Sygdommen regnes for en af de mest frygtede diagnoser i alderdommen, og behandlingsmulighederne er indtil nu begrænsede. Nu melder et forskerhold fra Lille om et gennembrud: De har identificeret en hidtil ukendt mekanisme, der kan forklare, hvordan de typiske Alzheimer-skader i hjernen overhovedet opstår.
Den afgørende opdagelse forskerne har gjort
I centrum for arbejdsgruppen omkring neuroendokrinologen Vincent Prévot står et protein, som eksperter længe har forbundet med Alzheimer: Tau. Denne proteinstruktur aflejres hos patienter i sygdomsændret form inde i nervecellerne, forstyrrer deres funktion og fører gradvist til cellernes død. Konsekvensen er, at hukommelse, orientering, sprog og evnen til at klare hverdagen svækkes.
Hidtil har det været klart, at Tau ophobes – men det har været langt dårligere forstået, hvorfor det sker og hvordan processen sættes i gang. Præcis her kommer det nye arbejde ind i billedet. Forskerne har kunnet påvise, at en speciel celletype i hjernen spiller en afgørende rolle for, hvor meget Tau der ophobes og hvor hurtigt disse aflejringer spreder sig.
I centrum for undersøgelsen står såkaldte tanycytter – uanselige hjælpeceller ved hjernens kamre, som nu viser sig at være hemmelige pacemagere for sygdommen.
Resultaterne er blevet offentliggjort i fagtidsskriftet Cell Press Blue og betragtes i fagmiljøet som en vigtig brik til at forstå sygdommens tidlige fase.
Hvad tanycytter egentlig er
De fleste mennesker kender i forbindelse med hjernen primært neuroner og måske også gliaceller. Tanycytter hører til de mindre kendte aktører. De sidder på væggen af hjernekamrene i området omkring hypothalamus, altså i en region der styrer mange kropsfunktioner – eksempelvis sult, stofskifte og hormonudskillelse.
Tanycytterne danner med deres lange forlængelser en slags kontaktbro mellem hjernevæsken indeni kamrene og de dybere liggende hjerneområder. Dermed fungerer de som filter- og transportstationer: De optager bestemte stoffer, videregiver andre og hjælper med at finjustere det kemiske miljø i hjernen.
Derfor har disse celler hidtil fået så lidt opmærksomhed
I over tyve år har teamet omkring Prévot allerede forsket i disse celler – især i forbindelse med hormonelle reguleringskredsløb og stofskiftesygdomme. I mange neurologiske lærebøger har tanycytterne derimod kun spillet en birolle. De blev betragtet som et specialtilfælde, ikke som central omdrejningspunkt.
Det aktuelle arbejde sætter dem nu i et nyt lys: Tilsyneladende styrer de ikke kun hormoner og stofskifte, men griber også ind i processer der er forbundet med neurodegenerative sygdomme. Det gør dem pludselig yderst interessante for Alzheimer-forskningen.
Hvordan tanycytter er knyttet til Tau-ophobningen
Ifølge forskerne påvirker tanycytter, hvordan Tau-proteiner fordeles og nedbrydes i hjernen. Forenklet sagt fungerer de som et kontrolpunkt:
- De registrerer, hvilke proteinbestanddele der cirkulerer i hjernevæsken.
- De optager Tau-proteiner og kan dermed påvirke deres koncentration.
- De sender signaler til omkringliggende celler, som styrer betændelses- og nedbrydningsprocesser.
Når tanycytter mister deres funktion, kommer denne fine balance tilsyneladende ud af ligevægt. Tau kan lettere ophobes, klumper sig sammen i nerveceller og forstyrrer deres signaloverførsel. Gradvist opstår de typiske skader, man observerer i hjernerne hos Alzheimer-patienter.
Undersøgelsen tyder på: Det er ikke kun nervecellerne selv, men deres stille hjælpere der afgør, om en Alzheimer-kaskade sættes i gang.
Dette perspektivskifte er betydningsfuldt. Det flytter fokus et stykke væk fra neuronerne hen mod de understøttende celler, som former neuronernes omgivelser.
Nye angrebspunkter til behandlinger
Nuværende Alzheimer-medicin er som regel rettet mod de to typiske proteinaflejringer: Beta-amyloid og Tau. De skal bremse dannelsen eller nedbryde eksisterende plaques. Succesen er begrænset, behandlingerne griber sent ind i sygdomsforløbet og er ofte forbundet med bivirkninger.
