ISS skal brænde op i atmosfæren. Uret tikker
Den Internationale Rumstation bliver forældet med alarmerende hast. Konstruktionen, der blev sat i drift i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, har længe opereret på grænsen af sine tekniske muligheder. Ingeniører lappeløser løbende fejl og mangler, men der er ingen illusion om fremtiden: modulerne holder ikke evigt. Den aftalte slutdato for stationens drift falder omkring årtusindeskiftet for dette årti, og et af de afsluttende skridt bliver en kontrolleret nedstyrtning gennem de tætte atmosfæriske lag, hvor størstedelen af konstruktionen simpelthen vil brænde op.
Det bliver ingen spektakulær "kosmisk skrotbunke" – tværtimod en præcisionsoperation. Banen skal beregnes, så resterne lander i et isoleret havområde, der i årevis har fungeret som "kirkegård" for satellitter. For forsknings-, forsvars- og kommercielle sektorer er selve ødelæggelsen af stationen dog langt mindre bekymrende end det, der venter bagefter: et hul i menneskehedens kontinuerlige tilstedeværelse i kredsløb.
ISS forventes at forlade kredsløbet omkring 2030. Hvis der ikke er nye stationer klar inden da, kan der opstå en pause i udsendelsen af astronauter til det lave jordomkredsende kredsløb.
Amerikanske senatorer presser på: kontinuitet i bemandede missioner er afgørende
Bekymringen er stærkest i kredse tilknyttet Texas – den stat, der blandt andet huser Johnsons Rumcenter og den berømte base i Houston. Det er her, bemandede missioner har været koordineret og astronauter trænet i årtier. En republikansk senator fra Texas leder det udvalg, der har ansvar for videnskab og transport, herunder rumpolitik. Hans nærmeste medarbejdere sender NASA et utvetydigt budskab: en pause i menneskers tilstedeværelse i kredsløb er uacceptabel.
I udtalelser, som amerikanske medier har fået adgang til, understreger senatorens tætte samarbejdspartner, at der ved næsten enhver samtale om fremtiden for bemandede rumflyvninger vender ét krav tilbage – kontinuitet. Dette miljø ønsker for alt i verden at undgå en gentagelse af situationen ved afslutningen af rumfærgeprogrammet, hvor USA i årevis var tvunget til at købe pladser i russiske Sojuz-kapsler.
Amerikanske politikere kræver en klar tidsplan fra NASA: ISS forlader kredsløbet, mens kommercielle stationer overtager rollen som laboratorium nærmest uden afbrydelse.
En ny model: private stationer i kredsløb
NASAs svar på den forestående afslutning af ISS er en klar satsning på den kommercielle sektor. Agenturet ønsker ikke længere selv at finansiere og vedligeholde en gigantisk konstruktion, der sluger milliarder af dollars om året. I stedet sigter NASA mod at blive én af flere "kunder" hos stationer bygget af private virksomheder – præcis som agenturet i dag køber transport af gods og besætninger hos selskaber som SpaceX.
Der er flere koncepter på tegnebrættet for kommercielle orbitale anlæg. Nogle planer beskriver moduler, der i første omgang skal kobles til ISS og derefter fungere selvstændigt efter stationens ophør. Andre projekter forestiller sig fuldt uafhængige stationer, der fra begyndelsen sendes direkte til egne baner. Fælles for dem alle er relativt mindre dimensioner, modulær opbygning og bred åbenhed over for forskellige kundegrupper – fra regeringer og universiteter til farmaceutiske virksomheder og tech-giganter.
Hvad skal kommercielle stationer levere?
- Forskning i mikrogravitation – videreførelse af biologiske, medicinske og materialerelaterede eksperimenter påbegyndt på ISS.
- Teknologiudvikling – afprøvning af nye fremdriftssystemer, robotter og løsninger nødvendige for missioner til Månen og Mars.
- Turistsegment – kortvarige ophold for privatpersoner, finansieret af dem selv eller via sponsorater.
- Erhvervsservices – produktion af specialiserede materialer og lægemidler, der drager fordel af vægtløshedens betingelser.
Denne model skal sænke omkostningerne for de amerikanske skatteydere og samtidig øge fleksibiliteten. Hvis én station havarerer eller kræver opgradering, kan en anden overtage en del af opgaverne. For NASA forbliver det primære mål dog adgangen til en pålidelig forskningsplatform, der kan erstatte ISS.
Et stramt skema og reelle risici
Selv de mest imponerende visualiseringer af nye moduler ændrer ikke på én grundlæggende kendsgerning: at designe, bygge, teste og placere en fungerende station i kredsløb tager mange år. Fra den første pressemøde med flotte animationer til første bemandede dokningsmanøvre er der en lang og ofte smertefuld vej fuld af tests, certificeringer og forsinkelser.
