5,6 millioner bier under fødderne på dem, der går mellem gravstenene
Under en af New Yorks stille kirkegårde stødte forskere på noget, de slet ikke havde forventet. I den grønne og fredelige nekropol i Ithaca har der i årevis udspillet sig et intenst liv, som næsten ingen nogensinde har lagt mærke til.
Foråret 2023 var det år, hvor millioner af jordgravende bier myldrede op fra undergrunden og dannede én af de største kendte kolonier af denne slags på hele kloden.
Forskere fra Cornell University vidste godt, at arten Andrena regularis – vilde bier, der graver gange i jorden – holdt til på East Lawn-kirkegården i Ithaca. De første observationer stammer helt tilbage fra 1930'erne, men ingen havde nogensinde forsøgt at tælle, hvor mange der egentlig levede der.
For nylig opstillede et hold entomologer særlige fælder på kirkegårdsområdet for at opfange insekter, der forlod de underjordiske gange. I seks uger, under forårets aktivitetstop, indsamlede forskerne systematisk data fra hele arealet.
På baggrund af prøver og statistisk modellering anslog man, at der fra et areal på cirka 6.500 kvadratmeter i løbet af én enkelt sæson fløj næsten 5,56 millioner bier ud.
Til sammenligning tæller en almindelig honningbikoloni i en bistade typisk omkring 30.000 individer. Det betyder, at der under kirkegårdsplænen lever det samme som over 180 sådanne familier, presset sammen på et forholdsvis begrænset område.
En ny rekord i vilde biers verden
Tidligere videnskabelige data omtalte ganske vist store samlinger af jordgravende bier, men fundene fra Ithaca vender fuldstændig op og ned på disse skøn. Tidligere havde forskerne bl.a. registreret:
- Et område i Arizona – ca. 1,6 millioner bier
- En lokalitet i New York State – ca. 651.000 individer
- Et område i Brasilien – ca. 13.500 bier på et mindre areal
Disse tal var imponerende, men kom slet ikke i nærheden af de 5,56 millioner individer under én enkelt kirkegård. Forskerne understreger, at dette er en af de største og bedst dokumenterede ansamlinger af vilde bier i verden.
Specialisterne er overbeviste om, at lignende megakolonier sandsynligvis findes mange andre steder – de er bare aldrig blevet opdaget eller optalt. Underjordiske arter lever diskret og er lette at overse, selv når de optræder i gigantiske antal.
Kirkegården som det ideelle hjem for underjordiske bier
Det lyder måske overraskende, men for jordgravende bier er en kirkegård nærmest et drømmested at slå sig ned. Sådanne arealer er sjældent særlig menneskepåvirkede, og den stabile indretning med stier og gravsten giver langsigtet ro til levestedet.
| Kirkegårdens egenskaber | Hvorfor de gavner jordgravende bier |
|---|---|
| Minimal indgriben i jorden | Få dybe udgravninger, ingen årlig pløjning eller tung jordbehandling |
| Begrænset tung maskinkørsel | Jorden komprimeres ikke regelmæssigt af maskiner |
| Relativt naturlig beplantning | Blomster, buske og græsplæner giver adgang til pollen og nektar |
| Langvarig og stabil brug | Sådanne steder eksisterer ofte i årtier eller århundreder i næsten uændret form |
Under sådanne forhold kan en koloni roligt vokse sig større gennem årtier. Andrena-bier graver små tunneler, hvori hunnerne lægger æg og oplagrer pollen til de voksende larver. De bygger hverken tavler eller bistader som honningbien, men deres rolle som bestøvere er mindst lige så afgørende.
Enlige bier, som næsten ingen kender til
De fleste mennesker tænker på bier udelukkende i sammenhæng med bistader og honning. Men det er kun en del af billedet. I USA lever omkring 70 procent af alle biarter i jorden – typisk som solitære individer uden noget organiseret socialt fællesskab.
Disse arter kaldes enlige bier. Hver hun graver sin egen gang og passer selv sin afkom. De producerer ikke honning i mængder, der interesserer mennesker, og derfor eksisterer de næsten ikke i den brede bevidsthed.
Forskere fremhæver, at enlige bier udfører et enormt arbejde som bestøvere af vilde planter og afgrøder – men de havner sjældent i nyhederne. De er økosystemets usynlige arbejdere.
Andrena regularis tilhører netop denne gruppe. De stikker ikke aggressivt, og de forsvarer ikke et fælles bo, for de har simpelthen ikke noget. Det eneste, de interesserer sig for, er at grave en gang i fred, hente pollen og sikre den næste generation gode udviklingsforhold.
Hvad historien fra Ithaca lærer os
At opdage en så enorm population under en kirkegårdsplæne ændrer grundlæggende synet på, hvor bestøverne faktisk holder til. Det viser sig, at afgørende levesteder kan ligge bogstaveligt talt under fødderne på folk, der spadserer gennem steder, man normalt forbinder med stilhed snarere end voldsom biologisk aktivitet.
Forskerne påpeger, at byplanlægning sjældent tager højde for jordgravende biers behov. Mange gængse praksisser i forbindelse med bygrønt – som intensiv tromling af plæner, hyppig opgravning af jord eller tætpakket belægning – fjerner deres levesteder.
- Kirkegårde, gamle parker og frugthaver kan fungere som afgørende refugier for vilde bestøvere
- At bevare stykker af vild jord uden belægning gavner sådanne arter
- At opgive overdrevent sterilt bygrønt kan øge den biologiske mangfoldighed markant
Sådan hjælper du jordgravende bier i hverdagen
Selv om historien handler om en bestemt kirkegård i USA, lader konklusionerne sig nemt overføre til danske haver og boligområder. Hos os lever der også vilde bier, som søger efter egnede jordstykker.
Enkle tiltag, du kan iværksætte uden specialviden:
- Efterlad mindst ét stykke ugravet, bar jord på et solrigt sted
- Undgå at komprimere plænen med tunge havevalsere
- Begræns brugen af kemiske plantebeskyttelsesmidler, særligt i blomstringsperioden
- Plant nektarrige blomster, der blomstrer fra tidlig forår til sen efterår
I en enkelt have er det blot en lille forandring. På by- eller kommuneniveau kan det betyde hundredtusindvis – måske millioner – af vilde bestøvere, der ubemærket udfører et arbejde, der er milliarder værd for landbrug og natur.
Historien fra Ithaca viser desuden én ting til: at vi ikke kan se noget, betyder ikke, at det ikke er der. Under vores plæner, stier og bede summer komplekse og livlige insektsamfund. At forstå deres behov og efterlade dem lidt plads er en stille, men meget reel måde at tage vare på stabiliteten i hele økosystemer – også i de store byer.
