Et videnskabeligt eksperiment fra årtier siden giver stadig resultater
På skråningerne af Mount St. Helens i USA gjorde forskere noget, der lød som en vanvittig idé: De indførte små gravende pattedyr på et næsten livløst, askedækket underlag. Det udløste en proces, ingen havde forudset – i dag vokser der over 40.000 planter på det tidligere ødeland.
Udbruddet, der forvandlede skoven til en stenørken
I maj 1980 fejede vulkanudbruddet på Mount St. Helens enorme skovområder væk fra jordens overflade. Et lag ufrugtbar pimpsten og aske dækkede alt. Planterne havde stort set ingen mulighed for at slå rod, og de få arter, der forsøgte at vende tilbage, klarede sig elendigt.
I de første år efter katastrofen observerede naturforskere en ekstremt langsom tilbagevenden af liv. På udvalgte områder registrerede man kun en håndfuld enkeltstående planter. Alt tydede på, at en naturlig genopvækst af vegetation ville tage årtier – måske endda århundreder.
Det golde vulkanske landskab syntes dømt til at forblive i denne tilstand i generationer, uden nogen synlig chance for hurtig genoplivning.
Forskerenes uventede idé: Sæt graverne i arbejde
I 1983 besluttede et forskerhold sig for et træk, som mange ville have betragtet som et desperat eksperiment. Et lille antal lomme-gopherere – små underjordiske gnavere, berømte for deres opgravede plæner og jordvoldene – blev indført på udvalgte forsøgsfelter.
Hvad håbede forskerne på? Ikke at dyrene selv ville plante noget, men at de ville udføre det tunge, utaknemmelige jordarbejde. Gnaverne skulle nemlig bringe dybere jordlag op til overfladen – lag, hvor mikroorganismer og rester af den "gamle" skov stadig havde overlevet.
- Udgravning af gange – luftning af undergrunden
- Transport af jord op til overfladen – blanding af friske aflejringer med det frugtbare lag nedenunder
- Skabelse af nye mikrorum – små nicher, hvor frø lettere kan slå rod
I starten var resultaterne næsten usynlige. Felterne med gopherne skilte sig ikke nævneværdigt fra de øvrige områder. Det hele skulle først ændre sig efter flere års stille arbejde under jordoverfladen.
Fra en håndfuld spirer til 40.000 planter
Allerede seks år efter at dyrene blev introduceret, så landskabet fuldstændig anderledes ud. Der, hvor gnaverne havde arbejdet, talte man over 40.000 planter. På de tilstødende, urørte felter dominerede grå, bar sten stadig.
Kontrasten mellem det område, som de små pattedyr havde "gravet igennem", og omgivelserne uden deres tilstedeværelse var så tydelig, at forskerne ikke var i tvivl – det var den underjordiske aktivitet, der havde sat fornyelsen i gang.
Den af gnaverne berigede jordlag gjorde det muligt for mange forskellige arter hurtigt at kolonisere området. Der kom græsser, urter og buske, og visse steder også unge træer. Det vigtige var dog ikke blot den fysiske flytning af jord. Den egentlige "motor" bag genopblomstringen viste sig at være langt mindre end selve dyrene.
De vigtigste aktører er usynlige: Bakterier og jordsvampe
Analyser offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Frontiers viste, at den jord, der blev bragt op til overfladen, var fyldt med mikroskopiske forbundsfæller. Det drejer sig om bakterier og mykorrhizasvampe, som danner en slags underjordisk støttenetværk med planterødderne.
| Organisme | Rolle i vegetationens genopblomstring |
|---|---|
| Jordbakterier | Nedbryder organisk materiale og frigiver mineraler i en form, planterne kan optage |
| Mykorrhizasvampe | Forbinder sig med rødderne, øger optagelsen af vand og mineraler og forbedrer stresstolerancen |
| Gravende gnavere | Bringer frugtbare dele af den gamle jord op og spreder mikroorganismer ud over området |
Mykorrhizasvampe danner et omfattende netværk af hyfer, der fungerer som en forlængelse af rødderne. Det giver planter, der vokser under ekstremt svære, tørre og næringsfattige forhold, mulighed for at overleve – fordi de får bedre adgang til fosfor, kvælstof og vand. Visse træarter er stort set ude af stand til at vokse uden dette samarbejde.
