Et længe ventet signal fra de franske marker
Efter år med alarmerende tal fra Frankrig er der endelig tegn på fremgang. Fugle, der lever af insekter, begynder ganske langsomt at genvinde det tabte terræn. Ændringen er ikke dramatisk, men den er tydelig i både tal og på kort.
En ny analyse af langsigtede feltdata viser, at fuglebestande på landbrugsarealer er begyndt at stige forsigtigt siden EU's forbud mod de mest giftige insektdræbende midler trådte i kraft.
Hvad der ændrede sig på de franske marker efter 2018
I 2018 indførte EU et forbud mod de vigtigste stoffer i neonikotinoidgruppen, som siden 1990'erne primært havde været brugt i landbrugsafgrøder. Disse midler skulle beskytte planter mod skadedyr, men ramte i processen alt andet levende i naturen.
Tidligere handlede debatten mest om bier og andre bestøvere. Nu har et forskerhold ledet af Thomas Perrota fra den franske Foundation for Research on Biodiversity undersøgt, hvad der skete med de fugle, der jager insekter. Resultaterne offentliggjort i tidsskriftet Environmental Pollution viser, at visse insektædende arter langsomt begynder at komme sig efter forbuddets indførelse.
For første gang har forskere så tydeligt koblet et forbud mod specifikke pesticider til en målbar forbedring af fuglelivet i landbrugslandskabet.
Imidacloprid – den stille synder bag fuglenes tilbagegang
I centrum af analysen står imidacloprid, et af de vigtigste neonikotinoider, der blev anvendt i Frankrig helt frem til forbuddet. I årevis sivede det ned i jordbunden og overfladevandet og endte i regnorme, gnavere og fugle. Det reducerede ikke blot antallet af insekter, som fuglene lever af, men virkede også direkte giftigt på dem – både ved høje doser og ved langvarig lav eksponering.
Undersøgelsen dækkede næsten 2.000 landbrugsparceller overvåget under et landsdækkende program for optælling af ynglefugle. Forskerne sammenlignede eksponeringsniveauer for imidacloprid med bestandsstørrelser for enkeltarter i perioden 2013–2022.
- Før forbuddet – på steder med påvist forekomst af stoffet var antallet af insektædende fugle i gennemsnit cirka 12,7% lavere.
- Efter forbuddet – forskellen var mindsket, men lå stadig på omkring 9%.
Det betyder i praksis, at imidacloprids skadelige effekt ikke forsvandt fra den ene dag til den anden. Molekylet holder sig længe i miljøet, særligt i jord og vand, så fuglene mærker stadig konsekvenserne af tidligere års intensive brug.
Insektædere reagerer kraftigst, kornædere klarer sig bedre
Forskerne undersøgte i alt 57 fuglearter på 1.983 lokaliteter spredt over hele landet og inddelte dem i tre grupper: insektædere, kornædere og arter med en mere varieret kost.
Det kraftigste fald i bestandene blev registreret blandt de fugle, der primært lever af insekter – altså de arter, der er mest afhængige af en rig invertebratbase. Jo højere eksponeringen for imidacloprid var, desto færre insektædende fugle fandtes på det pågældende område. Sammenhængen var næsten lineær.
Kornædere og fleksible arter viste derimod en langt svagere eller helt anden reaktion. På visse steder steg deres antal endda kortvarigt ved mellemhøje eksponeringsniveauer, hvilket antyder mere komplekse mekanismer – muligvis relateret til ændringer i afgrødestrukturen.
Frankrigs kort opdelt efter fuglenes kostpræferencer
En rumlig analyse afslører tydelige regionale forskelle. Insektædende fugle forekom hyppigere i landets centrum, i nordvest og i øst. Kornædere dominerede snarere i syd, hvor landskabet og afgrødestrukturen adskiller sig markant fra resten af landet – og hvor brugen af kemiske midler følger andre mønstre.
Landskabets form spiller også en rolle. På arealer med intensivt landbrug, store ensartede marker og sparsomme hegn og enge kan pesticidkoncentrationerne være højere, mens fødegrundlaget er tyndere. I mere mosaikagtigt terræn med økologisk eller ekstensivt landbrug har fuglene langt bedre overlevelseschancer.
Langsom bedring efter forbuddet – gode nyheder med forbehold
Selvom der kun er gået få år siden forbuddet, peger data på en svag indsnævring af forskellen mellem områder med høj og lav imidacloprideksponering. Sagt enkelt: steder, hvor der tidligere var markant færre insektædende fugle, begynder at indhente de steder, der ikke var stærkt eksponeret.
Forandringens tempo er dog stadig meget beskedent. På en del marker kan imidacloprid påvises i jord og vand adskillige sæsoner efter, at brugen ophørte. I Frankrig fik man desuden i to efterfølgende år dispensation til at anvende stoffet på sukkerroer, hvilket forlængede dets tilstedeværelse i miljøet yderligere.
