Klimapolitik og fødevarepriser: et ubehageligt paradoks
Reduktion af drivhusgasemissioner kan på den ene side presse fødevarepriserne op – og på den anden side uventet øge udbyttet af afgørende afgrøder.
Ny videnskabelig forskning viser, at klimapolitik handler om langt mere end grader på termometret. Det er i bund og grund et spørgsmål om, hvorvidt hundredvis af millioner mennesker har mad på bordet – især i verdens fattigste hjørner. Den samme pakke af klimatiltag kan både forværre og mindske sultrisikoen på samme tid. Det hele afhænger af, hvilke faktorer man medtager i beregningerne.
Ambitiøse klimamål og deres pris for landbruget
Målet om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5°C kræver massive omvæltninger inden for energi, landbrug og transport. Mange scenarier forudsætter udbredt brug af bioenergi – altså energiproduktion baseret på planter – samt storstilet skovrejsning. Det lyder fornuftigt, indtil man kaster et blik på landbrugskortet.
Hver hektar der omdannes til biomasseplantager eller nye skove, er en hektar der holder op med at producere hvede, ris, majs eller soja. I globale modeller er konsekvensen klar: mindre landbrugsjord medfører lavere udbud og højere priser. Når CO2-afgifter oveni det fordyrer gødning, brændstof og transport, skyder produktionsomkostningerne i vejret. Store landbrug klarer det nogenlunde, men mindre bønder i udviklingslande presses ud på sidelinjen.
Beregninger viser, at klimapolitik i overensstemmelse med 1,5°C-målet kan udsætte yderligere 56 millioner mennesker for sult inden 2050 – en stigning på cirka 17 procent sammenlignet med et scenarie uden så skarpe klimatiltag.
Interessant nok er dette referencescenarie ikke på forhånd sort. Med en moderat økonomisk udvikling ville antallet af sultramte faktisk falde fra de nuværende cirka 720 millioner til omkring 330 millioner, takket være stigende indkomster og fremskridt inden for landbruget. En aggressiv klimapolitik bremser denne positive udvikling – i stedet for 330 millioner sultende ville tallet ende betydeligt højere.
Snavset luft over markerne: en tavs ødelægger af høstudbyttet
Men historien slutter ikke her. Forskere har rettet opmærksomheden mod troposfærisk ozon – en gas der dannes lavt over jordoverfladen ud fra andre forureningsstoffer som metan og nitrogenoxider. Denne ozon har intet at gøre med det beskyttende ozonlag højt oppe i atmosfæren. Nær jordoverfladen virker den derimod som gift for planter.
Planter optager ozon gennem de små porer i bladene kaldet spalteåbninger. Inde i planten sættes en kaskade af kemiske reaktioner i gang, der beskadiger væv, svækker fotosyntesen og tvinger planten til at bruge energi på forsvar frem for vækst og kornudvikling. Særligt sårbare er tre af menneskehedens vigtigste fødevareafgrøder: hvede, ris og majs.
Når vi reducerer drivhusgasemissioner, begrænser vi meget ofte – som en slags sidegevinst – også emissionen af de stoffer, der danner ozon. Ozonkoncentrationen nær jordoverfladen falder, luften over markerne bliver renere, og planterne kan bogstaveligt talt ånde lettere.
Renere luft, billigere mad
Modeller anvendt af et internationalt forskerhold viser, at denne "oprensning" af atmosfæren over dyrkede arealer har en målbar økonomisk effekt. Når udbyttet stiger, kommer der mere korn på markedet. Med et større udbud begynder priserne at falde – eller i det mindste at stige langsommere end i et scenarie uden luftforbedringer.
Ifølge analyserne kan en reduktion af jordnær ozon alene mindske antallet af sultramte med cirka 8,4 millioner mennesker i 2050. Det svarer til omtrent 15 procent af den ekstra sultrisiko, der er forbundet med en skærpet klimapolitik.
Kun når modellerne medtager både omkostningerne ved den grønne omstilling og fordelene ved renere luft, giver de et mere realistisk billede af fremtiden. Tidligere undersøgelser af klimapolitikkens effekt på global fødevaresikkerhed ignorerede i vid udstrækning ozonens indvirkning på afgrødeudbyttet og overvurderede derfor de negative konsekvenser for landbruget.
Hvilke regioner vil drage størst fordel?
Forandringen fordeler sig ikke jævnt over hele kloden. Forskningen viser, at mere end halvdelen af de mennesker, der "reddes" fra sult, ville befinde sig i to områder: Subsaharisk Afrika og Indien. Det er netop der, at underernæring allerede i dag er langt mere udbredt end i de rige regioner.
| Region | Andel af reduceret sultrisiko takket være mindre ozon | Vigtigste årsag til gevinsten |
|---|---|---|
| Indien | ca. 39% af den lokale negative effekt af klimatiltag neutraliseres | markant stigning i hvedeudbyttet |
| Subsaharisk Afrika | ca. 8% af den negative effekt afbødes | moderat forbedring af majs- og sojaproduktion |
I Indien viser en forbedring af luftkvaliteten over markerne sig som en særligt stærk "sikkerhedsventil". Hvede, der dominerer landbruget der, reagerer meget kraftigt på faldende ozonkoncentrationer, så gevinsterne i udbytte er tydelige. I Subsaharisk Afrika er effekten mere beskeden, fordi regionens vigtigste afgrøder er en smule mindre følsomme over for ozon, og fordi mangel på vand, gødning og politisk stabilitet fortsat udgør alvorlige begrænsninger.
