Gorillaer fra Congo har deres eget „køkken”. Forskere overrasket over deres smag

Gorillaer graver i jorden — ikke efter insekter, men efter trøfler

Efter årevis af tålmodige observationer viser det sig, at disse mægtige aber ikke bare brækker grene og nipper til blade. Med bemærkelsesværdig vedholdenhed skraber de jorden op på jagt efter en skjult, duftende skat — og det ændrer fuldstændigt vores forståelse af deres kost og sociale liv.

Forskningen foregik i Nouabalé-Ndoki nationalpark i det nordlige Congo. Den tætte regnskov er svær at trænge ind i, og det kan tage måneder bare at få øje på gorillaerne — endsige følge hvert eneste af deres bevægelser. Alligevel fulgte et forskerhold konsekwentigt de samme dyregrupper år efter år.

Tidligere antog man, at når gorillaer rodede i jorden, ledte de primært efter insekter eller rødder. Men analyser af rester fra de steder, hvor dyrene regelmæssigt rodede i skovbunden, afslørede noget helt andet. I prøve efter prøve dukkede materiale fra svampen Elaphomyces labyrinthinus op — en dybt voksende trøffel fyldt med næringsstoffer.

Trøfler i gorillaernes kost antyder, at deres madvaner er langt mere raffinerede, end vi hidtil troede — det handler ikke kun om at stille sulten, men også om bestemte smagsoplevelser og næringsværdi.

Bemærkelsesværdigt nok opfører ikke alle gorillaer i parken sig på samme måde. Kun en del af de cirka 180 individer graver regelmæssigt efter trøfler. Andre grupper gør det næsten aldrig — selv om de lever i det samme økosystem. Det er det første tegn på, at der er mere på spil end tilfældigheder.

En lokal sporhunds viden vendte op og ned på forskningsprojektet

Gennembruddet skyldtes i høj grad arbejdet udført af den lokale sporer Gaston Abe, som stammer fra det halvnomadiske Bangombe-folk. Denne erfarne skovkender har samarbejdet med forskere i parken i to årtier. Det var ham, der som den første foreslog, at gorillaerne måske var interesserede i trøfler snarere end insekter.

For forskere, der til daglig støtter sig til kameraer, GPS og genetiske analyser, var hans intuition et vigtigt vendepunkt. Takket være Abes vejledning lykkedes det hurtigere at lokalisere de steder, hvor dyrene gravede mest intensivt, og at indsamle tilstrækkeligt med prøver til molekylære analyser.

• Sporeren pegede på konkrete stier og fourageringsområder, som forskerne ikke kendte til i forvejen
• Forskerne bekræftede tilstedeværelsen af trøfler i prøver fra de steder, hvor gorillaerne oftest rodede i jorden
• Resultaterne blev publiceret i et videnskabeligt tidsskrift om primater og beskriver en hidtil ukendt fødeadfærd

Dette samarbejde viser, hvordan viden fra lokalsamfund, der lever tæt på skoven, kan supplere videnskabelige metoder. Uden den lokale ekspertise kunne hele fænomenet have været fejltolket — eller slet ikke opdaget.

Ikke alle flokke spiser trøfler — der er tale om „kultur"

I Nouabalé-Ndoki nationalpark lever flere tydeligt adskilte gorillagrupper. Forskerne gav dem navne for lettere at kunne følge deres vaner. Analysen af de indsamlede observationer viser klare forskelle:

Hvis alt kun afhang af trøflernes tilgængelighed, ville alle flokke udnytte skovens rigdom i nogenlunde samme omfang. Men en del gorillaer specialiserer sig nærmest i trøfler, mens andre vælger andre fødekilder. Det peger på, at spisevanerne er tæt forbundet med, hvilken gruppe det enkelte individ tilhører.

Gorillaer lærer smag af hinanden

Det mest interessante eksempel handler om en voksen hun, der skiftede flok. Hun kom fra en gruppe, hvor trøfler sjældent optrådte på menuen. Da hun flyttede til en naboflock, som regelmæssigt benyttede denne fødekilde, begyndte hun gradvist at efterligne deres adfærd.

I starten iagttog hun blot de andre, mens de skrabede i jorden og spiste noget, der ikke var synligt på overfladen. Med tiden begyndte hun selv at rode i skovbunden på lignende steder — og til sidst blev trøfler en fast del af hendes adfærdsrepertoire.

Kostskiftet efter flytning til en ny gruppe antyder, at gorillaer tilegner sig madvaner gennem observation og daglig omgang og dermed skaber noget i retning af et „køkken", der er karakteristisk for den enkelte flok.

