En vej som fra en sci-fi-film nær Kuala Lumpur
Først kom begejstringen fra bilisterne og løfterne om hurtig udrulning til flere regioner. Derefter fulgte en nøgtern omkostningsanalyse og ingeniørtests, der afslørede, at lysende asfalt langtfra er en enkel erstatning for klassiske gadelygter. Efter blot et par måneder gik projektet i stå.
Det første vejstykke med fosforescerende markeringer blev anlagt i slutningen af oktober 2023 nær byen Semenyih i Hulu Langat-regionen i delstaten Selangor. Det drejede sig om et vejstykke ved krydset mellem Jalan Sungai Lalang og Jalan Sungai Tekali.
Det var ikke en fuldstændig ombygning af strækningen, men derimod et pilotprojekt: 245 meter vej, hvor kørebanestriberne og vejkanterne var belagt med en specialmaling, der absorberer dagslys og afgiver det som et blidt skær i mørket. Om dagen så markeringerne helt almindelige ud — om natten forvandlede de sig til et lysende vejledningssystem.
Det malaysiske ministerium for offentlige arbejder beskrev projektet som „indførelse af innovation i vejbygning" og et middel til at forbedre sikkerheden på uoplyste strækninger.
Der manglede gadelygter i området, og installation af traditionel vejbelysning ville kræve både større investeringer og omfattende ændringer af energiinfrastrukturen. Glow-in-the-dark-maling — altså selvlysende maling der oplades af lyset — virkede som en smart genvej: ingen strøm, ingen kabler og bedre synlighed af kørebanestriberne.
Sådan skulle den lysende vej fungere
I pilotprojektet ved Semenyih blev der i alt anvendt 490 meter striber af fotoluminescerende materiale fordelt over den 245 meter lange strækning — på alle kørebaner, vejkanter og elementer der leder bilisters blik fremad. De erstattede de såkaldte „kattens øjne", altså de reflekterende knaster der er monteret i vejbanen.
Ministeriet for offentlige arbejder oplyste, at malingen efter opladning med sollys afgiver synligt lys i næsten 10 timer, og at effekten opretholdes selv i regnvejr. I praksis ville det betyde fuld dækning fra tusmørke til daggry i Malaysias tropiske klima.
- Intet elforbrug
- Ingen master eller kabler langs vejen
- Bedre synlighed og vejledning for bilister i mørket
- Teoretisk set lavere vedligeholdelsesomkostninger end ved traditionelle gadelygter
Lignende løsninger var tidligere blevet afprøvet i Europa. I Holland fungerede Smart Highway-projektet med lysende kørebanestriber i tre måneder på en teststrækning og leverede op til otte timers synlighed pr. nat. Her blev vejbanen ligeledes betragtet som en lysende flade snarere end blot en neutral baggrund for vejskilte.
Fra begejstring til ekspansionsplaner
Malaysiske bilister lagde hurtigt mærke til det nye vejstykke. I kommentarer på sociale medier roste de den tydeligere kørebaneafmærkning og den bedre rumlige orientering i mørket. Der dukkede optagelser fra dashboardkameraer op, hvor de lysende striber lignede effekter fra et futuristisk computerspil.
Den voksende interesse afspejlede sig i officielle udmeldinger. I februar 2024 annoncerede myndighederne i Selangor, at eksperimentet skulle udvides til 15 nye lokaliteter i alle ni distrikter i delstaten. Den samlede længde af strækningerne skulle nå op på omkring 15 kilometer — blandt andet i områderne Sepang, Kuala Langat og Petaling.
Andre regioner meldte sig også på banen. I delstaten Johor blev 31 veje identificeret som egnede til test. Blandt dem var en 300 meter lang strækning på ruten Jalan Paloh J16 i byen Batu Pahat. På det tidspunkt begyndte den lysende vejafmærkning at tage form af mere end bare en kuriositet — den lignede en reel kandidat til en bredere transportpolitik.
Økonomien slukkede begejstringen
Da den første bølge af begejstring ebbede ud, begyndte regnestykkerne at tale. Og her opstod det afgørende problem. Den specialfremstillede fotoluminescerende maling viste sig at være dramatisk dyrere end klassiske materialer til vejafmærkning.
| Type afmærkning | Anslået pris pr. m² |
|---|---|
| Traditionel vejmaling | ca. 40 RM |
| Selvlysende maling | ca. 749 RM |
Forskellen var næsten tyvedobbelt. Og det var blot det indledende regnestykke — hertil kommer spørgsmål om belægningens holdbarhed, hyppigheden af fornyelse af afmærkningen og effekten af tropiske forhold som kraftig regn, høje temperaturer og intens UV-stråling.
