Honning, agavesirup og sukker ved diabetes: hvad er egentlig sikkert?

Diabetes og det søde: hvorfor er det overhovedet et problem?

Tidligere var det enkelt — en skefuld sukker i teen, og ingen tænkte videre over det. Men efter en diabetesdiagnose får selv den mindste dråbe sødme pludselig stor betydning: for blodsukkeret, vægten og risikoen for komplikationer. Og stik imod hvad mange tror, er hverken honning eller "naturlig" agavesirup nødvendigvis det bedre valg.

Hos en rask person udskiller bugspytkirtlen insulin, som sørger for at transportere glukose fra blodet og ind i cellerne. Ved diabetes fungerer denne mekanisme ikke optimalt — enten produceres der for lidt insulin, eller også reagerer kroppen utilstrækkeligt på den. Selv en lille portion let fordøjelige kulhydrater kan derfor få blodsukkeret til at stige kraftigt.

Derfor lægger læger så stor vægt på:

• mængden af kulhydrater i kosten,
• hvor hurtigt de optages — altså det glykæmiske indeks,
• kalorieindholdet, da overvægt yderligere forværrer sygdomsforløbet.

En person med diabetes behøver ikke fuldstændigt at opgive sød smag. Men vedkommende skal træffe meget bevidste valg om kilder og mængder.

Er honning bedre end almindeligt sukker?

Honning anses ofte for at være et "sundt" produkt. Det indeholder spormængder af vitaminer, mineraler og antiinflammatoriske stoffer. Men set fra en diabetikers perspektiv er det andre faktorer, der virkelig tæller.

Honningens sammensætning og blodsukkeret

Typisk honning består primært af følgende:

Honningens glykæmiske indeks er ganske vist en smule lavere end hvidt sukkers, men stadig højt. En teskefuld honning indeholder omtrent samme mængde kalorier som en teskefuld sukker og tæller fortsat som en portion hurtigt optageligt kulhydrat.

Hvornår kan honning accepteres ved diabetes?

Diætister tillader lejlighedsvis meget små mængder honning — men kun til personer med velreguleret blodsukker, som:

• kan indregne kulhydratmængden i deres daglige grænse,
• måler blodsukkeret regelmæssigt og kan se, hvordan kroppen reagerer på tilsætningen,
• ikke lider af svær fedme, fedtlever eller forhøjede triglyceridniveauer.

Hos mange diabetikere kan selv én teskefuld honning give en mærkbar stigning i blodsukkeret. "Naturligt" er ikke det samme som neutralt for blodsukkeret.

Agavesirup — en ven eller blot smart emballeret sukker?

I årevis blev agavesirup markedsført som det sunde alternativ til sukker for personer med insulinresistens og diabetes. Begrundelsen var, at siruppen har et relativt lavt glykæmisk indeks. I praksis er billedet dog langt mere nuanceret.

Hvorfor agavesirup har et lavt glykæmisk indeks

Agavesirup har et meget højt indhold af fruktose — ofte over 70%. Fruktose hæver blodglukosen langsommere og svagere, hvilket får tallene i tabellen over glykæmisk indeks til at se pæne ud. Men det kan være misvisende.

Et højt fructoseindtag øger risikoen for:

• fedtlever,
• forhøjede triglyceridniveauer,
• vægtøgning særligt omkring maven,
• forværring af insulinresistens.

Paradoksalt nok kan langvarigt og rigeligt forbrug af agavesirup forværre netop de metaboliske problemer, som en person med diabetes kæmper imod.

Bedre end sukker, honning — eller slet ikke?

Hvad angår blodsukkerstigningen efter et måltid kan agavesirup umiddelbart virke mildere end bordsukker. Men kroppen betaler for denne "besparelse" på blodsukkerfronten med en øget belastning af leveren og lipiderne. Derfor er mange specialister begyndt at fraråde agavesirup til personer med forstyrrelser i kulhydratstofskiftet.

Agavesirup er ikke et magisk sødemiddel for diabetikere. Det er koncentrerede sukkerarter — blot fordelt anderledes end i almindeligt sukker.

Hvilken rolle kan kalorifrie sødestoffer spille?

Kunstige sødestoffer og intense sødemidler er fristende, fordi de leverer næsten nul kalorier og ikke direkte hæver blodglukosen. I praksis kræver brugen af dem dog fornuft og overblik.