Denne form for indlæring stemmer godt overens med, hvad vi kender fra studier af andre primater. Hos bonoboer er der tidligere beskrevet situationer, hvor en gruppe aber regelmæssigt opsøgte en bestemt svampeart — i en sådan grad, at svampen faktisk fik opkaldt sig efter dyrene. Adfærden stammede ikke kun fra, hvad skoven tilbød, men fra en praksis, der var blevet overført gennem generationer.

Kan man tale om en „smagskultur" hos gorillaer?

I videnskaben bruges begrebet kultur i stigende grad om dyr. Det drejer sig om et sæt adfærdsmønstre, der ikke udelukkende udspringer af gener og miljø, men overføres socialt — gennem imitation, oplæring af de unge og tilknytning til bestemte steder eller ritualer.

I dette tilfælde er den „kulturelle" faktor måden at lede efter trøfler på og tilvænningen til deres smag. Unge individer iagttager de voksne og gengiver siden præcis de samme bevægelser: snusen til jorden, valg af underlagstype, styrken i skrabningen og genkendelsen af den rette duft.

Trøfler i skoven tvang planerne for turistområdet til at blive ændret

Opdagelsen af gorillaernes særlige adfærd blev ikke blot arkiveret. De myndigheder, der er ansvarlige for parken, og organisationer, der arbejder med naturbeskyttelse, tog den med i betragtning, da nye turistfaciliteter skulle planlægges. I det område, der kaldes Djéké Triangle, var der planlagt en udvidelse af infrastrukturen.

Da det viste sig, at netop dette område var det sted, hvor gorillaerne hyppigst besøgte deres trøffel-„spisekamre", blev projektet flyttet til et andet sted. Formålet var at begrænse støj, menneskelig tilstedeværelse og ændringer i jordbunden, som kunne forstyrre både trøflernes bestand og gorillaernes vaner.

Trøffelspisvanen blev et argument for naturbeskyttelse — dyrenes adfærd blev behandlet som en del af et arv, der skulle bevares, ikke som en kuriøsitet fra junglen.

Denne beslutning viser, at selv den mindste nye detalje fra vilde dyrs liv kan få reelle konsekvenser for økonomi, turisme og naturforvaltning. Det kræver, at man inddrager både videnskabelige data og viden fra de lokalsamfund, der lever side om side med skoven.

Hvorfor er trøfler så vigtige for gorillaer?

Trøfler — også dem, der vokser i den afrikanske regnskov — er koncentrerede pakker af energi og mikronæringsstoffer. De indeholder protein, mineraler og bioaktive forbindelser, som kan støtte immunforsvaret og nervesystemets funktion. For en stor aber, der bruger en betydelig del af dagen på at bevæge sig og tygge planter, har et sådant kosttilskud en reel ernæringsmæssig værdi.

Man kan sammenligne det med den menneskelige kost: man kan overleve på de enkleste fødevarer, men med tiden udvikler man foretrukne smagsoplevelser, kombinerer ingredienser og varierer sin tallerken. Hos Congos gorillaer ses en lignende tendens. Det meste energi stammer fra blade, skud og frugter — men visse flokke „krydrer" menuen med mere eksklusive produkter som trøfler og andre svært tilgængelige plantedele.

Hvad disse adfærdsmønstre fortæller os om os selv

Gorillaernes adfærd i Congo passer godt ind i den bredere diskussion om, hvordan vi ser på dyrs intelligens og sociale liv. For ikke så længe siden betragtede man gorillaer primært som stærke, ret rolige planteædere. I dag er billedet langt rigere: vi ser følelser, flokrelationer, ritualer og overraskende komplekse madvalg.

At forstå sådanne nuancer har et praktisk formål. Når vi ved, at en bestemt flok har sine egne madvaner, kan vi planlægge naturbeskyttelse mere præcist — vurdere mere nøjagtigt, hvor turiststier bør anlægges, hvilke skovområder der bør forblive helt urørte, og hvordan man bedst inddrager lokale samfund i forvaltningen af området.

Det er også et signal til os mennesker: vores spisevaner, opskrifter og kulinariske familietraditioner er ikke noget radikalt anderledes end adfærden hos andre primater — blot en mere udfoldet variant af de samme grundlæggende processer. I gorillaernes trøffelhistorie gemmer sig en advarsel: ethvert uforsigtig menneskelig indgreb i skoven kan afbryde noget, der stille og roligt er blevet opbygget gennem mange år — usynligt ved første øjekast, men af afgørende betydning for hele gorillasamfundet.