Noget bemærkelsesværdigt sker i det ydre solsystem
I de fjerne egne af vores solsystem er der gang i en udvikling, der grundlæggende ændrer hierarkiet mellem de to gasgiganter. Små, næsten usynlige objekter i kredsløb om Saturn og Jupiter er ved at omskrive de officielle statistikker – og Saturn bygger en imponerende føring op.
15 nyopdagede måner på én gang
Astronomer har identificeret endnu en gruppe af små, naturlige måner omkring de to største planeter i solsystemet. I alt drejer det sig om 15 nye måner – 4 omkring Jupiter og 11 omkring Saturn. Det er ikke dramatiske, iskolde verdener som dem, vi kender fra rumsondernes fotografier. Disse objekter er ekstremt små og svagt lysende klumper af sten og is.
Hvert af de nyregistrerede objekter har en diameter på omkring 3 kilometer – omtrent på størrelse med en lille by. I kosmisk målestok er de nærmest usynlige, med en lysstyrke i intervallet 25–27 magnituder. Til sammenligning har de svageste stjerner, man kan se med det blotte øje fra et mørkt sted på Jorden, omkring 6 magnituder.
Disse måner er så svage, at selv avancerede amatørteleskoper slet ikke kan registrere dem. Det kræver enorme instrumenter og gentagne observationssessioner at fange dem på billeder.
Med disse nye tilføjelser er det samlede antal kendte måner i solsystemet nået op på 442. Det er dog ikke et endeligt tal – for hver gang observationsteknikken forbedres, finder astronomerne nye objekter, der tidligere har undsluppet opmærksomheden.
Teleskopernes grænse: sådan opdages så svage objekter
Jupiters nye måner blev blandt andet fundet ved hjælp af to kraftfulde jordbaserede teleskoper: 6,5-meter Magellan-Baade i Chile og 8-meter Subaru på Hawaii. Netop deres store spejle er i stand til at opsamle nok lys til overhovedet at registrere så svage punkter på himlen.
Processen bygger ikke på et enkelt billede. Forskerne optager lange serier af fotografier med tidsmellemrum og sammenligner dem derefter for at lede efter objekter, der bevæger sig en smule i forhold til baggrundsstjernerne. Bevægelsen er meget langsom, fordi afstandene til planeterne er enorme, men avancerede algoritmer er i stand til at opfange selv den mindste forskydning.
- Først optages dybe billeder af et givet område af himlen.
- Derefter sammenstiller en computer billederne og registrerer punkter, der har ændret position.
- Efterfølgende undersøges det, om bevægelsesbanen peger på gravitationel tilknytning til en bestemt planet.
- Først efter flere måneders sporing af banen tildeles objektet officiel månestatus.
Denne møjsommelige proces forklarer, hvorfor antallet af kendte måner stiger i spring – nye observationsserier kan på én gang afsløre hele grupper af lignende objekter, der befinder sig i fjerne, uregelmæssige kredsløb.
Saturn distancerer Jupiter: en overvældende føring
Med de seneste bekræftelser har Saturn nu 285 kendte måner. Jupiter, på trods af sin kolossale masse og sit ry som "planeternes konge", er stoppet på 101. Forskellen er altså enorm og vokser fortsat.
De aktuelle tal viser, at Saturn har næsten tre gange så mange kendte måner som Jupiter. Det er en markant ændring i forhold til det billede, der tidligere herskede, hvor Jupiter gjaldt som den absolutte leder.
Kun objekter, der er indberettet og godkendt af specialiserede institutioner – herunder Minor Planet Center, som udgiver de såkaldte MPEC-bulletiner – optages i de officielle statistikker. Det er netop i sådanne bulletiner, at de seneste tilføjelser for begge planeter er beskrevet.
Det samlede billede af månelandskabet i solsystemet ser i dag sådan ud:
| Planet | Antal kendte måner |
|---|---|
| Saturn | 285 |
| Jupiter | 101 |
| Uranus | 28 |
| Neptun | 16 |
| Jorden | 1 |
| Mars | 2 |
Forskellene er ekstreme. På den ene side har vi Saturn, omgivet af en hel sværm af små satelitter – på den anden side Jorden med én stor Måne og Mars med to små, uregelmæssige måner.
Hvorfor har Saturn så mange småmåner?
Saturn befinder sig længere fra Solen end Jupiter og kredser i en region, hvor den primordiale materies tæthed var en smule anderledes. Rundt om planeten strækker sig et udbygget system af ringe og bælter af is- og stengrus, hvilket fremmer "fangsten" af mindre objekter i dens gravitationsfælde.
Mange astronomer mistænker, at en stor del af de mindste satelitter er rester af tidligere større himmellegemer. De kan være blevet flænget fra hinanden ved kollisioner eller nærpassager og omdannet til skyer af fragmenter, hvor en del stabiliserede sig i uregelmæssige kredsløb.
Jo stærkere et gravitationsfelt og jo mere løst materiale der befinder sig i planetens omgivelser, desto større er chancen for, at der dannes et omfattende system af små "affaldsmåner".
Astrofysisk set er disse objekter fascinerende, fordi de indeholder "nedfrosne" informationer om det unge solsystem. Deres sammensætning, form og kredsløbsfordeling hjælper forskerne med at rekonstruere forløbet af gamle kollisioner og planeternes migration.
Et lille hold, hundredvis af måner
Bag en betydelig del af de seneste opdagelser står ikke et stort internationalt konsortium, men derimod en håndfuld meget specialiserede forskere. Inden for populærvidenskaben fremhæves særligt duoen Scott Sheppard og Edward Ashton, som personligt har deltaget i opdagelsen af adskillige af disse fjerne, små verdener og dermed bidraget afgørende til den løbende optælling.
