Under Stillehavets bund gemmer sig en gigantisk vulkan større end Mauna Loa

Jordens største enkeltstående vulkan ligner slet ikke en vulkan

Dybt under havoverfladen har forskere stødt på en struktur så enorm, at den grundlæggende ændrer vores forståelse af Jordens opbygning. På en fjern undersøisk slette, mere end tusind sømil øst for Japan, ligger en gigantisk vulkan, der i årevis udgav sig for at være flere separate bjerge.

Nu dokumenterer forskere, at der er tale om ét samlet, kolossalt dannelse – og den største kendte vulkan på hele planeten.

Giganten har et navn: Tamu Massif

Denne kæmpe hedder Tamu Massif og er en del af den undersøiske forhøjning kaldet Shatsky Rise. I lang tid så forskere tre adskilte toppe på kortene og behandlede dem som separate strukturer. Ingen af dem havde engang et officielt navn – videnskabsmændene omtalte dem halvt spøgende som "den til venstre", "den til højre" og "den største".

Gennembruddet kom, da et hold ledet af geofysikeren dr. William Sager fra University of Houston analyserede detaljerede seismiske data. Refleksionerne fra lydbølger, der passerede gennem bjergarten, afslørede noget, som simple dybdekort ikke kan vise: sammenhængende lavastrømme, der forbinder alle tre "bakker" til ét fælles hele.

Tamu Massif dækker et areal på omkring 120.000 kvadratmil – omtrent det samme som hele delstaten New Mexico i USA. Ingen anden kendt vulkan på Jorden kommer i nærheden af den udstrækning.

For geologer er dette et stærkt argument for, at vi ikke har at gøre med et vulkansk felt bestående af mange separate udbrudsscentre, men derimod med én mægtig skjoldvulkan, der fungerede som et integreret system.

Skjult 2 kilometer under havoverfladen

Tamu Massif ligner ikke den klassiske, stejle kegleformede bjerg, vi kender fra billeder af Hawaii eller Etna. Det er en enorm, meget flad kuppel, hvis skråninger er så blide, at man stående på dem næppe ville kunne afgøre, i hvilken retning terrænet falder.

Forskellen i størrelse er slående: Tamu Massif dækker næsten 60 gange et større areal end Mauna Loa, der hidtil blev betragtet som planetens største aktive vulkan. Hele strukturen ligger dog så dybt, at selv de højeste oceanbølger blot udgør et tyndt lag vand over dens top.

En vulkan der rivaliserer med Marsens giganter

Tamu Massifs dimensioner afviger så markant fra typiske jordiske former, at forskerne sammenligner den ikke så meget med andre vulkaner på Jorden, men snarere med Olympus Mons på Mars – det største kendte vulkan i hele Solsystemet, der er næsten tre gange højere end Mount Everest.

Fra et geologisk synspunkt giver sammenligningen mening, fordi begge dannelser deler flere centrale træk:

• et enormt areal dækket af én enkelt skjoldvulkan,
• meget jævne skråninger – der minder mere om en lang, svag stigning end et egentligt bjerg,
• dannet af meget store mængder magma, der strømmede fra ét dominerende kildeområde.

Ifølge datering af bjergarten dannede Tamu Massif sig for omkring 145 millioner år siden, i den tidlige kritperiode. På geologisk tidsskala er det et relativt pludseligt forløb: giganten "byggede sig op" inden for en forholdsvis kort periode, hvorefter den magmatiske aktivitet i området temmelig hurtigt ebbede ud.

Et så massivt, men relativt kortvarigt magmaimpuls fra Jordens dybe kappe giver forskerne en sjælden lejlighed til at følge, hvordan én ekstrem begivenhed kan omforme hele dele af havbunden.

Hvorfor Tamu Massif forblev ukendt så længe

Det kan virke underligt, at planetens største vulkan først for nylig fandt vej til videnskabelige tidsskrifters forsider. Men det er faktisk en logisk konsekvens af flere sammenfaldende faktorer.

