statuetter og begejstrede kritikere

»Tabte illusioner« havde premiere i 2021 og tiltrak straks kritikernes opmærksomhed. Filmen blev vist på den prestigefyldte filmfestival i Venedig, hvor den modtog fremragende anmeldelser. Kulminationen på succesen kom ved César-ceremonien i 2022.

Franske anmeldere fremhævede, at Giannoli ikke blot overførte Balzac til lærredet, men trak overraskende aktuelle temaer frem af prosaen: mekanismerne bag meningsmanipulation, symbiosen mellem erhvervsliv og medier samt den lette fabrikation af skandaler. De bemærkede også filmens flydende fortælletempo – på trods af en spilletid på over to timer holder den spændingen fra første til sidste scene.

Mange anmeldelser brugte direkte udtryk som »biograf på sit absolut højeste« og »en af de vigtigste litterære adaptationer i årevis«.

Publikum er ligeledes begejstret

Det er ikke kun kritikerne, der er overbeviste. På populære filmbedømmelsessider scorer »Tabte illusioner« meget høje karakterer, ofte omkring 4,3 ud af 5. Seerne bemærker, at det er en produktion, der forener det visuelle spektakel med et dybt indhold. Man kan nyde de smukke billeder og samtidig følge et nådesløst portræt af datidens presse.

I kommentarerne dukker der ofte ros op for, at adaptationen ikke er sunket ned i skolastisk højtidelighed. I stedet for en »monumental« Balzac får vi et levende, følelsesladet Paris, hvor alle spiller for sig selv. Nogle kalder filmen et »smertefuldt spejl« for nutidens medier og sociale platforme – teknologien har ændret sig, men logikken bag jagten på rækkevidde og skandale er slående ens.

Hvem er denne film til?

»Tabte illusioner« vil appellere til flere grupper af seere:

• fans af store, historiske kostumeepos,
• personer med interesse for mediernes virkemåde,
• litteraturelskere, der ønsker mere end en illustreret pensumlæsning,
• seere, der søger stærke skuespillerpræstationer og komplekse karakterrelationer.

Dette er ikke baggrundsstøj til at tænde for »i mellemtiden«. Det er en produktion, der kræver opmærksomhed, fordi intrigerne og afhængighederne mellem personerne udgør en finurlig konstruktion. Hver lille gestus og samtale i en salon eller et redaktionslokale påvirker Luciens videre skæbne.

Hvorfor denne historie klinger så stærkt i dag

Selv om handlingen udspiller sig i det nittende århundrede, lyder mange af motiverne påfaldende nutidige. Her er jagten på berømmelse, aggressive mediekampagner, tekster skrevet på bestilling og følelsesladede overskrifter designet til at tiltrække læseren for enhver pris. Teknologien er anderledes, men informationsmaskinens logik minder mistænkeligt om nutidens internet.

Filmen vil derfor ikke kun interessere periodefans, men også dem, der til daglig følger debatten om falske nyheder, influenceres rolle og forbindelserne mellem politik og medier. »Tabte illusioner« viser, hvor let den offentlige debat forvandles til en handelsvare, og hvordan et omdømme bliver en valuta i forhandlinger mellem redaktører, erhvervsliv og eliter.

Det er også værd at betragte Lucien ikke som en eksotisk helt fra for to århundreder siden, men som en figur, der er tæt beslægtet med nutidens unge mennesker i kreative brancher. Han træder ind i faget med drømme og en fornemmelse af kald – og systemet lærer ham skridt for skridt de bekvemme genveje, tilpasningen og kompromiserne. Grænsen mellem »klogskab« og forræderi mod sig selv viser sig at være så tynd som det pergament, hans tekster trykkes på.

Derfor er det værd at give denne film en chance – ikke kun som historisk skuespil, men som en stærk påmindelse om, at enhver karriere – hvad enten det er i 1800-tallets presse eller nutidens digitale medier – har sin pris. Spørgsmålet er, hvor meget vi er villige til at betale, inden vi mister noget, der ikke kan genskabes.