En Balzac-klassiker i ny udgave på Netflix
Forårsaftener indbyder til at indhente forsømte filmoplevelser, og nye tilføjelser til Netflix kan sagtens holde en på sofaen i timevis. Nu ankommer en berømt fransk film til platformens katalog – en produktion, som kritikerne beskriver som et mesterværk, og som publikum placerer side om side med de vigtigste filmatiseringer af klassisk litteratur nogensinde.
Netflix modtager nu filmen „Tabte illusioner", en filmatisering af Honoré de Balzacs berømte roman. Det er en rig fortælling om ambition, kærlighed og moralsk forfald, der udspiller sig i 1800-tallets Frankrig. Instruktøren har taget udgangspunkt i klassikeren, men givet den energien fra et moderne sædedrama, der kommenterer nutidens medieverden med skarp præcision.
Hovedpersonen er Lucien de Rubempré, en ung digter fra provinsen, der drømmer om en litterær karriere i Paris. I sin hjemby Angoulême betragtes han som et usædvanligt talent, men han mangler penge, position og et anerkendt navn. Hans eneste adgangskort til de bedre kredse bliver forholdet til aristokraten Louise de Bargeton, som beundrer hans digte og beslutter sig for at tage ham med til hovedstaden.
„Tabte illusioner" viser, hvordan små kompromiser udvikler sig til en lavine af beslutninger, der til sidst gør det umuligt at genkende sig selv i spejlet.
Den Paris, Lucien møder, ligner ikke det idealistiske billede af kunstnernes by. Her er det forbindelser, indflydelse og evnen til at spille det politisk-sociale spil, der tæller. Talent er en fordel, men det afgør sjældent hvem der lykkes. Den cyniske journalist Étienne Lousteau åbner hurtigt Luciens øjne for, hvad der virkelig foregår bag kulisserne i datidens presse.
Fra digter til nådesløs anmelder
Lucien begynder som idealist, men opdager hurtigt, at avisskriveri i bund og grund er forretning. Anmeldelser kan sælges, heksejagte kan bestilles, og ros er blot et spørgsmål om den rette pris eller den rette tjeneste. Aviserne former karriererne for skuespillere, forfattere og politikere, og hvert trykt ord kan løfte nogen til tops eller knuse dem fuldstændigt.
Takket være sin skarpe pen opnår Lucien lynhurtigt status som kritiker. Han dukker op i de fineste saloner, omgiver sig med samfundets elite, og pengene flyder rigelig. Med den nye position følger luksus, hasardspil, romancer og stadig mere risikable arrangementer. Jo højere han klatrer, jo oftere giver han køb på sine egne værdier for at holde sig på toppen.
Filmen fremstiller 1800-tallets presse som en ubarmhjertig maskine, hvor en artikel ligner en handelsvare på torvet, og en mening har sin præcise pris.
Efterhånden indser helten, at han deltager i et spil, hvor han ikke selv skriver reglerne. Han bliver gidsel for forlagenes økonomiske interesser, krænkede magtmenneskers ambitioner og sine egne begær. Hvert valg har konsekvenser, og tabet af omdømme kan komme hurtigere end de første succeser.
Storslået kostumekino med stjernespækkede roller
Bag instruktørstolen sidder Xavier Giannoli, kendt for sine psykologisk tætte fortællinger. Denne gang fik han et stort budget til rådighed, og han udnyttede det til fulde – dette er en film, der imponerer med sin produktionsskala.
- Scenografisk pragt – Paris under Restaurationen er genskabt med omhyggelig opmærksomhed på arkitektoniske detaljer og gadelivets atmosfære.
- Kostumer – periodens dragter er et selvstændigt visuelt festmåltid, fra salonselskabers kjoler til journalisters og skuespilleres garderobe.
- Dialoger – skarpe, rytmiske og fulde af ironi, der afspejler intrigenernes tempo og de verbale dueller.
I rollen som Lucien optræder Benjamin Voisin, som ifølge mange anmeldelser er nået til et vendepunkt i sin karriere. Cécile de France spiller Louise de Bargeton og tegner et gribende portræt af en kvinde, der er splittet mellem følelse og konvention. Vincent Lacoste giver ansigt til Étienne Lousteau – en præstation, der balancerer mellem charme og moralsk tomhed.
På lærredet optræder desuden Xavier Dolan, Jeanne Balibar og Gérard Depardieu. Hver af disse skikkelser tilfører noget til periodens billede: griske forlæggere, affekterede aristokrater og frustrerede kunstnere. Filmen fokuserer dermed ikke udelukkende på én persons skæbne, men skaber et bredt panorama over datidens samfund.
