Vedvarende gas ændrer magtbalancen: Frankrig overhaler Tyskland og bliver Europas leder

Frankrig som nummer 1 i Europa: 13,6 TWh grøn gas i 2025

På blot ét år gennemgik fransk gasenergipolitik en acceleration, som de færreste havde forudset. Landet øgede ikke bare sin produktionskapacitet — det overhaler officielt Tyskland i mængden af biometan, der pumpes ind i det nationale gasnet.

I 2025 var der 803 aktive anlæg i Frankrig, der leverede biometan til gassystemet. Tilsammen producerede de 13,6 terawatttimer (TWh) vedvarende gas, med en installeret kapacitet på 15,5 TWh.

Frankrig er blevet Europas største leverandør af biometan til gasnettet og har overhalet tidligere førende lande som Tyskland og Danmark.

Den mængde energi svarer til det årlige forbrug i cirka én million husstande. Grøn gas udgør nu omkring 3,9 procent af landets samlede gasforbrug, og regeringens planer peger på kraftig vækst frem mod 2030. Oprykningen til førstepladsen har også en geopolitisk dimension — hver ekstra enhed vedvarende gas mindsker Europas afhængighed af fossile brændstoffer fra politisk risikable leverandørregioner.

Biometan: Gas fra affald frem for boringer

Hvor kommer den grønne gas fra?

Kernen i den franske succes er metanisering — en kontrolleret, iltfri nedbrydning af organisk materiale. I stedet for at afbrænde eller deponere affald omdanner Frankrig det til brændstof. De mest anvendte råmaterialer er:

• Rester fra landbrugsproduktion og fødevareforarbejdning
• Køkken- og madaffald fra husholdninger
• Slam fra renseanlæg
• Den biologiske fraktion af kommunalt affald

I lukkede beholdere kaldet fermentorer nedbrydes affaldet og producerer biogas. Denne rågas indeholder en blanding af metan, kuldioxid og andre bestanddele. Først efter rensning og justering af parametrene opstår biometan, som kan injiceres sikkert i gasnettet.

Efter processen er afsluttet, efterlades en næringsrig restmasse kaldet digestat. Landmænd bruger den som gødning, hvilket reducerer behovet for kunstgødning baseret på naturgas.

Kredsløbet er enkelt: Affald bliver til energi, og resten fra gasproduktionen vender tilbage til markerne som gødning.

Hvorfor kan denne model betale sig?

Biometan fra affald kombinerer flere fordele på én gang:

• Reducerer mængden af affald, der ender på lossepladser
• Erstatter en del af den importerede naturgas
• Støtter lokalt landbrug og familiegårde
• Skaber arbejdspladser i landdistrikterne
• Mindsker metanemissioner fra ukontrolleret affaldsnedbrydning

For de franske myndigheder er det en bekvem løsning, der på én gang opfylder klimamål, giver vækstimpulser til provinserne og øger energisikkerheden — alt sammen uden at bygge helt nye transmissionsnet.

Stærk branche og eksisterende infrastruktur som konkurrencefordel

Nøglespillere og et modent system

Frankrigs nuværende førerposition skyldes ikke ét enkelt regeringsprogram, men derimod flere års konsekvent politik kombineret med målrettede investeringer fra netoperatørerne. De vigtigste aktører — herunder distributionsoperatøren GRDF og transmissionsnetforvalterne — fokuserede på tre indsatsområder:

• Teknisk tilslutning af nye anlæg til gasnettet
• Styring og balancering af vedvarende gasstrømme
• Modernisering af eksisterende rørledninger, så de kan håndtere en stigende andel af vedvarende gas

I stedet for at bygge helt ny infrastruktur valgte Frankrig at udnytte det eksisterende gasnet maksimalt. Denne pragmatiske tilgang sænkede omkostningerne og kortede projekttiderne ned.

I praksis har Frankrig omdannet sit traditionelle gasnet til et stadig mere "grønt" system, hvor andelen af vedvarende brændstoffer vokser støt.

