Gul ost og demens? Overraskende resultater fra stor japansk undersøgelse

Demens vokser, men effektive behandlinger mangler stadig

Aldringen af verdensbefolkningen accelererer, og hukommelsesproblemer rammer et stadig større antal ældre mennesker verden over. Nye data fra Japan antyder, at en lille ændring i kosten kan have betydning for hjernens sundhed i de sene år – og det handler om regelmæssigt at spise ost, selv i små mængder.

Demens, herunder Alzheimers sygdom, er blevet en af vores tids alvorligste sundhedsudfordringer. Over 50 millioner mennesker på verdensplan lever med denne diagnose, og inden midten af dette århundrede kan det tal tredobles. Sundhedssystemerne har allerede svært ved at følge med.

Japan er et af de lande, der ældes hurtigst – og fungerer på mange måder som et fremtidslaboratorium. Hele 12,3 procent af japanere over 65 år lever med demens. Da effektiv medicinsk behandling stadig mangler, retter forskerne i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer som bevægelse, søvn og ikke mindst kost.

Forskere fra flere japanske videnskabelige centre analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og bemærkede, at personer, der regelmæssigt spiste ost, sjældnere udviklede demens.

Sådan så undersøgelsen om ost og hukommelse ud

Analysen omfattede 7.914 personer på 65 år og derover, der boede i egne hjem og ikke tidligere havde fået tildelt behov for langtidspleje. Dataene stammer fra JAGES-programmet, som følger ældre japaneres helbred og funktionsevne over tid.

Deltagerne blev opdelt i to grupper:

• Ældre, der spiste ost mindst én gang om ugen
• Ældre, der erklærede, at de slet ikke spiste ost

For at sikre et meningsfyldt sammenligningsgrundlag sørgede forskerne for, at de to grupper var så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, generelt helbred og selvstændighed i daglige gøremål. Til dette formål anvendte de en avanceret statistisk metode, der udligner forskelle mellem deltagerne.

Forskellen virker beskeden, men er statistisk betydningsfuld

I løbet af cirka tre år fulgte forskerne, hvilke deltagere der modtog officiel demensdiagnose inden for rammerne af det japanske plejeforsikriingssystem – en målemetode, der bruges bredt i Japan.

Forskellen ser umiddelbart beskeden ud, men omregnet til relativ risiko svarer det til en 24 procents reduktion i sandsynligheden for at udvikle demens hos ostespisere. Da forskerne desuden inddrog det overordnede kostmønster – eksempelvis indtag af grøntsager, frugt og fisk – blev effekten en anelse svagere, men stadig tydelig på omkring 21 procent.

Forskerne understreger, at undersøgelsen påviser en sammenhæng, ikke en bevist årsag. Ikke desto mindre er forskellen markant nok til at motivere yderligere studier.

Hvad er det i osten, der gavner hjernen?

Studiets forfattere peger på flere mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende effekt på nervesystemet. Det er i høj grad hypoteser, men de passer godt til det, vi allerede ved om kost og hjernefunktion.

K-vitamin og blodkarrene

Ost – særligt lagret ost – er en af de vigtigste kilder til vitamin K2. Dette fedtopløselige stof påvirker kroppens kalciumomsætning og blodkarrenes elasticitet.

• Vaskulære problemer som forhøjet blodtryk og åreforkalkning øger risikoen for demens, især vaskulær demens
• Vitamin K2 hjælper med at begrænse aflejring af kalk i karvæggene
• Sundere blodkar giver en bedre blodgennemstrømning i hjernen

Det er derfor muligt, at ost via K2 indirekte understøtter den kognitive ydeevne ved at bremse de processer, der skader hjernens fine blodkar.

Protein, aminosyrer og bioaktive stoffer

Osteprodukter leverer en solid mængde protein og vigtige aminosyrer. Nerveceller har brug for disse til at fungere korrekt, opbygge neurotransmittere og reparere skader.

Under ostens modning dannes der desuden såkaldte bioaktive peptider, som kan have antiinflammatoriske og antioxidative egenskaber. Kronisk inflammation og oxidativt stress er to processer, der er stærkt forbundet med hjernens aldring og udviklingen af neurodegenerative sygdomme.

Tarmbakterierne og forbindelsen mellem tarm og hjerne

Stadig flere studier kobler tarmfloraens sammensætning til hjernens funktionsevne. En forstyrret mikrobiom optræder blandt andet hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost, som klassiske skimmelostevarianter, kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse.

