I et område, der normalt forbindes med pingviner og sæler, er et helt andet rovdyr dukket op fra dybet. For første gang i historien har forskere optaget en video af en haj, der svømmer i farvandet omkring Antarktis, nær Sydshetlandsøerne. Dette er ikke kun en sensation for havbiologer, men en opdagelse, der fundamentalt ændrer vores forståelse af livet i dybhavet.
En haj under isen: Hvad optagelserne afslører
Den historiske optagelse blev lavet under en forskningsekspedition ledet af et hold fra dybhavscentret Minderoo-UWA i samarbejde med Inkfish Expeditions. Forskerne sænkede specialudstyr ned på havbunden: kameraer i høj opløsning fastgjort til rammer med madding. Udstyret landede på en dybde af cirka 490 meter, en zone med næsten totalt mørke og en vandtemperatur på blot 2°C.
Efter flere dages optagelser stod forskerne med næsten 400 timers videomateriale, der skulle gennemgås. Mellem billeder af langsomt dalende madding og typiske dybhavsfisk dukkede en massiv, aflang silhuet pludselig op. Hajen bevægede sig langsomt, næsten dovent, fuldstændig upåvirket af det ekstreme tryk og den isnende kulde.
For allerførste gang er en haj blevet registreret i farvandene omkring Antarktis, på en dybde af næsten 490 meter og ved en vandtemperatur på cirka 2°C.
Eksperter identificerede den som en art fra familien af søvnige hajer, kendt som Somniosidae, sandsynligvis en sydlig sovehaj. Denne gruppe er berømt for sin utroligt langsomme livsstil, ekstreme lang levetid og en forkærlighed for kolde, mørke havområder.
Den gådefulde sovehaj: En fortidslevning i nutidens oceaner
Hajer fra Somniosidae-familien kaldes ofte “sovehajer” på grund af deres rolige og afmålte svømmestil. De laver ingen pludselige bevægelser eller spektakulære angreb på byttedyr. I stedet glider de gennem vandet som skygger for at spare på energien i et miljø, hvor hver eneste kalorie tæller.
Til denne gruppe hører også den berømte grønlandshaj fra de nordlige have, som forskning tyder på kan leve i flere hundrede år. Forskere formoder, at dens slægtninge på den sydlige halvkugle kan opnå en lignende alder. Derfor er enhver ny optagelse af disse dyr en uvurderlig brik i puslespillet om pattedyrs levetid.
Hvorfor denne haj er en videnskabelig sensation
Somniosidae-familien har længe været en hovedpine for biologer. Der mangler moderne genetiske data, og mange af de eksisterende beskrivelser stammer fra starten af det 20. århundrede, hvor forskningsmetoderne var markant anderledes. Der er stadig debat om, hvor mange arter familien reelt omfatter, og hvordan de adskiller sig fra hinanden.
Denne optagelse fra Antarktis kan være nøglen til at løse en taksonomisk gåde, som videnskaben har kæmpet med i næsten et århundrede.
Hvis det lykkes at indsamle vævsprøver, kan forskere sammenligne DNA med andre sovehajer. Det vil give en enestående chance for at rydde op i slægtstræet. Måske vil det vise sig, at arter, man troede var adskilte, i virkeligheden er den samme, eller at andre skjuler en endnu større genetisk variation end antaget.
Har hajer altid levet under Antarktis’ is?
Man kunne fristes til at tro, at der er tale om en enkelt “eventyrer”, der er svømmet usædvanligt langt mod syd. Forskerholdet peger dog på det stik modsatte. Hajen på optagelsen virker på ingen måde som en tilfældig gæst. Den bevæger sig roligt og selvsikkert, som om den er i sit vante miljø.
Hypotesen er, at der lever en hel population af disse hajer i den sydlige del af Ishavet, men at de effektivt undgår at blive observeret. Området er dækket af havis det meste af året, ekspeditioner er logistisk ekstremt vanskelige og dyre, og vejrvinduerne er meget korte. Der er simpelthen sjældent nogen, der har mulighed for at kigge så dybt ned under det antarktiske vand.
Et interessant aspekt er, hvordan hajen håndterer de lave temperaturer. Mange fisk i Antarktis har proteiner i blodet, der fungerer som en naturlig frostvæske. Dette rovdyr ser ud til at benytte sig af en anden strategi: Den opholder sig i vandlag, der er marginalt varmere end overfladen, og undgår derved behovet for ekstreme biokemiske tilpasninger.
Antarktis’ dybder er stadig fulde af gåder
Selve det faktum, at man i vores moderne tid stadig kan gøre så overraskende en opdagelse i et geografisk velkendt område, viser, hvor fragmentarisk vores viden om dybhavet er. Regionen omkring Antarktis er længe blevet betragtet som en scene for forskning i klima, gletsjere og pingviner. Økosystemerne i de mørke vandlag hundredvis af meter under overfladen har været langt mindre i fokus.
Den nye optagelse peger på, at fødekæderne under den antarktiske is er langt mere komplekse og rige, end man hidtil har antaget i videnskabelige modeller.
Tilstedeværelsen af et stort dybhavsrovdyr betyder, at de lavere niveauer i fødekæden – mindre fisk, hvirvelløse dyr og ådselædere – må udgøre et stabilt og velfungerende netværk. Uden dette ville en haj med en så rolig og langsom livsstil ikke kunne overleve i årtier, måske endda århundreder.
Hvordan udføres den slags forskning?
Ekspeditioner til Antarktis kræver måneders forberedelse. Skibets rute skal planlægges, udstyr skal sikres mod frost, stærk vind og høje bølger, og man må altid regne med, at noget af udstyret går tabt i dybet. Til denne mission valgte holdet en simpel, men effektiv løsning: en stålramme med et kamera, en lyskilde og madding for at tiltrække ådselædere.
Forskerne styrer ikke udstyret live. Sættet synker til bunds, optager alt inden for synsvidde i en bestemt periode og bliver først derefter hejst op til overfladen. Først da begynder det møjsommelige arbejde med at gennemgå optagelserne billede for billede. Det er derfor ikke overraskende, at et spektakulært øjeblik som en stor haj i billedet er en sand belønning for forskerholdets mange timers arbejde.
- Dybde: ca. 490 meter
- Vandtemperatur: omkring 2°C
- Analyse-materiale: næsten 400 timer
- Sted: Nær Sydshetlandsøerne, ca. 120 km fra Den Antarktiske Halvø
Fremtiden for forskning i dybhavshajer
Hver eneste optagelse som denne øger presset for en mere grundig kortlægning af livet i verdenshavene. Sovehajer befinder sig højt i fødekæden, og ændringer i deres populationer kan signalere dybere forstyrrelser i økosystemet. Mens trusler som overfiskeri og forurening er velkendte i varmere farvande, står Antarktis over for konsekvenserne af hurtig issmeltning, ændret saltholdighed og nye havstrømme.
Forskere forventer, at flere ekspeditioner i de kommende år vil benytte sig af autonome undervandsfartøjer og avanceret videoanalyse understøttet af kunstig intelligens. Dette vil gøre det lettere at spotte sjældne arter i lange optagelser uden at skulle se hver eneste minut manuelt.
For lægfolk kan sovehajen virke lidt kedelig: langsom og uden den dramatik, man kender fra naturfilm. Men for biologer er den et levende evolutionsarkiv, der har overlevet næsten uændret i klodens mest barske afkroge. Jo bedre vi forstår, hvordan den fungerer i det ekstreme mørke og kolde dyb, jo mere lærer vi ikke kun om Antarktis, men også om organismers modstandsdygtighed over for miljøforandringer.
