Et længe ventet signal fra de franske marker
Efter flere år med alarmerende data fra Frankrig er der endelig dukket et tegn op, som mange har ventet på: insektædende fugle begynder forsigtigt at hente sig selv lidt ind igen.
Ændringen er ikke dramatisk, men den er synlig i tallene og på kortene. En ny analyse af langsigtede feltdata viser, at fuglebestande på landbrugsarealer er begyndt at vokse svagt, efter at EU forbød de mest giftige insektmidler.
Hvad der forandrede sig på de franske marker efter 2018
I 2018 indførte EU et forbud mod de vigtigste stoffer i gruppen af neonikotinoider – kemikalier der har været brugt i landbruget siden 1990'erne. Hensigten var at beskytte afgrøder mod skadedyr, men de ramte i virkeligheden al den øvrige natur med fuld kraft.
Tidligere handlede samtalen mest om bier og andre bestøvere. Nu har et forskerhold ledet af Thomas Perrot fra det franske Fondation pour la Recherche sur la Biodiversité undersøgt, hvad der skete med de fugle, der lever af insekter. Resultaterne, offentliggjort i tidsskriftet Environmental Pollution, viser, at visse insektædende arter langsomt begynder at komme sig efter flere år med forbuddet.
For første gang har forskerne så tydeligt koblet et forbud mod specifikke pesticider til en mærkbar forbedring i situationen for fugle i landbrugslandskabet.
Imidacloprid – den stille årsag til fuglenes tilbagegang
I centrum af analysen stod imidacloprid, et af de vigtigste neonikotinoider brugt i Frankrig frem til forbuddet. I årevis sivede det ud i jord og overfladevand og endte i regnorme, gnavere og fugle. Det reducerede ikke blot mængden af insekter, som fuglene lever af – det virkede også direkte giftigt på dem, både ved høje doser og ved langvarig lav eksponering.
Studiet dækkede næsten 2.000 landbrugslokaliteter overvåget under et landsdækkende program for optælling af ynglefugle. Forskerne sammenlignede eksponeringsniveauet for imidacloprid med bestandsstørrelserne for de enkelte arter i perioden 2013–2022.
- Før forbuddet – på steder med registreret forekomst af stoffet var antallet af insektædende fugle i gennemsnit ca. 12,7% lavere.
- Efter forbuddet – forskellen var skrumpet, men udgjorde stadig omkring 9%.
Det betyder i praksis, at imidacloprids skadelige virkning ikke forsvandt med et snuptag, da forbuddet trådte i kraft. Molekylet holder sig længe i miljøet – særligt i jord og vand – og fuglene mærker derfor stadig eftervirkningerne af mange års intensiv brug.
Insektædere reagerer stærkest, mens frøædere klarer sig bedre
Forskerne undersøgte i alt 57 fuglearter på 1.983 lokaliteter spredt over hele landet. De inddelte arterne i tre grupper: insektædere, frøædere og arter med en mere varieret kost.
Det kraftigste fald i bestandsstørrelse fandt sted hos de fugle, der primært lever af insekter – altså dem der er mest afhængige af en rig bestand af hvirvelløse dyr. Jo højere eksponeringen for imidacloprid var, jo færre insektædende fugle fandtes der på det pågældende område – sammenhængen var nærmest lineær.
Frøædere og "fleksible" arter viste derimod en langt svagere eller helt anden reaktion. Nogle steder steg deres antal endda kortvarigt ved mellemhøje eksponeringsniveauer, hvilket tyder på mere komplekse mekanismer – muligvis relateret til ændringer i afgrødestruktur.
Frankrig delt af fuglenes kostpræferencer
Den rumlige analyse afslører tydelige regionale forskelle. Insektædende fugle optrådte hyppigere i landets centrum, nordvest og øst. Frøædere dominerede mere i syd, hvor landskab og afgrødestruktur adskiller sig markant fra resten af landet – og hvor brugen af kemiske midler også foregår anderledes.
Landskabets form spiller ligeledes en rolle. På arealer med intensivt landbrug, store ensartede marker og få hegn, trægrupper og enge er pesticidkoncentrationerne typisk højere, og fødegrundlaget fattigere. I mere mosaikagtige områder med økologisk eller ekstensivt landbrug har fuglene betydeligt bedre overlevelseschancer.
Langsom bedring efter forbuddet – gode nyheder med forbehold
Selvom der kun er gået nogle få år siden forbuddet, viser dataene en svag indsnævring af forskellen mellem stærkt og svagt eksponerede områder. Sagt enkelt: steder, hvor der tidligere var markant færre insektædende fugle, begynder at indhente dem uden kraftig eksponering for stoffet.
