ISS skal brænde op i atmosfæren. Uret tikker
Den Internationale Rumstation bliver forladt og bragt ud af kredsløb senest omkring 2030. For den almindelige læser lyder det som en fjern dato – for NASA og rumfartsindustrien er den dramatisk tæt på. I det amerikanske Senat vokser uroen, fordi programmet for bemandede rumflyvninger endnu ikke har en stabil afløser til den station, der i over to årtier har været hjertet af menneskets tilstedeværelse i kredsløb.
Konstruktionen, der blev sat i drift ved overgangen mellem 1990'erne og 2000'erne, opererer siden længe på grænsen af sine muligheder. Ingeniørerne udbedrer den ene fejl efter den anden, men ingen nærer illusioner: modulerne holder ikke evigt. Det aftalte ophør falder ved udgangen af dette årti, og et af de afsluttende skridt bliver en kontrolleret nedstyrning ind i atmosfærens tætte lag, hvor størstedelen af konstruktionen simpelthen brænder op.
Det bliver ikke et spektakulært skue af "kosmisk skrammel", men en præcisionsoperation. Kredsbanen skal styres så nøje, at resterne rammer et afsidesliggende havområde, der i årevis er brugt som "kirkegård" for satellitter. For forsknings-, forsvars- og erhvervssektoren er selve ødelæggelsen af stationen dog langt mindre bekymrende end det, der følger med – et hul i menneskehedens permanente tilstedeværelse i kredsløb.
ISS forlader kredsløbet omkring 2030. Hvis nye stationer ikke er klar til den tid, kan der opstå en pause i udsendelsen af astronauter til lav jordbane.
Amerikanske senatorer presser på: kontinuitet i bemandede flyvninger er afgørende
Bekymringen er stærkest i miljøet omkring Texas – den stat, der bl.a. huser Johnsons Rumcenter og den berømte base i Houston. Det er her, bemandede missioner har været koordineret i årtier, og her astronauter er blevet trænet. En republikansk senator fra Texas leder det udvalg, der har ansvar for videnskab og transport, herunder rumpolitik.
I udtalelser, som amerikanske medier har fået adgang til, erkender senatorens nære samarbejdspartner, at ét krav vender tilbage i næsten enhver samtale om fremtiden for bemandede flyvninger – kontinuitet. Ifølge dette miljø må man ikke gentage situationen fra Space Shuttle-programmets afvikling, da USA i årevis var tvunget til at købe pladser i russiske Soyuz-kapsler.
Amerikanske politikere kræver en klar tidsplan fra NASA: ISS forlader kredsløbet, og kommercielle stationer overtager rollen som laboratorium nærmest uden afbrydelse.
En ny model: private stationer i kredsløb
NASA's svar på ISS's forestående afslutning er at satse på den kommercielle sektor. Agenturet ønsker ikke længere selv at finansiere og vedligeholde en gigantisk konstruktion, der sluger milliarder af dollars om året. I stedet agter det at blive én af flere "kunder" hos stationer bygget af private virksomheder – præcis som det i dag køber transport af gods og besætninger ombord på raketter fra selskaber som SpaceX.
Der ligger flere koncepter for kommercielle orbitale komplekser på bordet. Nogle involverer moduler, der i første omgang kobles til ISS og siden opererer selvstændigt efter stationens afgang. Andre projekter forudsætter fuldt uafhængige stationer, der lanceres direkte i egne baner. Den fælles nævner er relativt mindre dimensioner, modulær opbygning og bred åbenhed over for mange typer kunder – fra regeringer og universiteter til farmaceutiske og teknologiske virksomheder.
Hvad skal kommercielle stationer levere?
- Forskning i mikrogravitation – videreførelse af biologiske, medicinske og materialemæssige eksperimenter påbegyndt på ISS.
- Teknologiudvikling – afprøvning af nye fremdriftssystemer, robotter og løsninger til fremtidige måne- og Marsmissioner.
- Turistsegment – kortere ophold for privatpersoner, finansieret af dem selv eller via sponsorer.
- Serviceydelser til virksomheder – fremstilling af specialiserede materialer og lægemidler under vægtløse forhold.
Denne model skal sænke omkostningerne for de amerikanske skatteydere og samtidig øge fleksibiliteten. Hvis én station havarerer eller kræver opgradering, kan en anden overtage en del af opgaverne. For NASA forbliver det primære mål dog adgang til en pålidelig forskningsplatform, der kan erstatte ISS.
