En støvet gammel optagelse bliver pludselig videnskabeligt guld
En gammel, næsten glemt optagelse fra slutningen af 1940'erne har fået forskere inden for hvalekommunikation til at spidse ører. Det, der engang lå uberørt i et arkiv, viser sig nu at være en sand tidskapsel.
På en plastikplade fra 1949 er sangen fra en pukkelhval bevaret – optaget dengang havene var langt mere stille, end de er i dag. For forskerne er det som at rejse tilbage i tiden: de kan høre, hvordan oceanets lydlandskab lød, før den massive støj fra moderne skibsfart satte sit præg – og sammenligne det med, hvad nutidens hydrofonudstyr registrerer.
Hvordan en tilfældig optagelse blev en videnskabelig skat
Forskere fra den amerikanske institution Woods Hole Oceanographic Institution stødte på optagelsen ved et tilfælde, mens de gennemgik arkivmateriale fra marineflådens sonartests. I marts 1949 sejlede en gruppe forskere ud for kysterne af Bermuda for at afprøve nyt undervandsteknisk udstyr. Deres mål var militær teknologi – ikke havdyr.
På et tidspunkt slukkede et af teamets medlemmer motoren for bedre at kunne høre signalerne fra dybden. I stilheden begyndte lange, bølgende lyde at sive ind. På det tidspunkt var det de færreste, der forbandt dem med pukkelhvaler – hvalesang fascinerede endnu ikke offentligheden, og videnskaben på dette område var stadig i sin spæde begyndelse.
Plastikpladen fra 1949 indeholder en af de ældste kendte optagelser af pukkelhvalers sang – skabt to årtier før Roger Paynes banebrydende forskning.
I stedet for et almindeligt magnetbånd blev der brugt en modificeret diktafon med en plastikplade som medie. Dette tekniske detalje viste sig at være afgørende. Bånd fra den periode krakelerer eller mister ofte kvalitet med tiden, mens den hårde plade overlevede i arkivet i overraskende god stand.
Havet før støjens tidsalder: roligere baggrund, renere sang
1940'erne var en helt anden æra for marin akustik. Skibstrafikken var langt mindre intens, gigantiske containerskibe eksisterede slet ikke, og handelsflåden var netop ved at genopbygge sig efter krigen. Bermuda-optagelsen giver os mulighed for at høre, hvordan pukkelhvalens sang lød i et nærmest "analogt" ocean – med begrænset støj fra skruer, turbiner og sonaranlæg.
Moderne optagelser fra de samme farvande tegner et helt andet billede. Baggrunden er i dag fyldt med:
- En konstant, dyb brummen fra store skibes motorer
- Støj fra industrielle turbiner og mekaniske systemer
- Signaler fra sonaranlæg og undervandsteknologi
Kontrasten mellem dengang og nu er slående – og netop derfor er denne gamle optagelse så uvurderlig for forskere, der ønsker at forstå, hvordan menneskeskabt støj har ændret hvalernes kommunikation over tid.