De nu beskrevne mekanismer åbner en anden vej: I stedet for kun at justere på Tau selv, kunne man forsøge at stabilisere tanycytter eller styre dem målrettet. Hvis det lykkes at bevare deres filter- og oprydningsfunktion, kunne Tau-belastningen i hjernen muligvis sænkes allerede på et meget tidligt stadie.
Tænkelige strategier kunne for eksempel være:
- Virkestoffer der aktiverer bestemte transportkanaler i tanycytter for bedre at aflede Tau.
- Substanser der dæmper betændelsessignaler, som udgår fra stressede tanycytter.
- Genterapeutiske tilgange der gør beskadigede tanycytter funktionsdygtige igen.
Sådanne tilgange befinder sig stadig i idéstadiet. Før de når kliniske forsøg, kræves der dyremodeller, sikkerhedsprøvninger og detaljestudier, eksempelvis omkring dosering og langsigtede konsekvenser. Alligevel tegner der sig her en ny terapeutisk retning, som mange forskere følger med stor spænding.
Derfor er kvinder så hyppigt ramt
Sygdommen optræder overvejende fra 65 års alderen, og en markant større del af de ramte er kvinder. I Frankrig lever omkring 900.000 mennesker med Alzheimer, cirka 60 procent af dem er kvinder. Lignende tal findes i Danmark og Tyskland.
Det rejser spørgsmålet, om hormonelle faktorer spiller en rolle – præcis på dette felt arbejder tanycytter i forvejen som omskifterstationer. De reagerer på hormonelle signaler, blandt andet på østrogener og stofskiftehormoner. Overgangsalder, vægtudsving eller diabetes kunne derfor teoretisk påvirke disse cellers funktionsevne.
Der findes endnu ingen klare anbefalinger, som direkte kan udledes af tanycyt-forskningen. Men den leverer plausible biologiske forklaringer på, hvorfor bestemte grupper er særligt sårbare.
Hvad mennesker allerede kan gøre i dag
Selvom den nye mekanisme endnu langtfra er oversat til konkrete lægemidler, opstår der praktiske spørgsmål: Kan risikoen for sygdomsudvikling påvirkes ved at holde hjernens miljø gunstigt? Ikke fuldstændigt, men adskillige undersøgelser tyder på, at livsstilen kan gøre en forskel.
Bedre gennemblodtet, mindre betændt hjernevæv giver færre angrebspunkter for skadelige aflejringer. Den der konsekvent behandler karsygdomme, forhøjet blodtryk og diabetes, skaber dermed indirekte også bedre rammebetingelser for følsomme celletyper som tanycytter og neuroner.
I mange retningslinjer dukker derfor konstant lignende anbefalinger op:
- Regelmæssig fysisk bevægelse, ideelt udholdenhed plus moderat styrketræning.
- Ikke-rygning og tilbageholdende alkoholforbrug.
- Hold blodtryk, blodsukker og kolesterol under kontrol.
- Mental aktivitet, sociale kontakter og tilstrækkelig søvn.
Disse foranstaltninger forebygger ikke genetisk betinget Alzheimer, men de kan skubbe tidspunktet for udbruddet bagud eller svække forløbet. For ramte, pårørende og sundhedsvæsenet ville selv det være en stor gevinst.
Hvad undersøgelsen betyder for fremtiden
Arbejdet fra Lille viser, hvor stærkt blikket på Alzheimer er ved at skifte. Længe drejede næsten alt sig om Beta-amyloid. Derefter kom Tau i forgrunden. Nu kommer de celler, som kontrollerer disse proteiners omgivelser, stærkere i fokus. Sådan opstår et stadig mere komplekst, men også mere håndgribeligt billede af sygdommen.
For forskningen betyder det: Fremover skal dyremodeller og laboratorieforsøg eksplicit tage hensyn til tanycytter. Den der tester nye virkestoffer, vil skulle kontrollere, om de beskytter disse celletyper eller utilsigtet skader dem. For diagnoseteams rejser sig spørgsmålet, om forandringer i sådanne cellers funktion på et tidspunkt kan registreres ved hjælp af billeddannelse eller biomarkører.
For lægfolk kan tanycyt umiddelbart lyde som et eksotisk fagudtryk. Men i bund og grund handler det om noget helt konkret: om en ekstra justeringsmulighed, som læger en dag kunne benytte til at bevare ældre menneskers hukommelse og selvstændighed længere.
