Et bakkedrag med årtusinders historie
Dornberg-bakken i Harz-regionen har længe været kendt som et sted med dyb historisk betydning. Nu viser det sig, at nogen i middelalderen gravede en smal tunnel midt gennem et urgammelt gravsted. På blot få kvadratmeter mødes årtusinders menneskelig historie på en måde, der er sjælden selv for erfarne arkæologer.
Tunnelen under den kommende vindmøllepark
Det hele begyndte som en såkaldt redningsudgravning – en standardprocedure, der sættes i gang inden større byggerier. I dette tilfælde drejede det sig om en planlagt vindmøllepark i den centrale del af Tyskland, i Harz-distriktet. Arkæologernes forventninger var beskedne: måske rester af en gammel bebyggelse eller et enkelt gravsted.
I første omgang opdagede forskerne en smal, aflang fordybning på cirka to meters længde, dækket af en stor stenplade. Alt tydede på en typisk gravkonstruktion fra stenalderen. Men da udgravningen fortsatte, ændrede billedet sig markant.
I stedet for et almindeligt gravkammer gik jorden dybere og dybere, og udgravningens profil afslørede et system af underjordiske gange. Først da væggene var blevet omhyggeligt renset, stod det klart, at der ikke var tale om naturlige revner i klippen, men om en bevidst udgravet tunnel.
Tunnelen viste sig at være et klassisk eksempel på det, man kalder en Erdstall – et menneskelavet system af trange underjordiske gange med mindre udvidelser, der minder om små kamre.
Hvad er de mystiske Erdstalle egentlig?
Erdstalle er en ganske gådefuld kategori af fortidsminder, der primært kendes fra de områder, der i dag udgør Tyskland, Østrig og Tjekkiet. De dateres oftest til den senmiddelalderlige periode. Fælles for dem alle er en række karakteristiske træk: ekstremt smalle passager, lave lofter, ingen bekvem indgang og næsten fuldstændig mangel på genstande, der entydigt afslører deres funktion.
Den nyopdagede tunnel i Harz passer godt ind i dette mønster. Arkæologerne beskriver følgende kendetegn:
- Smalle, til tider næsten kvælende passager
- Mindre udvidelser i form af "minirum" inde i gangsystemet
- Bevidst tilhuggede sten, der stabiliserer væggene
- Ingen spor efter vedvarende brug – hverken aske, ildsteder eller tykkere affaldslag
Alderen på anlægget blev primært fastslået ud fra keramikfragmenter fra den sene middelalder, som blev fundet i fyldlaget. Materialet er ikke imponerende i omfang, men det er tilstrækkeligt til at flytte dateringen fra stenalderen til en langt yngre periode.
En bakke i brug gennem 6.000 år
Det mest fascinerende ved fundet er den sammenhæng, hvori tunnelen opstod. Dornberg har længe tiltrukket sig arkæologernes opmærksomhed som en lokalitet med usædvanlig lang kontinuerlig brug. Undersøgelser i området viser, at denne lille bakke allerede fungerede som begravelsessted omkring 4.000 år før vor tidsregning.
Hidtil har udgravningerne på og omkring bakken afdækket følgende:
| Periode | Type fund | Anslået alder |
|---|---|---|
| Tidlig neolitikum | Grave og anlæg forbundet med Baalberge-kulturen | Cirka 6.000 år siden |
| Sen neolitikum | Enkeltgrave med skeletter | Cirka 4.000–4.500 år siden |
| Bronzealder | Rester af gravhøj | Cirka 3.000–3.500 år siden |
| Middelalder | Underjordisk tunnel af typen Erdstall | Cirka 600–800 år siden |
Så tæt en "tidsmæssig lagdeling" på ét og samme sted er sjælden. Generationer kom og gik, kulturer skiftede, og skikke forandrede sig – alligevel vendte nye samfund igen og igen tilbage til præcis dette punkt på kortet.
Hvorfor gravede nogen en tunnel i et gammelt gravsted?
Arkæologerne har endnu ikke et entydigt svar på spørgsmålet om tunnelens funktion. To fortolkninger fremstår dog som de mest sandsynlige.
