Markerne er blevet tavse – og det er et alvorligt varsel
På majsmarker og sojamarker er der stille. Bekymrende stille, advarer en ny videnskabelig analyse, der netop er offentliggjort i et anerkendt fagtidsskrift.
Undersøgelsen viser, at fuglebestande i de mest industrialiserede landbrugsområder ikke blot falder år for år – de falder med stadig stigende hastighed. Et centralt spor peger direkte mod intensiv brug af gødning og sprøjtemidler.
Færre fugle – og de forsvinder hurtigere og hurtigere
Et forskerhold fulgte bestandsudviklingen hos 261 nordamerikanske fuglearter over mere end tre årtier – fra 1987 til 2021. Billedet, der tegner sig fra dataene, er entydigt: I gennemsnit er disse arters bestande skrumpet med cirka 15 procent.
Endnu mere foruroligende er det, at 47 procent af de undersøgte arter viser en tydelig og statistisk bekræftet nedadgående tendens. Det er ikke tale om enkeltstående undtagelser – det er et udbredt fænomen.
Forskerne konstaterer, at hos næsten en fjerdedel af de analyserede arter accelererer tilbagegangen for hvert år, der går.
Det var netop denne acceleration, der udgjorde undersøgelsens mest afgørende fund. Forskerne nøjedes ikke med at sammenligne fortid og nutid. De kortlagde, hvordan tilbagegangens tempo ændrer sig over tid – en metode, der gør det muligt at identificere såkaldte "varme punkter", altså arter og regioner, hvor situationen er ved at løbe løbsk, inden fuglene er næsten helt forsvundet.
Kortet over forsvindende fugle falder sammen med kortet over intensive landbrugsområder
Analysens resultater er slående konsistente. De zoner, hvor fuglebestandene falder hurtigst, overlapper næsten perfekt med de områder, der domineres af intensivt landbrug baseret på:
- Højt forbrug af pesticider – primært insektmidler og ukrudtsmidler
- Store mængder kunstgødning
- Vidtstrakte monokulturer, hvor ét afgrødeslag dyrkes på enorme arealer
Disse konklusioner passer ind i et større billede. Den Internationale Naturbeskyttelsesunion har tidligere beregnet, at bestandene af 61 procent af verdens fuglearter er faldende, og at udbredelsen og intensiveringen af landbruget er en af de primære drivkræfter bag denne udvikling.
Sådan skader industrielt landbrug fuglene
Det starter med landskabet. Naturlige enge, krat, småskove og markskel forsvinder og erstattes af store, flade marker. Træer, buske, gamle hule stammer og vandhuller forsvinder – præcis de elementer, fugle er afhængige af for at yngle, søge ly for rovdyr og finde føde.
Omdannelsen af et varieret landskab til ensartede marker betyder for fuglene et simultant tab af skjulesteder, ynglepladser og fødegrundlag.
Det næste slag kommer fra kemien. Intensivt landbrug er baseret på store mængder gødning og sprøjtemidler. Selv om nogle fugle kan påvirkes direkte af giftstofferne, understreger forskerne, at det afgørende problem ligger et andet sted: i forsvinden af fødegrundlaget.
Når insekterne forsvinder, sulter hele fødekæden
For mange fuglearter – særligt sangfugle – udgør insekter den primære fødekilde, i hvert fald dele af året og under opfodring af unger. Set fra en landmands synsvinkel er mange af disse insekter imidlertid skadedyr, der skal elimineres så hurtigt som muligt.
Insektmidlerne sættes ind og rydder effektivt op – men fjerner samtidig fuglenes naturlige "spisekammer". Ukrudtsmidlerne udrydder ukrudtet og med det hele miniøkosystemer, der husede yderligere insektarter. Gødning ændrer plantesammensætningen, hvilket også påvirker hvirvelløse dyrs bestandsstruktur.
Konsekvensen er enkel: Færre insekter betyder mindre tilgængeligt foder, dårligere kondition hos de voksne fugle, svagere yngel og lavere overlevelse hos ungerne. På lang sigt fører det til en konstant krympende bestand.
Varmen skader, og intensivt landbrug accelererer faldet
Undersøgelsens forfattere analyserede også effekten af stigende temperaturer. En stigning i den gennemsnitlige temperatur i et givent område hang sammen med et generelt fald i fuglebestande. Hedebølger, tørke og ekstreme vejrfænomener belaster fuglene og gør det sværere at finde føde.
Resultaterne afslørede dog noget endnu mere alarmerende: Der, hvor landbruget er særligt intensivt og klimaet samtidig varmes op, er faldet i fuglebestande markant kraftigere. De to belastninger virker simultant og forstærker hinanden gensidigt.