En stram tidsplan med reelle risici
Selv de mest imponerende visualiseringer af nye moduler ændrer ikke ved den grundlæggende kendsgerning: det tager mange år at designe, bygge, teste og placere en fungerende station i kredsløb. Mellem en konferences indvielsesceremoni og det første bemandede dokningsforsøg er der en lang og ofte smertefuld vej fuld af tests, certificeringer og forsinkelser.
NASA, belært af erfaringer fra tidligere programmer, ved, at ikke ethvert foretagende når sit mål i den oprindeligt planlagte form. Her er fejlmargenen lille, fordi arbejdsplanen skal stemme overens med datoen for ISS's endelige afvikling. Hvis kommercielle stationer ikke er klar i tide, kan konsekvenserne være alvorlige:
| Scenarie | Mulige konsekvenser |
|---|---|
| Kortere pause i bemandede flyvninger til lav jordbane | Tab af forskning, ringere forberedelse til måne- og Marsmissioner |
| Stærkere position for konkurrenter | Fordel til Kina, som udvikler sin egen station og kan tiltrække udenlandske agenturer |
| Tilbagevenden til andres infrastruktur | Risiko for politisk afhængighed af andre stater eller begrænset antal pladser til amerikanske astronauter |
For forskningsmiljøet kan selv to til tre års pause betyde tab af generationers forskning, afbrydelse af langsigtede eksperimenter og vanskeligere forsvar af budgetter. Presset fra senatorer og eksperter vokser derfor for hver ny rapport om ISS's tilstand.
Hvad sker der med resten af verden, når ISS slukker?
ISS har hidtil været et symbol på internationalt samarbejde – fra amerikanere og europæere over Japan til Rusland. Den har givet mange lande deres eneste mulighed for at sende egne astronauter i kredsløb. Når stationens mission er afsluttet, kan magtbalancen forskyde sig markant.
Kina udvikler konsekvent sin egen station med det mål at tiltrække partnere, der ikke får plads i NASA-tilknyttede programmer, eller som søger et alternativ. Europa, Canada og Japan er på den anden side i høj grad afhængige af, om det kommercielle stationsprogram i USA lykkes, når det gælder deres fremtidige tilstedeværelse i kredsløb.
Den gennemsnitlige jordboer vil ikke mærke forskel fra dag til dag, når ISS deorbiteres. For de lande, der investerer i bemandede flyvninger, tegner det derimod et nyt kort over indflydelse og alliancer.
Hvorfor er en permanent menneskelig tilstedeværelse i kredsløb så vigtig?
Faste beboere på lav jordbane er ikke blot et symbol på prestige. De udgør frem for alt et levende laboratorium, der giver mulighed for at observere konsekvenserne af langvarig ophold i vægtløshed, kosmisk stråling og isolation. Uden en sådan infrastruktur er det langt vanskeligere at planlægge sikre missioner, der varer måneder eller år – som en rejse til Mars.
Forskere studerer i rummet bl.a. muskeltab, ændringer i knoglesystemet, mikrogravitationens indvirkning på synet og kredsløbssystemet samt kroppens væskers adfærd. Dele af disse effekter kan simuleres på Jorden, men kun langvarige ophold i kredsløb giver det fulde billede. En pause i forskningen slår viden tilbage og vanskeliggør langsigtede sammenligninger.
Rummets fremtid som politisk og erhvervsmæssig sag
Diskussionen om ISS's afløser foregår ikke udelukkende i kredse af forskere og ingeniører. Det er et område, hvor nationale ambitioner, store virksomheders interesser og reelle økonomiske gevinster mødes. En station handler ikke kun om forskning, men også om kontrakter til industrien, arbejdspladser og teknologiudvikling, der siden finder vej ned til Jorden – eksempelvis inden for medicin og telekommunikation.
I USA fungerer sådanne projekter som en "magnet" for innovation i regioner koncentreret om rumfartcentre. Politikernes pres udspringer derfor ikke udelukkende af bekymring for videnskaben – det handler også om at fastholde deres staters og valgkredses andel af det kosmiske kagelag.
For den europæiske læser er det afgørende at forstå, at de beslutninger, der træffes i dag om ISS og kommercielle stationer, vil definere adgangen til kredsløb for en hel kommende generation. Det afgør, om fremtidens forskere og astronauter vil have lettere adgang til forskning i mikrogravitation – eller om de i stedet vil være henvist til enkelte pladser i udenlandske programmer. Det er derfor værd at følge ikke kun spektakulære raketopsendelser, men også de tilsyneladende tekniske stridigheder om tidsplaner og kontrakter. Det er dem, der i sidste ende afgør, hvem der reelt er vært i Jordens kosmiske nabolag efter ISS-æraen.