Trods denne lindring viser de fleste modeller stadig, at klimatiltag alene – uden yderligere landbrugs- og samfundsreformer – øger den globale sultrisiko. Reduktion af drivhusgasemissioner forbedrer situationen, men løser ikke hele problemet.
Klimapolitik uden mennesker i centrum virker ikke
Forskere slår i stigende grad til lyd for, at klimastrategier skal udvikles i tæt samarbejde med landbrugs- og ernæringseksperter – ikke ved siden af dem. Det er ikke tilstrækkeligt at beregne, hvor meget emissionerne falder i kraftværker og transportsektoren. Man er også nødt til at spørge, hvordan adgangen til kalorier og protein ændrer sig for fattige familier i Afrika, Asien og Latinamerika.
Klimapolitik bør måle både tons af uemitteret CO2 og antallet af fulde eller tomme tallerkener. Uden dette er det let at vælte byrden af omstillingen over på de allerfattigste.
Sådan kan sultrisikoen reduceres, mens vi bekæmper klimaforandringer
- Investeringer i landbrugsproduktivitet – bedre frøsorter, moderne vandingssystemer, uddannelse af bønder og adgang til kreditter.
- Fornuftig arealanvendelse – så biomasseplantager og nye skove ikke lægger beslag på de mest frugtbare marker, der er nødvendige til fødevareproduktion.
- Begrænsning af madspild – kortere forsyningskæder, bedre opbevaring og forbrugeruddannelse.
- Målrettede støtteprogrammer – finansiel hjælp og fødevarebistand til de regioner, hvor klimapolitikken presser priserne mest.
- Reduktion af de mest skadelige forureningsstoffer – skærpede begrænsninger af metan og nitrogenoxider, der driver dannelsen af jordnær ozon.
Hvorfor ozon er blevet så afgørende for landbruget
For mange mennesker forbindes ozon udelukkende med "hullet i ozonlaget" højt oppe over os. Men tæt på jordoverfladen er der tale om en helt anden størrelse. Ozon dannes her i reaktioner mellem udstødningsgasser fra biler, industriemissioner, landbrugsemissioner og sollys. På varme sommerdage i byerne kan koncentrationerne nå niveauer, der er farlige for mennesker – det irriterer øjnene, forværrer astma og belaster kredsløbet.
Planter har ingen flugtmulighed. De kan ikke "flytte sig", når ozonniveauet stiger. Hver sæson med høje ozonkoncentrationer betyder lavere udbytte, dårligere kornkvalitet og større tab for landmændene. Når sådanne sæsoner gentager sig, begynder det at slå igennem i nationale statistikker og i sidste ende i globale analyser af fødevaresikkerheden.
Beslutninger om at begrænse metan og nitrogenoxider virker derfor på to måder på én gang: de accelererer kampen mod klimaforandringer og forbedrer samtidig planternes "kondition" på markerne. Det er et af de bedste eksempler på såkaldte samfundsgevinster – effekter vi opnår nærmest gratis som del af klimapolitikken.
Hvad betyder det for almindelige mennesker?
Globale modeller kan lyde abstrakte, men deres konsekvenser mærkes i dagligdagen. En stigning i kornpriserne på verdensmarkederne slår hurtigt igennem på priserne på brød, kød og mejeriprodukter. Tørke i Indien eller et dårligt majsudbytte i Afrika kan efter nogle måneder påvirke prisen på dyrefoder og i forlængelse heraf prisen på kød.
Den gode nyhed er, at tiltag der reducerer skadelige gasemissioner – mere effektivt landbrug, reduktion af kulafbrænding, moderne transport – også sænker ozonkoncentrationerne nær jordoverfladen. Det gavner ikke kun vores lunger, men også afgrødernes udbytte. På længere sigt kan det bidrage til at stabilisere fødevarepriserne, særligt når det kombineres med bedre vand- og arealforvaltning.
Diskussioner om klimapolitik fokuserer ofte på energiregninger og industriens fremtid, mens spørgsmålet om mad sjældnere stilles: hvad sker der med fødevarerne? At inddrage landmænd, forarbejdningsvirksomheder og ernæringseksperter i omstillingsdebatten kan mindske risikoen for, at vi i klimaets navn lukker øjnene for de stille konsekvenser i de fattigste familiers hverdagsøkonomi.
En klog klimapolitik stopper ikke ved solceller og vindmøller. Dens sande målestok er også, om børn i Indien, Afrika og på landet om 20–30 år har mad i madkassen og på tallerkenen. Forskningen om ozon og afgrødeudbytter tilføjer et vigtigt og hidtil manglende stykke til dette puslespil.