En interessant detalje: I den analyserede undersøgelse spiste hele 82,7 procent af deltagerne primært forarbejdet ost, som er fattigere på naturlige bakteriekulturer og visse bioaktive bestanddele. Kun 7,8 procent spiste hvidskimmelost. Alligevel viste den beskyttende effekt sig. Det kan betyde, at flere mindre faktorer spiller ind – ikke nødvendigvis kun det probiotiske aspekt af fermenteringen.

Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan muligvis gavne hjernen, hvis de indgår som en del af en bred og nogenlunde afbalanceret kost.

Ost som en del af livsstilen – ikke som et mirakelprodukt

Ifølge de japanske data valgte ostespisende seniorer også hyppigere andre fødevarer, der er forbundet med bedre helbred i alderdommen: frugt, grøntsager, kød og fisk. Det samlede billede mindede om en mere varieret kost med et højere indhold af næringsstoffer, der er vigtige for hjernen.

Undersøgelsen viste også, at denne gruppe seniorer klarede sig bedre med såkaldte komplekse daglige aktiviteter som indkøb, måltidsplanlægning og økonomi. De klagede sjældnere over hukommelsesproblemer. Det er derfor muligt, at de allerede ved studiets start var i en smule bedre helbredsmæssig form, end statistikken kunne fange fuldt ud.

Spørgeskemaerne viste, at 72,1 procent af ostespiserne gjorde det én eller to gange om ugen. I praksis taler vi altså om moderate mængder – ikke daglige store portioner med tykke skiver gul ost.

Hvad med begrænsningerne i denne type undersøgelser?

Forfatterne beskriver tydeligt analysens svage punkter, hvilket giver anledning til en mere nuanceret vurdering af resultaterne.

• Ost blev kun registreret i spørgeskemaet én gang, ved studiets start. Det er ukendt, om deltagerne ændrede vaner undervejs.
• Der blev ikke indsamlet præcise data om portionsstørrelser, så det er svært at tale om en optimal dosis.
• Demensdata stammer fra administrative dokumenter og ikke fra fulde neurologiske undersøgelser, hvilket gør det vanskeligt at skelne mellem sygdomstyper.
• Genetiske faktorer som tilstedeværelsen af APOE-varianten, der er forbundet med høj Alzheimer-risiko, blev ikke medtaget.
• Den japanske kontekst er særegen – det gennemsnitlige årlige ostforbrug er der flere gange lavere end i mange europæiske lande.

Det er vanskeligt at overføre disse data direkte til Danmark, hvor ost – særligt gul ost og hytteost – forekommer langt hyppigere på spisebordet.

Er det værd at spise mere ost med hjernen i tankerne?

Konklusionerne fra den japanske undersøgelse opfordrer ikke til at øge ostindtaget ubegrænset. Osteprodukter indeholder en del mættet fedt og salt, og ernæringseksperter har i årevis anbefalet mådehold. Omvendt er det heller ikke altid fornuftigt at udelukke dem helt af frygt for kolesterol – særligt når portionen er lille, og resten af kosten baserer sig på grøntsager, frugt og fuldkorn.

I praksis kan man overveje en simpel strategi: en lille mængde ost af god kvalitet et par gange om ugen, indarbejdet i måltiderne som erstatning for stærkt forarbejdet pålæg eller salte snacks. Kombineret med motion, blodtrykskontrol og begrænsning af cigaretter og alkohol kan det udgøre en ganske fornuftig indsats for hukommelsen efter de tres.

Det er også værd at huske, at hjernen sætter pris på variation. Forskning viser, at kostvaner, der ligner middelhavskostens model og den såkaldte MIND-diæt, er gavnlige for de kognitive funktioner: masser af grønne grøntsager, bær, nødder, olivenolie, fisk og bælgfrugter – og hertil moderate mængder mejeri, herunder ost. Ost kan være ét element i dette puslespil, men erstatter hverken motion, søvn eller sociale relationer.

For danske læsere er der endnu en interessant tanke: I Japan betragtes ost stadig som et lidt eksotisk produkt, der spises relativt sjældent. Hvis en beskeden beskyttende effekt kan ses ved så lavt et udgangsforbrug, kan fremtidige studier i lande med en stærkere ostekultur – som Danmark – meget vel give meget konkrete anbefalinger om både ostetype og portionsstørrelse. Indtil da er det klogeste at betragte de japanske resultater som en opfordring til en afbalanceret kost, hvor en smule ost ikke er et problem – og for hjernen måske endda kan vise sig at være en god allieret.