Vanskeligt terræn og vildledende form

Det område, hvor Tamu Massif ligger, er det dybe Stillehav – et sted, der kræver kostbar og kompliceret logistik. Hver forskningsekspedition indebærer ugers sejlads og brug af specialiserede fartøjer udstyret med sonar, seismisk udstyr og mulighed for at sænke instrumenter flere kilometer ned.

Selve vulkanens form bidrog også til forvirringen. Tamu Massif er så flad, at den på de første kort lignede et par blide forhøjninger på havbunden adskilt af ubetydelige sænkninger. Sådanne data lod sig sagtens fortolke som flere separate udbrudsscentre frem for én sammenhængende struktur.

Seismisk "røntgen" af havbunden

Det var først moderne seismiske teknikker, der gav et klart billede af denne del af jordskorpens indre. Lydbølger sendes ned gennem havbunden, reflekteres fra de forskellige bjergartslag og vender tilbage til måleinstrumenterne. Analyse af forsinkelser og signalformer gør det muligt at rekonstruere en tredimensionel model af ældgamle lavastrømme.

I Tamu Massifs tilfælde viste det sig, at de samme lava-serier strækker sig ubrudt over enorme afstande, hvilket peger på ét samlet magmasystem. Dette billede lader sig vanskeligt forene med forestillingen om tre uafhængige vulkaner, og holdet foreslog derfor en ny tolkning: alt, hvad man tidligere opdelte i tre dele, udgør én enkelt super-skjoldvulkan.

Hvad denne gigant fortæller os om Jordens indre

En så enorm struktur kunne ikke opstå fra blot nogle få almindelige udbrud. Forskerne antager, at der under Tamu Massif engang virkede en usædvanlig kraftfuld magmatisk "motor", drevet af Jordens varme kappe. Sådanne episoder forbindes ofte med såkaldte store magmatiske provinser – perioder, hvor kolossale mængder lava strømmede fra planetens indre til overfladen.

Massive basaltudstrømninger på landjorden efterlader typisk vidtstrakte bjergartsflader og forbindes undertiden med globale klimaforandringer og endda masseuddøen. Tamu Massif repræsenterer et lignende fænomen, blot gemt under Stillehavets vande og bevaret som et tykt lag basalt i den oceaniske jordskorpe.

At forstå, hvordan denne vulkan opstod, hjælper os med at aflæse Jordens historie – fra kappens arbejde til atmosfærens og havenes reaktioner på store vulkanepisoder.

Hvad det kan betyde for fremtidig forskning

Tamu Massif er ikke længere aktiv, men rummer stadig enorme mængder data. Nye boringer eller magnetiske målinger i området kan præcisere, hvor hurtigt lavaen opbyggede sig, hvilken sammensætning magmaen havde, og hvilke forhold der fandtes på havbunden for 145 millioner år siden. Det giver igen mulighed for bedre at kalibrere modeller for forhistorisk klima og simulere pladetektoniske bevægelser.

For den almene læser er det særligt bemærkelsesværdigt, at en så enorm struktur i dag praktisk talt ikke påvirker menneskers liv direkte – den bryder ikke ud, genererer ikke tsunamier og ryger ikke som Etna. Dens betydning ligger snarere i den påmindelse, den giver om, hvor dynamisk vores planet har været og stadig er, selv når de fleste processer foregår stille og roligt i mørket under kilometers vand og kilometers bjergarter.

Det er også værd at huske, at Tamu Massif meget vel ikke er den eneste kolos af sin slags. Andre dele af verdenshavene er endnu dårligere kortlagt. Hvis lignende strukturer gemmer sig under Atlanterhavet eller i det sydlige Stillehavs dybder, kan Jordens geologiske kort i fremtiden se grundlæggende anderledes ud – ikke mindre end efter opdagelsen af netop denne hidtil største kendte vulkanske gigant.