Radioteleskoper i Australien har opfanget et pulserende signal, der gentager sig hvert 36. minut – og det passer ikke ind i nogen kendte stjernemodeller.
Forskere har givet objektet navnet ASKAP J1424. Denne usædvanlige radiosender kan enten være et ekstremt eksotisk system med en hvid dværg eller en helt ny type kosmisk objekt, hvis fysik endnu venter på en forklaring.
En ny kosmisk "fyrtårn" i ASKAP-data
Kilden ASKAP J1424 blev opdaget ved hjælp af det australske radioteleskopnetværk Australian SKA Pathfinder, placeret i det vestlige Australias ødemark. Det er en del af det store program Evolutionary Map of the Universe, som systematisk scanner enorme dele af himlen på jagt efter variable og kortvarige radiosignaler.
I januar 2025 analyserede astronomer en timelang observation og fokuserede denne gang særligt på såkaldt cirkulær polarisering af radiobølger. Det var netop i disse data, at det ekstremt tydelige signal fra ASKAP J1424 dukkede op – med regelmæssige gentagelser hvert par og tredive minutter.
ASKAP J1424 er en langperiodisk radiokilde, der pulserede uafbrudt i otte på hinanden følgende dage – som et kosmisk fyrtårn, der tændes med perfekt jævne mellemrum.
Forskningsresultaterne blev offentliggjort på den videnskabelige preprint-server arXiv i begyndelsen af marts 2026 og fangede straks opmærksomheden hos teams, der arbejder med ekstremt magnetiske stjerner og eksotiske dobbeltstjernesystemer.
Hvad vi ved om ASKAP J1424: urværkspræcision og magnetisk adfærd
Et perfekt regelmæssigt puls hvert 36. minut
Den mest slående egenskab ved ASKAP J1424 er dens periode: cirka 2.147 sekunder, svarende til omtrent 36 minutter. Sammenlignet med kendte objekter er det bemærkelsesværdigt langt. Klassiske radiopulsarer udsender impulser hvert sekund eller endda hurtigere, og selv såkaldte magnetarer befinder sig typisk inden for en skala på få sekunder.
Her taler vi om en langsom, men forbløffende stabil rytme. Kilden opretholdt næsten et identisk impulsmønster igennem otte dages kontinuerlige observationer. Der blev ikke registreret korte afbrud, pludselige lysstyrkeændringer eller den "hikke", som ustabile objekter ofte udviser.
Den kombination – en meget lang periode kombineret med høj emissionsstabilitet – er ekstremt vanskelig at forklare med standardmodeller for neutronstjerner.
Polarisering tæt på hundrede procent
En anden egenskab, der giver astrofysikerne hovedpine, er radiobølgens polarisering. ASKAP J1424 er ikke blot tydeligt polariseret – forskerne beregner, at signalet gennem hele impulsen er nærmest hundrede procent ordnet.
I begyndelsen antager emissionen en elliptisk form, for derefter at overgå til næsten perfekt lineær polarisering. Denne "dansende" fordeling af det elektriske og magnetiske felt peger på et meget ordnet og kraftigt magnetfelt i kildens umiddelbare omgivelser.
- Lang periode – 36 minutter
- Stabile impulser i otte dage i træk
- Polarisering tæt på hundrede procent
- Intet ledsagende signal i synligt lys eller infrarødt lys
Den sidste egenskab er afgørende. På trods af brugen af følsomme optiske teleskoper og infrarøde observationer lykkedes det ikke at knytte ASKAP J1424 til nogen synlig stjerne eller galakse. Objektet eksisterer for os praktisk talt udelukkende som en radiosender.
Et system med en hvid dværg – eller noget helt nyt?
En af de hypoteser, der fremgår af forskningsartiklen, antager, at ASKAP J1424 kan være et tæt dobbeltstjernesystem med en hvid dværg – altså en "død" stjerne på størrelse med Jorden, men med en masse sammenlignelig med Solens. Et sådant objekt besidder et kraftigt gravitationsfelt og magnetfelt, og dets samspil med en ledsagende stjerne kan føre til kraftig radioemission.
I dette scenarie er interaktionerne mellem den hvide dværgs magnetfelt og ledsagerstjernens stellarvind centrale. En strøm af ladede partikler kan fungere som en leder, hvori der opstår kraftige elektriske strømme, som igen genererer radioemission. Perioden på 36 minutter kunne svare til den hvide dværgs rotation eller den geometriske konfiguration af systemets komponenter.
Forskerne understreger, at de foreliggende data ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om det faktisk er et system med en hvid dværg, eller om der er tale om en helt anden type radiokilde.
Andre muligheder overvejes også, herunder en meget atypisk magnetar, en usædvanlig pulsar i et stærkt magnetfelt, og endda en helt ny klasse af langperiodiske radioobjekter, der hidtil har undgået teleskopernes opmærksomhed på grund af begrænset følsomhed og for korte observationsperioder.