Et tilflugtssted i urolige tider
Den første mulighed er, at systemet af smalle gange tjente som skjulested under overfald eller lokale konflikter. Bakken med sine tydelige jordvolde, grave og gamle høje udgjorde i sig selv et naturligt forsvarsvenligt punkt i landskabet. Det er ikke svært at forestille sig, at beboerne i den nærliggende bebyggelse kendte stedet godt og søgte ned i de underjordiske gange i faretruende situationer.
Dette scenarie ville forklare det sparsomme fund af genstande. Hvis gangene kun blev benyttet kortvarigt og under exceptionelle omstændigheder, nåede man aldrig at ophobebrugsgenstande i større mængder. De smalle passager ville desuden gøre det vanskeligt for angribere at trænge ind, mens en lille gruppe mennesker stadig kunne skjule sig derinde.
Et sted for rituelle handlinger
Den anden hypotese peger på, at tunnelen kan have haft tilknytning til religiøse eller rituelle praksisser – måske rodfæstet i en lokal tradition, der bevarede mindet om det gamle gravsted. Selve tilstedeværelsen af meget gamle grave i landskabet kan have givet bakken en særlig aura: et grænserum, der forbandt nutiden med en fjern fortid.
En underjordisk passage, bevidst anlagt i en zone forbundet med de døde, kan have spillet rollen som en symbolsk overgangssti – eksempelvis i lokale ritualer knyttet til forfædrenes minde, sygdom eller høstens frugtbarhed.
Der er foreløbig ingen tydelige spor efter ild, ildsteder eller offernedlæggelser. I så trange konstruktioner er det dog vanskeligt at forvente mange fund overhovedet. Detaljerede analyser af mikrospor – eksempelvis trækul og plantepollen – kan i fremtiden åbne for nye spor.
Sådan undersøger man så trange konstruktioner
Arkæologisk arbejde i denne type underjordiske gange er langt fra komfortabelt. Mange steder kan et voksent menneske kun lige klemme sig igennem, og nogle steder må man krybe på maven. Af hensyn til sikkerheden udføres en del af undersøgelserne derfor med indirekte metoder.
På lokaliteten i Harz anvender forskerne blandt andet følgende teknikker:
- Laserscanning af gangenes indre for at opbygge præcise 3D-modeller
- Fotogrammetri, hvor mange enkeltbilleder sammensættes til én digital rekonstruktion
- Indsamling af sedimentprøver fra gulve og vægge til laboratorieanalyse
- Forsigtig afdækning af ind- og udgang for at kortlægge de forskellige faser af tilsandningen
Disse metoder giver forskerne mulighed for at sammenligne den nye tunnel med andre kendte Erdstalle og afgøre, om den følger det typiske mønster, eller om den besidder træk, der er særegne for Harz-regionen.
Hvad fortæller dette fund os om vores forhold til mindeværdige steder?
Historien om Dornberg-bakken illustrerer tydeligt, hvordan mennesker i vidt forskellige epoker har søgt tilbage til de samme punkter i landskabet. Jordvolde, grave, gamle gravhøje og markante forhøjninger sætter sig fast i den kollektive hukommelse. Selv når den oprindelige betydning er gledet i baggrunden, opleves stedet stadig som anderledes end omgivelserne.
I dag tænker vi oftest på en kirkegård som noget, man ikke rører ved. Historien fortæller en anden historie. Gamle grave blev gentagne gange ombygget og genbrugt, og mindet om de første begravede fortegnede sig langsomt. Middelalderens indbyggere i Harz vidste muligvis, at der engang var begravet mennesker på bakken – men de behøvede ikke længere at huske, hvem de var, eller hvilke skikke de fulgte.
For forskerne er det en enestående mulighed for at følge forholdet mellem successive generationers brug af samme rum. Analyser af keramikken, huggemærker i gangenes vægge og måden, tunnelen er blevet fyldt til på, kan afsløre, hvornår anlægget præcist blev bygget, hvor længe det var i brug, og under hvilke omstændigheder det til sidst blev glemt.
Fund som dette minder os også om, at beslutninger truffet i dag – som opførelsen af en vindmøllepark – indgår i dialog med en meget fjern fortid. Inden moderne vindmøller rejser sig på Dornberg-bakken, arbejder arkæologerne intenst på at hente så mange oplysninger op af jorden som muligt. For investoren er det ofte et ubelejligt ophold. For videnskaben er det en unik chance for at forstå, hvordan menneskers skæbner har foldet sig ud på et relativt lille stykke jord gennem de seneste seks årtusinder.