NASA, der har lært af erfaringerne fra tidligere programmer, ved godt, at ikke ethvert projekt når sit mål i den oprindelige form. Her er fejlmarginen lille, fordi arbejdsplanen skal falde nøjagtigt sammen med datoen for ISS's endelige nedlukning. Hvis de kommercielle stationer ikke er klar i tide, kan konsekvenserne være alvorlige:
| Scenarie | Mulige konsekvenser |
|---|---|
| Kort pause i bemandede missioner til LEO | Tab af forskning, dårligere forberedelse til Måne- og Mars-missioner |
| Styrkede konkurrenter | Kinas fordel, da landet udvikler sin egen station og kan tiltrække udenlandske agenturer |
| Tilbagevenden til andres infrastruktur | Risiko for politisk afhængighed af andre lande eller begrænset antal pladser til amerikanske astronauter |
For forskningsmiljøet kan selv to til tre års afbrydelse betyde tab af generationers forskning, brud på langsigtede eksperimenter og sværere forsvar af budgetter. Derfor vokser presset fra senatorer og eksperter med hvert nyt statusrapport om ISS's tilstand.
Hvad sker der med resten af verden, når ISS slukkes?
ISS har indtil nu været et symbol på internationalt samarbejde – fra amerikanere og europæere over Japan til Rusland. Den har givet mange lande deres eneste mulighed for at sende egne astronauter i kredsløb. Når stationens mission slutter, kan magtbalancen forskydes markant.
Kina udvikler konsekvent sin egen rumstation og sigter mod at tiltrække partnere, der ikke finder plads i NASA-tilknyttede programmer, eller som søger et alternativ. Europa, Canada og Japan er til gengæld i høj grad afhængige af, om det kommercielle stationsprogram i USA lykkes, for at sikre deres egne fremtidige adgang til kredsløb.
Den gennemsnitlige jordboer vil ikke mærke nogen forskel fra den ene dag til den anden, når ISS deorbiteres. For lande der investerer i bemandede rumflyvninger, er det derimod et nyt kort over indflydelse og alliancer.
Hvorfor er en kontinuerlig menneskelig tilstedeværelse i kredsløb så vigtig?
Faste beboere i det lave jordomkredsende kredsløb er ikke kun et prestigesymbol. Det er frem for alt et levende laboratorium, der giver mulighed for at observere konsekvenserne af langvarig eksponering for vægtløshed, kosmisk stråling og isolation. Uden en sådan infrastruktur bliver det langt vanskeligere at planlægge sikre missioner af måneder eller årtiers varighed – som eksempelvis en rejse til Mars.
Forskere studerer i rummet blandt andet muskeltab, forandringer i knoglesystemet, mikrogravitationens indvirkning på synet og kredsløbet samt adfærden hos kropsvæsker. Nogle af disse effekter kan simuleres på Jorden, men kun langvarige ophold i kredsløb giver det fulde billede. En forskningsmæssig pause skubber viden tilbage og vanskeliggør langsigtede sammenligninger.
Rummets fremtid som politisk og forretningsmæssigt anliggende
Diskussionen om ISS's efterfølger foregår ikke udelukkende i videnskabelige og ingeniørmæssige kredse. Det er et område, hvor nationale ambitioner, store virksomheders interesser og reelle økonomiske gevinster mødes. En rumstation er ikke blot forskning – det er også kontrakter til industrien, arbejdspladser og teknologiudvikling, der senere finder vej tilbage til Jorden, eksempelvis inden for medicin og telekommunikation.
I USA fungerer sådanne projekter som en "magnet" for innovation i regioner samlet om rumcentre. Derfor udspringer politikernes pres ikke udelukkende af bekymring for videnskaben – det handler også om at bevare deres staters og valgkredses position i fordelingen af rummets ressourcer.
For den opmærksomme iagttager er det afgørende at forstå, at de beslutninger, der træffes i dag om ISS og kommercielle stationer, vil definere adgangen til kredsløb for hele den næste generation. Det afhænger heraf, om fremtidens forskere og astronauter får lettere adgang til mikrogravitationsforskning – eller om de vil være henvist til enkeltstående pladser i udenlandske programmer. Det er derfor værd at følge ikke blere de spektakulære raketopsendelser, men også de tilsyneladende tekniske stridigheder om tidsplaner og kontrakter. Det er dem, der i sidste ende afgør, hvem der virkelig er vært i Jordens kosmiske nabolag efter ISS-æraen.