Forskerne bemærkede, at der, hvor netværk af mykorrhizasvampe havde udviklet sig, dukkede unge træer op overraskende hurtigt – stik imod de tidligere forudsigelser om skovens langvarige død.
Fyrre år senere giver eksperimentet stadig indtryk
En af de mest slående konklusioner er, at et kort eksperiment fra over 40 år siden stadig præger landskabet den dag i dag. De mikrobiologiske "samfund", der opstod takket være de gravende dyrs aktivitet, fungerer stadig og understøtter vegetationens fortsatte udvikling.
Forskerne sammenligner i dag disse forsøgsfelter med nærliggende områder, hvor der ikke er blevet foretaget nogen indgreb. Mange af disse er stadig domineret af bare, grønne overflader, mens det område, som gophererne "gravede igennem", allerede minder om et tidligt, men stabilt økosystem.
En forsker involveret i analysen indrømmede, at synet af frugtbar, livrig jord lige ved siden af et stadig næsten dødt stykke land giver et stærkt indtryk og viser, hvilken enorm betydning små, ofte oversete organismer har.
Hvad eksperimentet fra Mount St. Helens lærer os
Historien om denne vulkan er ikke blot en naturvidenskabelig kuriøsitet. Det er en meget konkret lektion for forskere, skovbrugere og alle, der tænker på at genoprette ødelagte områder. Det viser sig nemlig, at det måske ikke er nok blot at plante træer eller så græs, hvis jordens mikrobiologiske "grundlag" ikke er til stede.
Modellen fra Mount St. Helens viser, at genopbygning af et økosystem kræver, at man ser dybere – bogstaveligt og overført. Grundlaget er:
- Levende, varieret mikroflora og mikrofauna i jordbunden
- Tilstedeværelsen af organismer, der blander og lufter underlaget
- Netværk af mykorrhizasvampe, uden hvilke mange planter ikke kan klare sig
- Tid til at disse usynlige forbindelser kan stabilisere sig
For genopretningsprojekter på industrialiserede arealer, områder efter skovbrande eller andre katastrofer er det et vigtigt signal. I stedet for at bekæmpe enhver "skadedyr", kan det sommetider betale sig at give plads til naturens egne ingeniører. I velplanlagte projekter kan man bevidst støtte tilstedeværelsen af gravende pattedyr, regnorme eller andre organismer med lignende funktioner.
Hvad det kan betyde for andre steder på kloden
Selvom de beskrevne undersøgelser handler om en bestemt vulkan i USA, har konklusionerne en bredere rækkevidde. I mange dele af verden forsøger mennesker at genoplive jord, der er ødelagt af erosion, intensivt landbrug eller råstofudvinding. Eksemplet fra Mount St. Helens antyder, at hurtig succes kommer, når hele kæden af afhængigheder fungerer – fra store planter helt ned til bakterier og svampe.
I praksis betyder det eksempelvis:
- Brug af præparater med levende mykorrhizasvampe ved plantning af træer
- Beskyttelse eller genindførelse af naturlige jordbundsorganismer frem for masseudryddelse af dem
- Begrænsning af arbejde, der fuldstændig afrever og udpiner det øverste jordlag
I lyset af klimaforandringerne og stadig hyppigere ekstreme begivenheder – fra skovbrande til vulkanudbrud – kan forståelsen af sådanne processer lette genopretningen af ødelagte områder. Små, ofte undervurderede arter kan fremskynde naturens tilbagevenden i en målestok, der virkede urealistisk. Historien fra Mount St. Helens viser, at det sommetider er nok at aktivere ét manglende puslespilsbrik, for at resten begynder at falde på plads af sig selv.