Typer af sødestoffer, som diabetikere møder

• Polyoler (f.eks. erythritol, xylitol, maltitol) — indeholder færre kalorier end sukker, optages langsommere, og kan ved større mængder forårsage oppustethed og diarré.
• Syntetiske intensive sødestoffer (f.eks. aspartam, acesulfam K, saccharin) — ekstremt søde selv i minimale doser, hæver ikke blodsukkeret, og betragtes i tilladte mængder som sikre, om end de fortsat debatteres.
• "Naturlige" sødestoffer (f.eks. stevia) — hæver heller ikke blodsukkeret nævneværdigt, er meget søde i smagen, men har en karakteristisk eftersmag, som ikke falder alle i god jord.

Hvad skal man være opmærksom på ved sødestoffer?

Sødestoffer kan hjælpe med at sænke kostens kalorieindhold og forbedre blodsukkerkontrol, når de erstatter sukker i te eller drikke. Det sker dog, at de fungerer som et "grønt lys" til ukritisk indtagelse af søde "light"-produkter.

Et sødemiddel i drikken neutraliserer ikke effekten af en hvid bolle, en sukkersødet sauce eller en stor portion ris i samme måltid. Hele tallerkenen tæller stadig.

Hvad kan en person med diabetes gøre i praksis?

Det hyppigste spørgsmål er: "Må jeg godt spise honning?" eller "Kan jeg bruge agavesirup?" Men et langt vigtigere spørgsmål er: "Hvordan ændrer jeg generelt mine vaner med sødt, så det bliver lettere at holde styr på blodsukkeret?"

Strategier til at reducere sødbehov

• Skær gradvist ned på mængden af sødemiddel — en halv teskefuld ad gangen over et par uger.
• Skift til sødme fra hele frugter frem for juice eller sirupper.
• Vælg naturligt mindre søde produkter — f.eks. naturel yoghurt i stedet for vaniljeyoghurt, tilsat lidt frisk frugt.
• Lær at læse etiketter — sukker optræder under mange navne, fra glukose-fruktosesirup til koncentreret frugtjuice.

Tidspunktet og måltidets sammensætning spiller også en rolle. Den samme portion kulhydrater opfører sig meget forskelligt, når den spises:

• sammen med protein og fedt,
• med kostfibre fra fuldkorn og grøntsager,
• på en fysisk aktiv dag,

— sammenlignet med hurtigt at drikke en sød drik på tom mave.

Honning, agave og sødestoffer i sammenhæng med resten af livsstilen

Det giver ikke megen mening at vurdere ét enkelt produkt løsrevet fra den samlede livsstil. En teskefuld honning i havregrøden hos en person, der går tur hver dag, holder vægten og måler blodsukkeret regelmæssigt, har en helt anden betydning end den samme honning hos nogen med stillesiddende hverdag og ustabilt blodsukker.

Kroppens reaktion påvirkes blandt andet af:

• typen af medicin eller insulin man er i behandling med,
• tidspunktet for indtagelsen — om aftenen stiger blodsukkeret ofte mere end om morgenen,
• det daglige aktivitetsniveau,
• leverens tilstand og lipidniveauet.

Det samme produkt kan være acceptabelt i små mængder for én person, mens det er frarådet for en anden. Variationerne i diabetesforløb er enorme.

Praktiske eksempler og typiske faldgruber

Forestil dig en morgenmad bestående af fuldkornsbrød, hytteost, tomat og et tyndt lag honning på én skive. For visse patienter, der har afklaret det med deres diabeteslæge og indregnet det i kulhydratplanen, vil et sådant måltid være acceptabelt. En helt anden situation opstår, hvis man spiser en hvid bolle, frugtjuice, sødet yoghurt og te med agavesirup — her stiger blodsukkeret dramatisk, selv om man formelt set "næsten ikke har brugt sukker."

En udbredt faldgrube er overbevisningen om, at produkter "til diabetikere" kan spises i ubegrænsede mængder. En bar sødet med polyoler leverer stadig energi, kan hæve blodsukkeret og give maveproblemer, hvis man spiser adskillige af dem på én gang.

Det er også værd at huske, at smagsløgene vænner sig til stadig stærkere søde stimuli. Når kosten domineres af meget intense sødestoffer, kan et almindeligt æble pludselig virke uinteressant. Det gør det sværere at vende tilbage til enklere og mindre forarbejdede fødevarer.

Mange finder det nyttigt at føre en kort dagbog: hvad spiste jeg, hvad var blodsukkeret før og efter, og opstod der anfald af voldsom sult? Efter et par uger bliver det tydeligt, hvilke produkter — honning, agavesirup eller sødestoffer — kroppen reagerer mest problematisk på. Denne observation, kombineret med en konsultation hos læge eller diætist, giver langt mere end de "fit"-etiketter, der pryder forsiden af emballagen.