Hvorfor fraværet af optisk signal komplicerer sagen så meget
I astronomien giver observationer på tværs af mange bølgelængder normalt mulighed for at "sammensætte" et portrætbillede af et objekt. Den luksus har forskerne ikke her. ASKAP J1424 lyser ikke tilstrækkeligt i det synlige spektrum til nemt at kunne identificeres, og der er heller ikke noget tydeligt spor i infrarødt lys.
Uden en klar modpart i andre bølgelængdeområder er det vanskeligt at estimere objektets afstand, masse eller galaktiske omgivelser. I praksis betød det, at forskerne afsluttede den første analyse med et stort antal mulige scenarier og et meget beskedent sæt af hårde observationsdata.
Sådan vil astronomer "indhente" ASKAP J1424
Det hold, der analyserede data fra ASKAP, understreger kraftigt behovet for yderligere observationer. Det drejer sig både om fortsat radiomonitorering og om en bredere kampagne med andre teleskoper. I planerne indgår blandt andet yderligere sessioner inden for programmet VAST (Variables And Slow Transients), der netop drives af ASKAP.
Forskerne ønsker svar på en række enkle, men afgørende spørgsmål:
- Optræder signalet konstant, eller kun i bestemte aktivitetsperioder?
- Ændrer radioimpulsens form sig over tid?
- Kan der i andre bølgelængdeområder spores selv det mindste tegn på et ledsagende objekt?
- Findes der i det samme område af himlen andre, svagere kilder med lignende karakteristika?
Den anden fase af VAST-programmet, som skal fokusere på områder med særligt mange variable radiosignaler i vores galakse, er en god lejlighed til at "fange" ASKAP J1424 i forskellige aktivitetsfaser. Langvarige observationskampagner vil gøre det muligt at afgøre, om de hidtil observerede otte dage er reglen – eller blot et heldigt tilfælde.
Hvad sådanne signaler fortæller os om ekstreme stjernesystemer
Langperiodiske radiokilder som ASKAP J1424 er stadig en meget sjælden kategori. Hvert nyt fund af denne type har stor indflydelse på modeller for stjernernes evolution og deres sene stadier. Normalt taler man om tre grupper af objekter, der udsender kraftige radiobølger:
| Objekttype | Typisk emissionsperiode | Karakteristiske træk |
|---|---|---|
| Pulsarer | Millisekunder – sekunder | Neutronstjerner, meget regelmæssige impulser |
| Magnetarer | Sekunder | Ekstreme magnetfelter, voldsomme udbrud |
| Hvide dværge i dobbeltsystemer | Minutter – timer | Interaktioner med ledsager, variabel emission |
ASKAP J1424 med sin 36-minutters periode og meget ordnede polarisering passer kun delvist ind i den sidste kategori. Netop derfor vækker den så stor interesse: den antyder, at der i vores galakse kan eksistere hele populationer af objekter, som delvist udfylder kløften mellem klassiske pulsarer og eksotiske systemer med hvide dværge.
Forestil dig et sådant "kosmisk fyrtårn"
For dem, der ikke beskæftiger sig professionelt med astronomi, er det lettere at tænke på ASKAP J1424 som et fyrtårn. Forestil dig en stjerne eller en stjernerest, der roterer langsomt om sin egen akse. Dens magnetfelt danner noget, der ligner to trgte, hvorfra der udsendes stråler af partikler og radiostråling.
Når en sådan "lysstråle" passerer i retning af Jorden, registrerer vores radioteleskoper en impuls. Når strålen fjerner sig fra vores synslinje, forsvinder signalet. Er rotationen meget stabil, optræder impulserne næsten som et urværk. I tilfældet ASKAP J1424 varer dette "tikken" usædvanligt længe, og signalets polarisering afslører en meget ordnet struktur i magnetfeltet.
Hvis kommende observationer bekræfter, at ASKAP J1424 er et eksempel på en bredere klasse af objekter, vil astronomer bedre kunne estimere, hvor ofte stjerner ender deres liv i netop sådanne eksotiske konfigurationer. For plasmafysikere og forskere inden for kosmiske magnetfelter vil det tilsvarende udgøre et naturligt laboratorium til at afprøve teorier om ledningsevne, partikelacceleration og generering af radiobølger under ekstreme forhold.
Det er også værd at huske, at enhver forbedring af teleskopernes følsomhed og skanningshastighed – som det er tilfældet med ASKAP eller det planlagte Square Kilometre Array – åbner vejen for nye overraskelser. ASKAP J1424 er et af de første, tydelige signaler om, at langperiodiske radiokilder kan gemme på mange usædvanlige stjerneevolutionshistorier, der hidtil er undsluppet vores opmærksomhed.