Med sådanne priser begynder selv et pilotprogram på få kilometer at ligne et meget dyrt eksperiment snarere end et økonomisk alternativ til gadelygter.
Én sætning i parlamentet, der ændrede hele fortællingen
I november 2024 svarede viceministeren for offentlige arbejder, Ahmad Maslan, i parlamentet på et spørgsmål om de lysende vejes fremtid. Han konstaterede, at omkostningerne var for høje, og at regeringen sandsynligvis ikke ville fortsætte med at implementere løsningen i større målestok.
Han tilføjede, at de gennemførte tests ikke havde overbevist ministeriets eksperter. Det handlede altså ikke udelukkende om økonomi. I baggrunden lå også spørgsmål om effektivitet, ingeniørmæssige standarder og trafiksikkerhed ved masseudbredelse af den nye teknologi.
Fra det øjeblik forvandlede den futuristiske fortælling om veje, der lyser af sig selv om natten, sig til en ganske klassisk infrastrukturhistorie. Bilisterne var måske tilfredse, men set fra statens perspektiv er det de hårde nøgletal, der tæller: pris pr. kilometer, vedligeholdelseslethed, modstandsdygtighed over for skader og overholdelse af gældende normer.
Et problem, der stadig venter på en løsning
Beslutningen om ikke at udbygge de lysende vejstykninger fjerner ikke den grundlæggende udfordring: hvordan forbedres synligheden af kørebaneafmærkning, når der mangler traditionel vejbelysning, og vejrforholdene kan være vanskelige?
Transportmyndigheder verden over betragter vandret vejafmærkning som en del af sikkerhedssystemet — ikke som pynt. I Japan har det nationale institut for jord og infrastruktur udviklet detaljerede vedligeholdelsesindikatorer for striberne på motorveje og anser kvaliteten og synligheden af afmærkningen for at være en af de afgørende parametre ved risikovurdering i trafikken.
Den lysende maling viste, at man kan tænke anderledes om vejbelysning — men den afslørede også begrænsningerne: en nyhed skal bestå den samme strenge test for økonomi og holdbarhed som alle andre elementer i infrastrukturen.
Hvad det malaysiske eksperiment lærer os
Historien om strækningen ved Semenyih illustrerer tydeligt spændingen mellem samfundets forventninger og realiteterne i investeringsplanlægning. Bilisterne ser effekten med det samme: det er nemmere at køre, og vejen ser moderne ud. Forvaltningen tænker i et perspektiv på år — ja, endda årtier — og regner den samlede livscyklusomkostning for løsningen.
Den lysende afmærkning tabte ikke, fordi den var ineffektiv, men fordi dens effektivitet ikke var tilstrækkelig overlegen i forhold til standardmetoder til at retfærdiggøre de mange gange højere omkostninger og den usikre holdbarhed. Det er den typiske skæbne for mange idéer i grænsefladen mellem transport og ny teknologi.
Hvad sker der med sådanne teknologier fremover
Det betyder ikke, at konceptet med veje, der lyser i mørket, forsvinder for altid. Man kan sagtens forestille sig det anvendt på meget specifikke steder, hvor etablering af et belysningsnetværk er ekstremt vanskeligt eller for indgribende — for eksempel i naturbeskyttede områder, hvor lysemission begrænses af hensyn til dyrelivet.
Der åbner sig også muligheder for at kombinere forskellige metoder: mere reflekterende afmærkning, maling af højere kvalitet, begrænsede strækninger med fotoluminescerende maling på særligt farlige kurver samt lokal LED-belysning styret af bevægelsessensorer. I stedet for én „magisk" løsning opstår der en værktøjskasse, der tilpasses den konkrete vejstrækning.
For den nysgerrige læser er det en nyttig reminder om, hvordan man bør betragte futuristiske idéer inden for transport. Wow-effekten er vigtig, fordi den tiltrækker opmærksomhed og sætter gang i debatten om sikkerhed. Men i sidste ende vinder det, der giver en fornuftig balance mellem pris, holdbarhed og reel indvirkning på ulykkestallet. Malaysia afprøvede én mulighed i praksis — og takket være det har andre lande i dag langt flere data, inden de griber til lysende maling på deres egne veje.