Syv César-statuetter og begejstrede kritikere
„Tabte illusioner" havde premiere i 2021 og fangede straks kritikernes opmærksomhed. Filmen blev vist på den prestigefyldte Venedig-festival, hvor den modtog fremragende anmeldelser, og kulminationen på succesen kom ved César-ceremonien i 2022.
| Kategori | Status ved César 2022 |
|---|---|
| Bedste film | Vinder |
| Bedste tilpassede manuskript | Vinder |
| Bedste fotografering | Vinder |
| Kostumer og scenografi | Prisvindende |
| Skuespilpræstationer | Priser og nomineringer |
Franske anmeldere understregede, at Giannoli ikke blot overførte Balzac til lærredet, men også trak overraskende aktuelle temaer frem fra hans prosa: mekanismerne bag meningsmanipulation, symbiosen mellem forretning og medier og den nemme fabrikation af skandaler. De fremhævede også det flydende fortælletempo – trods en spilletid på over to timer holder filmen spændingen fra første til sidste scene.
Mange anmeldelser brugte direkte betegnelser som „biograf på højeste niveau" og „en af de vigtigste litteraturadaptationer i årevis".
Publikum er heller ikke immune
Det er ikke kun kritikerne, der lod sig overbevise. På populære filmbedømmelsestjenester samler „Tabte illusioner" meget høje karakterer, ofte omkring 4,3 ud af 5. Seerne bemærker, at der er tale om en produktion, som kombinerer det storslåede med det indholdsmæssige. Man kan nyde de smukke billeder og samtidig følge det nådesløse portræt af datidens presse.
I kommentarerne dukker der ofte ros op for, at filmatiseringen ikke er sunket ned i akademisk højtidelighed. I stedet for en „monumental" Balzac ser vi et levende, følelsesrigt Paris, hvor alle spiller for sig selv. Nogle kalder filmen et „smertefuldt spejl" for nutidens medier og sociale medier – værktøjerne har ændret sig, men logikken bag jagten på rækkevidde og skandale er forbløffende genkendelig.
Hvem er denne film til?
„Tabte illusioner" vil appellere til flere grupper af seere:
- fans af store, historiske kostumeepos,
- personer med interesse for mediernes virkemåder,
- litteraturfilmatiseringsbegeistrede, der ønsker mere end blot en illustreret læsebog,
- seere på udkig efter stærke skuespilpræstationer og tætte relationer mellem karaktererne.
Dette er ikke let baggrundsstøj til at tænde „i mellemtiden". Det er en produktion, der kræver opmærksomhed, for intriger og afhængigheder mellem karaktererne udgør en omhyggeligt sammensat konstruktion. Hvert lille gestus, enhver samtale i en salon eller på en redaktion påvirker Luciens videre skæbne.
Derfor resonerer denne historie så stærkt i dag
Selv om handlingen udspiller sig i det nittende århundrede, lyder mange af motiverne påfaldende nutidige. Vi har jagten på berømmelse, aggressive mediekampagner, bestilte tekster og følelsesladede overskrifter designet til at tiltrække læsere for enhver pris. Teknologien er anderledes, men informationsmaskinens logik minder til forveksling om nutidens internetvirkelighed.
Filmen kan derfor interessere ikke blot periodens beundrere, men også dem, der til daglig følger debatten om fake news, influencernes rolle eller forholdet mellem politik og medier. „Tabte illusioner" viser, hvor let den offentlige debat bliver til en handelsvare, og omdømme til en valuta i forhandlinger mellem redaktører, erhvervslivet og eliten.
Det er desuden værd at betragte Lucien ikke som en eksotisk helt fra to århundreder siden, men som en skikkelse, der minder stærkt om nutidens unge mennesker i kreative brancher. Han træder ind i faget med drømme og en følelse af mission, og systemet lærer ham trin for trin om bekvemme genveje, tilpasning og kompromisser. Grænsen mellem „klogskab" og at forråde sig selv viser sig at være tyndere end det pergament, hans tekster trykkes på.
Derfor er det værd at give denne film en chance – ikke kun som historisk skuespil. Det er også en stærk påmindelse om, at enhver karriere – hvad enten det er inden for 1800-tallets presse eller nutidens digitale medier – har sin pris. Spørgsmålet er, hvor meget vi er villige til at betale, inden vi mister noget, der ikke kan vindes tilbage.
