Demens er på fremmarch – og effektiv behandling mangler stadig
Aldringen af samfundet accelererer, og hukommelsesproblemer rammer et stadigt stigende antal ældre mennesker verden over. Nye data fra Japan antyder nu, at en lille justering af kosten kan have reel betydning for hjernens sundhed i de sene leveår. Det handler om at spise ost – selv i beskedne mængder.
Demens, herunder Alzheimers sygdom, er ved at blive en af vores tids alvorligste sundhedsudfordringer. Mere end 50 millioner mennesker på verdensplan lever med en sådan diagnose, og inden midten af dette århundrede kan det tal tredobles. Sundhedssystemerne har allerede i dag svært ved at følge med udviklingen.
Japan er et af de lande, der ældes hurtigst, og fungerer på mange måder som et fremtidslaboratorium. Hele 12,3 procent af japanere over 65 år lever med demens. I mangel på effektiv medicinsk behandling retter forskerne i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer – bevægelse, søvn og ikke mindst kost.
Forskere fra flere japanske videnskabelige institutioner analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og bemærkede, at personer, der regelmæssigt spiste ost, sjældnere udviklede demens.
Sådan foregik undersøgelsen om ost og hukommelse
Analysen omfattede 7.914 personer på 65 år og derover, som boede i eget hjem og ikke på forhånd var vurderet til at have behov for langvarig pleje. Dataene stammede fra JAGES-programmet, som følger ældre japaneres helbred og funktionsevne over tid.
Deltagerne blev inddelt i to grupper:
- Ældre der spiste ost mindst én gang om ugen
- Ældre der oplyste, at de slet ikke spiste ost
For at sikre et meningsfuldt sammenligningsgrundlag sørgede forskerne for, at de to grupper var så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, generelt helbred og evnen til at klare dagligdagens opgaver. Til dette formål anvendte de en avanceret statistisk metode, som udligner forskelle mellem deltagerne.
En tilsyneladende lille forskel – men statistisk set betydningsfuld
I cirka tre år fulgte man, hvilke deltagere der fik en administrativ demensdiagnose inden for rammerne af det japanske plejeorsikringssystem – en udbredt målemetode i Japan.
| Gruppe | Andel med ny demensdiagnose |
|---|---|
| Spiste ost mindst én gang om ugen | 3,4 % |
| Spiste ikke ost | 4,5 % |
Forskellen virker beskeden ved første øjekast, men omregnet til relativ risiko svarer det til en 24 procents reduktion i sandsynligheden for at udvikle demens hos dem, der spiste ost. Da forskerne desuden tog højde for det samlede kostmønster – eksempelvis forbrug af grøntsager, frugt og fisk – blev effekten en anelse svagere, men fortsat tydelig: cirka 21 procent.
Forskerne understreger, at undersøgelsen påviser en sammenhæng – ikke en bevist årsag. Ikke desto mindre er forskellen markant nok til at motivere yderligere studier.
Hvad er det ved ost, som gavner hjernen?
Studiets forfattere peger på flere mulige mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende virkning på nervesystemet. Der er primært tale om hypoteser, men de passer godt til det, vi allerede ved om kostens betydning for hjernefunktionen.
K2-vitamin og blodkarrene
Ost – særligt lagret ost – er en af de vigtigste kilder til vitamin K2. Dette fedtopløselige stof påvirker kalciumomsætningen og blodkarrenes elasticitet.
- Karsygdomme som forhøjet blodtryk og åreforkalkning øger risikoen for demens, særligt vaskulær demens
- Vitamin K2 medvirker til at begrænse aflejring af kalk i karrenes vægge
- Sundere blodkar giver bedre blodgennemstrømning i hjernen
Det er derfor muligt, at ost via K2-vitaminet indirekte understøtter den kognitive funktionsevne ved at bremse de processer, der skader hjernens fine blodkar.
Protein, aminosyrer og bioaktive stoffer
Osteprodukter leverer en solid mængde protein og vigtige aminosyrer. Nervecellerne har brug for disse til korrekt funktion, til opbygning af neurotransmittere og til reparation af skader.
Under ostens modningsproces dannes der desuden såkaldte bioaktive peptider, som kan have antiinflammatoriske og antioxidative egenskaber. Kronisk betændelsestilstand og oxidativt stress er to processer, der er stærkt forbundet med hjernens aldring og udviklingen af neurodegenerative sygdomme.