Kombinationen af stærk kemikaliebrug i landbruget og et varmere klima får allerede svækkede fuglebestande til at skrumpe endnu hurtigere.
Ændret arealanvendelse spiller også en rolle. Vidtstrakte dyrkede marker tilbyder langt mindre skygge end naturlige skove og krat, og fældning af træer til fordel for marker begrænser optagelsen af kuldioxid. I praksis opstår der lokale "varmeøer", som skaber endnu vanskeligere vilkår for dyrene.
Er det muligt at producere mad på en anden måde?
Forskerne understreger, at det ikke handler om at sætte "godt" landbrug op mod "dårligt" landbrug, men om måden at forvalte landbrugsjorden på – om det er muligt at kombinere fødevareproduktion med naturbeskyttelse. Én tilgang, der tiltrækker stadig større opmærksomhed, er det, der betegnes som regenerativt landbrug.
Det er en tilgang, hvor landmanden:
- Begrænser brugen af pesticider og ukrudtsmidler
- Bestræber sig på at bevare eller genskabe varierede landskabselementer som markskel, trærækker og vandhuller
- Undgår storskalede monokulturer til fordel for større afgrødediversitet
- Planlægger alle tiltag med jordfrugtbarhed og biodiversitet for øje
Landbrug, der respekterer naturlig træbevoksning, efterlader dele af vild vegetation og begrænser kemikalier, kan markant bremse faldet i fuglebestande.
Eksperterne påpeger dog, at i mødet med stigende fødevarebehov og en accelererende klimakrise kan ændrede landbrugspraksisser alene muligvis ikke slå til. Presset for stadig højere udbytte får landmænd til ofte at ty til afprøvede, intensive metoder, der giver hurtige høster – men til en høj pris for miljøet.
Fuglenes forsvinden angår os alle
Fugle er ikke blot en farverig udsmykning af landskabet. De er vigtige elementer i lokale økosystemer. De fortærer enorme mængder insekter, herunder dem, der er skadedyr på afgrøder. De spreder frø fra træer og buske og deltager i bestøvningen af visse planter. Deres tilstedeværelse eller fravær afspejler hele miljøets tilstand.
Hvis fuglene forsvinder fra et stort område, er det som regel tegn på, at en form for balance er alvorligt forstyrret. Det rammer ikke blot naturen, men indirekte også økonomien – eksempelvis gennem øget skadedyrspres, jordeosion og forringet vandretention.
For den almindelige dansker er den nemmeste "indikator" det daglige landskab. Når vi om foråret hører stadig mindre fuglesang, og når der kun flyver enkelte svaler over marker og enge i stedet for store flokke, er det et signal om, at den proces, undersøgelsen beskriver, ikke er abstrakt. Den sker her og nu.
Hvad kan vende denne udvikling?
Ansvaret hviler ikke udelukkende på landmændenes skuldre. Retningen bestemmes af politiske beslutninger, tilskudsordninger og regulering – og af forbrugernes valg. Når stater finansielt støtter naturvenlige praksisser, er det lettere for landmænd at tage risikoen ved at overgå til mindre intensive dyrkningssystemer. Når forbrugere vælger produkter fremstillet med respekt for miljøet, sendes signalet direkte ind i forsyningskæden.
Det er også værd at huske på den lokale skala. Selv små tiltag – at lade en del af haven gro vildt, at plante frugtkrat, anlægge et vandhul eller undlade kemikalier i hjemmehaven – skaber refugier for fugle og insekter. Tusinder af sådanne steder på landkortet skaber et tæt netværk, der understøtter biodiversiteten, også i landbrugsområder.
Den nye undersøgelse er altså ikke blot tør statistik om endnu et procentvist fald. Det er et advarselssignal om, at den måde, vi producerer mad på, arbejder imod det naturlige system, vi selv er afhængige af. Hvis fuglene forsvinder hurtigst der, hvor landbruget mest ligner et industrielt samlebånd, betyder det, at den nuværende model nærmer sig grænsen for, hvad økosystemerne kan bære.
Den samtidige stigning i landbrugets intensitet og i Jordens temperatur betyder, at presset på fuglene vil vokse. Jo længere vi holder den nuværende kurs, jo sværere vil det blive at vende skaden. Set med forskerøjne er enhver handling, der reducerer kemikalier på markerne, genskaber dele af et naturligt landskab eller bremser klimaopvarmningen, en reel investering i, at fremtidige generationer stadig kender lærkemorgenens sang fra deres eget baghave – og ikke kun fra arkivoptagelser.