Forskerne vurderer, at en mere fuldstændig genopbygning af fuglebestande kan tage årtier – ligesom det skete efter udfasningen af DDT i anden halvdel af det 20. århundrede.
Fuglenes situation påvirkes desuden af en række andre faktorer: klimaopvarmning, tab af levesteder, nedlæggelse af enge og stigende bymæssig bebyggelse. Derfor er det vanskeligt at tilskrive alle observerede ændringer ét enkelt pesticid, selv om imidacloprids rolle i insektædernes tilbagegang fremstår meget tydelig.
Ny målemetode advarer: problemet stopper ikke ved ét stof
Perrots hold foreslog også en ny metode til at måle landbrugsmiljøets kemiske belastning – den såkaldte Total Applied Toxicity (TAT). Den kombinerer data om mængden af anvendte præparater med deres giftighed over for forskellige organismegrupper: insekter, fugle og vandlevende dyr.
| Hvad TAT måler | Hvorfor det er vigtigt |
|---|---|
| Den samlede toksicitet af alle anvendte stoffer i et givet område | Viser den samlede kemiske belastning og ikke blot effekten af ét pesticid |
| Indvirkningen på forskellige organismegrupper | Giver mulighed for at vurdere effekterne på hele økosystemet, ikke kun skadedyrene |
| Sammenhængen mellem landbrugspraksis og miljøkvalitet | Kan bruges som planlægningsværktøj for mere skånsom produktion |
Resultaterne viser, at selv efter neonikotinoidernes udfasning forbliver det samlede niveau af giftig belastning i landbrugsøkosystemerne højt. Det betyder i praksis, at udskiftning af ét stof med et andet ofte ikke løser problemet – det ændrer blot dets karakter.
Europa sætter mål, men praksis halter stadig bagefter
Undersøgelsen passer godt ind i den bredere sammenhæng med EU's strategi "Fra jord til bord", som blandt andet sigter mod at halvere pesticidforbruget inden 2030. Analysen viser, at regulering har en reel effekt på naturens tilstand – men at forandringerne gennemføres meget langsomt.
Årsagerne er ens på tværs af mange lande:
- kraftigt pres fra dele af den kemiske industri og landbrugssektoren;
- varierende ambitionsniveauer for miljøet på tværs af medlemsstaterne;
- komplikationer ved godkendelse af nye stoffer på markedet;
- landmænds bekymringer for lavere udbytter ved begrænsning af kemi.
Studiets forfattere understreger, at forbud alene ikke er nok. Der er parallelt behov for penge og redskaber til de landmænd, der ønsker at omstille sig til mere bæredygtige produktionsformer – herunder agroøkologisk landbrug.
Hvilke tiltag reelt hjælper fuglene på landbrugsarealer
Konklusionerne fra den franske undersøgelse er værdifulde langt ud over Frankrigs grænser. De peger på en række praksisser, der faktisk forbedrer situationen:
- bevaring og genopretning af markhegn, vandhuller og agerhegn, der fungerer som rede- og fourageringssteder;
- begrænsning af kemiske plantebeskyttelsesmidler og gødning samt mere præcis udbringning;
- overgang til sædskifte, blandet dyrkning og større mangfoldighed i landbrugslandskabet;
- støtte til økologiske bedrifter og landbrug med lavere intensitetsniveau;
- overvågning af fugle og insekter, som gør det muligt at vurdere effekten af ændringer løbende.
Det kan lyde abstrakt, men effekterne kan være meget konkrete. Blot få års genoprettet markhegn eller en traditionel frugthave kan være nok til, at stære, fluesnappere og vipstjerter igen dukker op i området. Uden insekter og varieret landskab har de ingen steder at fouragere eller ruge.
Hvorfor fuglenes skæbne også angår byboere
Fuglebestande er en følsom indikator for naturens overordnede tilstand. Når antallet af almindelige arter begynder at falde, er det et tegn på, at noget alvorligt sker under overfladen: livet i jordbunden svinder, insekterne bliver færre, enge og hegn forarmes. Alt dette rammer i længden også landbruget selv, som er afhængigt af bestøvere, regnorme der forbedrer jordens struktur, og naturlige fjender til skadedyr.
Den svage stigning i bestanden af insektædende fugle i Frankrig efter udfasningen af neonikotinoider viser, at kursen er rigtig – men at den kræver tålmodighed og konsekvens. Hver beslutning om at opgive de mest giftige midler og hvert hegn, der bevares langs en mark, kan virke som en lille detalje. Men i den lange række af sådanne små skridt gemmer sig muligheden for, at vores marker om nogle år igen summer af fuglesang.