Tarmbakterierne og forbindelsen mellem tarm og hjerne
Stadig flere studier kobler sammensætningen af tarmfloraen til hjernens funktionsmåde. En forstyrret mikrobiom optræder blandt andet hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost – som klassiske skimmelostsorter – kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse.
En bemærkelsesværdig detalje: i det analyserede studie spiste hele 82,7 procent af deltagerne primært forarbejdet ost, som er fattigere på naturlige bakteriekulturer og visse bioaktive bestanddele. Kun 7,8 procent spiste hvidskimmelost. Alligevel var den beskyttende effekt til stede. Det kan tyde på, at flere, mere subtile faktorer spiller ind – ikke nødvendigvis fermenteringens probiotiske aspekt alene.
Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan give en vis fordel for hjernen, hvis de indgår som en del af en bredere, nogenlunde afbalanceret kost.
Ost som en del af en sund livsstil – ikke et vidundermiddel
Ifølge de japanske data valgte personer, der spiste ost, også oftere andre fødevarer forbundet med bedre helbred i alderdommen: frugt, grøntsager, kød og fisk. Det samlede billede lignede en mere varieret kost med en større mængde af de næringsstoffer, hjernen har brug for.
Undersøgelsen viste også, at denne gruppe ældre klarede sig bedre med såkaldte komplekse dagligdagsaktiviteter: indkøb, måltidsplanlægning og pengehåndtering. De klagede sjældnere over hukommelsesproblemer. Det er derfor muligt, at de fra starten var i en lidt bedre helbredstilstand, som statistikken ikke fuldt ud kunne korrigere for.
Af spørgeskemaerne fremgår det, at 72,1 procent af de ostespisende deltagere spiste ost én eller to gange om ugen. I praksis drejer det sig altså om en moderat mængde – ikke daglige store portioner.
Hvad er begrænsningerne ved denne type studie?
Forfatterne beskriver tydeligt analysens svagheder, hvilket giver mulighed for at forholde sig kritisk til resultaterne.
- Ost optrådte kun én gang i spørgeskemaet, ved studiets begyndelse – det vides ikke, om deltagerne ændrede vaner undervejs
- Der blev ikke indsamlet præcise data om portionsstørrelser, så det er svært at tale om en optimal dosis
- Demensdata stammede fra administrative dokumenter og ikke fra fuldstændige neurologiske undersøgelser, hvilket gør det vanskeligt at skelne mellem sygdomstyper
- Genetiske faktorer – eksempelvis tilstedeværelsen af APOE-varianten forbundet med høj Alzheimer-risiko – indgik ikke i analysen
- Den japanske kontekst er særlig: det gennemsnitlige osteforbrug er der adskillige gange lavere end i mange europæiske lande
Det er vanskeligt at overføre disse data direkte til danske forhold, hvor ost – særligt gul ost og hytteost – optræder langt hyppigere på bordet.
Er det værd at spise mere ost for hjernens skyld?
Konklusionerne fra det japanske studie er ingen opfordring til at øge osteporten ubegrænset. Osteprodukter indeholder en del mættet fedt og salt, og ernæringseksperter har i årevis anbefalet mådehold. Omvendt giver det heller ikke altid mening at udelukke dem fuldstændigt af frygt for kolesterol – især ikke når portionen er lille, og resten af kosten bygger på grøntsager, frugt og fuldkorn.
I praksis kan man overveje en enkel strategi: en lille mængde ost af god kvalitet et par gange om ugen, integreret i måltiderne som erstatning for stærkt forarbejdede pålægsprodukter eller salte snacks. Kombineret med motion, kontrol af blodtrykket, begrænsning af tobak og alkohol kan det udgøre en ganske fornuftig pakke af tiltag for hukommelsen efter de tres.
Det er også værd at huske, at hjernen trives med variation. Forskning viser, at kostvaner tæt på den middelhavsinspirerede MIND-model – med masser af grønne grøntsager, bær, nødder, olivenolie, fisk og bælgfrugter samt moderate mængder mejeriprodukter inklusive ost – er gavnlige for de kognitive funktioner. Ost kan sagtens være ét element i dette puslespil, men erstatter ikke bevægelse, søvn og sociale relationer.
Fremtidige studier i lande med en stærkere ostetradition – som Danmark – kan muligvis give langt mere konkrete anbefalinger om både ostetype og portionsstørrelse. Indtil da er det mest fornuftige at betragte resultaterne fra Japan som en opmuntring til en afbalanceret kost, hvor en smule ost ikke er et problem – og måske ligefrem kan vise sig at være hjernens ven.