Forbedringens tempo er dog stadig meget beskedent. På en del marker kan imidacloprid påvises i jord og vand adskillige sæsoner efter, at anvendelsen er ophørt. I Frankrig fik man ydermere i to efterfølgende år dispensation til at bruge stoffet i dyrkning af sukkerroer, hvilket forlængede dets tilstedeværelse i miljøet yderligere.
Forskerne vurderer, at en mere fuldstændig genopbygning af fuglebestandene kan tage årtier – ligesom det var tilfældet efter afviklingen af DDT i anden halvdel af det 20. århundrede.
Fuglenes situation påvirkes desuden af en lang række andre faktorer: klimaforandringer, tab af levesteder, nedlæggelse af enge og stigende urbaniseringspres. Det gør det vanskeligt at tilskrive alle de observerede ændringer ét enkelt pesticid, selv om imidacloprids rolle i tilbagegangen hos insektædere forekommer meget tydelig.
En ny målestok advarer: problemet slutter ikke med ét stof
Perrots team foreslog også en ny metode til at måle miljøets kemiske belastning – den såkaldte Total Applied Toxicity (TAT)-indikator. Den kombinerer data om mængden af anvendte midler med deres giftighed over for forskellige organismegrupper: insekter, fugle og vandlevende dyr.
| Hvad TAT måler | Hvorfor det har betydning |
|---|---|
| Den samlede giftighed af alle brugte stoffer i et givet område | Viser det kemiske pres som helhed – ikke kun virkningen af ét pesticid |
| Virkningen på forskellige organismegrupper | Muliggør vurdering af konsekvenserne for hele økosystemet, ikke kun skadedyr |
| Sammenhængen mellem landbrugspraksis og miljøkvalitet | Kan bruges som redskab til at planlægge mere skånsomme produktionsformer |
Resultaterne viser, at det samlede niveau af giftig belastning i landbrugsøkosystemer fortsat er højt, selv efter neonikotinoidernes udfasning. I praksis betyder det, at erstatning af ét stof med et andet tit ikke løser problemet – det ændrer blot dets form.
Europa sætter mål, men praksis halter stadig bagud
Studiet passer godt ind i den bredere ramme af EUs jord til bord-strategi, der bl.a. sigter mod at halvere pesticidforbruget inden 2030. Analysen viser, at reguleringer har en reel effekt på naturens tilstand – men at omsætningen af ændringerne går meget langsomt.
Årsagerne er de samme i mange lande:
- stærkt pres fra dele af kemi- og landbrugsindustrien;
- varierende niveau af miljøambitioner landene imellem;
- komplikationer forbundet med godkendelse af nye stoffer;
- landmændenes bekymring for lavere udbytter ved begrænset brug af kemikalier.
Studiets forfattere understreger, at forbud alene ikke er nok. Parallelt hermed er der brug for penge og redskaber til de landmænd, der ønsker at gå over til mere bæredygtige produktionsformer – herunder agroøkologisk landbrug.
Hvilke tiltag reelt hjælper fuglene på landbrugsarealer
Konklusionerne fra det franske studie er værdifulde langt ud over Frankrigs grænser. De peger på en række metoder, der faktisk forbedrer situationen:
- bevarelse og genoprettelse af læhegn, vandhuller og markskel, der fungerer som yngle- og fourageringssteder;
- begrænsning af kemiske plantebeskyttelsesmidler og gødning samt mere præcis anvendelse heraf;
- overgang til sædskifte, blandet dyrkning og større diversitet i landbrugslandskabet;
- støtte til økologiske bedrifter og lavintensivt landbrug;
- overvågning af fugle og insekter, der gør det muligt at vurdere effekten af løbende ændringer.
Det kan lyde abstrakt, men resultaterne er ofte meget konkrete. Bare et genskab markskel eller en gammel frugthave kan efter få år tiltrække stære, fluesnappere og vipstjerter. Uden insekter og varieret landskab har de hverken steder at fouragere eller at yngle.
Hvorfor fuglenes skæbne også angår byboere
Fuglebestande er en følsom indikator for naturens overordnede tilstand. Når antallet af almindelige arter begynder at falde, er det et tegn på, at noget alvorligt foregår under overfladen: livet i jorden svinder, insekterne bliver færre, og enge og markskel fattiggøres. På sigt rammer det også selve landbruget, der er afhængigt af bestøvere, regnorme der forbedrer jordens struktur, og naturlige fjender af skadedyr.
Den svage stigning i bestanden af insektædende fugle i Frankrig efter udfasningen af neonikotinoider viser, at kursen er den rigtige – men at det kræver tålmodighed og konsekvens. Hver beslutning om at opgive de mest giftige midler og hvert hegn, der efterlades langs markkanten, kan virke som en bagatel. Men i den lange række af sådanne små skridt ligger chancen for, at vore marker om få eller ti år igen summer af fuglefang.