Mål for 2030: 44 TWh biometan

Den nationale energiplan forventer, at biometanproduktionen vil stige til omkring 44 TWh om året inden 2030 — mere end tre gange så meget som i 2025. For at nå det niveau er flere vækstmekanismer sat i gang:

• Udvikling af nye metaniseringsanlæg, særligt i landbrugsregioner
• Forbedring af den tekniske effektivitet i eksisterende faciliteter
• Et støttesystem baseret på biogasproduktionscertifikater

Certifikaterne forpligter gasleverandørerne til at inkludere biometan i deres tilbud. Fra 2028 skal andelen udgøre mindst 4 procent. Branchen efterlyser allerede nu forudsigelige regler efter denne dato, da projekter i sektoren typisk planlægges over 10–20 år.

Vedvarende gas som et europæisk energiprojekt

Power-to-Gas og e-metan som næste skridt

Det franske opsving indgår i en bredere EU-strategi. På den ene side vokser biometanproduktionen fra affald, på den anden side udvikles segmentet for syntetiske gasser. To begreber dukker hyppigt op i ekspertdiskussionerne:

• E-metan – syntetisk metan fremstillet ved at kombinere brint fra vedvarende energikilder med opfanget CO₂
• Power-to-Gas – teknologier til at omdanne overskydende elektricitet fra vind og sol til gas, primært brint og til tider videre til e-metan

Målet er at konvertere svært håndterbare strømoverskud til et brændstof, der kan:

• Lagres i den eksisterende gasinfrastruktur
• Transporteres over lange afstande
• Anvendes i sektorer, hvor elektrificering er vanskelig — som tung transport og dele af industrien

Et konkret eksempel er projektet eNRG Kotka i Finland, som gennemføres af selskabet Ren-Gas og har modtaget cirka 42 millioner euro fra EU's Innovationsfond. Projektet handler præcis om at producere e-metan baseret på brint og kuldioxid til forsyning af gasnettet og transportsektoren.

Europa betragter ikke længere vedvarende gasser som en kuriositet, men som en af søjlerne i det fremtidige energisystem.

Biometanmarkedet vokser på globalt plan

Tal, der viser omfanget

Ifølge markedsanalyser hører biometan til de hurtigst voksende nicher inden for vedvarende energi som helhed. Estimaterne for anden halvdel af 2020'erne ser således ud:

Organisk affald tegner sig for mere end 70 procent af råmaterialet, og anlæg med anaerob forgæring dominerer markedet. De primære anvendelsesområder er:

• Elproduktion
• Opvarmning af bygninger
• Brændstof til køretøjer — særligt lastbiler og bybusser

Industrivirksomheder, der søger hurtige metoder til at reducere emissioner uden risiko for afbrydelser i energiforsyningen, griber i stigende grad til biometan.

Frankrigs forspring er reelt, men ikke sikkert

Voksende konkurrence fra Europa og resten af verden

Frankrig indtager førstepladsen i dag, men de øvrige aktører er ikke stillesiddende. Tyskland genoptager investeringer efter år med regulatorisk usikkerhed, de nordiske lande satser intensivt på Power-to-Gas-teknologier, og i USA vokser segmentet for RNG (Renewable Natural Gas) hurtigt.

På lang sigt vil det derfor ikke kun være produktionsvolumenet, der afgør, hvem der vinder. Det handler om hele kædens sammenhæng: fra affaldsindsamling over modne teknologier til stabil lovgivning og mulighed for at eksportere knowhow.

Den, der bygger den mest sammenhængende og forudsigelige politik for vedvarende gasser, vil dominere branchen i de kommende årtier.

Hvad betyder det for almindelige forbrugere?

Historien er interessant af flere grunde. For det første viser den, at biometan på kort tid kan blive et seriøst element i energimixet, hvis staten formår at kombinere landbrugets rolle, affaldshåndtering og netoperatørernes indsats. For det andet beviser den, at et eksisterende gasnet kan fornyes frem for blot at blive udfaset.

I praksis kan sådant brændstof i fremtiden nå frem til husstande og virksomheder i form af en blanding med traditionel gas. De mulige anvendelser spænder fra boligopvarmning til tankning af bybusser og tunge lastbiler på lange ruter.

Det er også værd at huske på, at biometan og e-metan ikke fuldstændigt erstatter elektricitet fra vedvarende energi. De vil snarere supplere den i situationer, hvor kabler og batterier ikke slår til — som sæsonbestemt energilagring og i sektorer, der kræver brændstof med høj energitæthed. En sådan kombination kan med tiden gøre energisystemer mindre sårbare over for vejrsvingninger og spændte politiske relationer med råvareleverandører.