Ved at sammenholde over 120 års data om nedbør og havtemperaturer afslører videnskaben nu, hvordan udsving i vandtemperaturen beskytter vores planet mod en altomfattende og vedvarende megatørke. Det skyldes ikke, at det forbliver vådt overalt, men derimod at perioder med tørke fordeles over Jorden i et skiftende mosaikmønster.
Et århundredes klimadata afslører et skjult sikkerhedssystem
Forskere har analyseret globale nedbørstal og temperaturmålinger fra havene i perioden 1902 til 2021. Resultatet tegner et billede, der står i stærk kontrast til mange katastrofescenarier, hvor store dele af kloden udtørrer på samme tid.
På et hvilket som helst tidspunkt er kun mellem 1,8 og 6,5 procent af alt land på Jorden ramt af tørke samtidigt.
Dette er markant mindre end tidligere, mere grove skøn, som anslog, at op til 16 procent af landjorden kunne blive ramt af tørke på én gang. Den nye analyse anvender teknikker, der normalt bruges til at undersøge højspændingsnetværk. Her behandles tørre regioner som knudepunkter i et netværk, hvor forbindelserne viser, hvordan tørkemønstre flytter sig.
Denne netværksanalyse fremhæver fire store centre for strukturel tørke:
- Australien
- Store dele af Sydamerika
- Det sydlige Afrika
- Syd- og Sydøstasien
Disse områder fungerer som globale “hotspots” for tørkerisiko. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at de næsten aldrig oplever alvorlig tørke på samme tid.
I praksis betyder det for eksempel, at når Australien oplever ekstrem tørke, har Sydamerika ofte normale eller endda vådere vejrforhold. Denne spredning i timing sikrer, at landbrugsregioner delvist kan kompensere for hinanden.
Den lange dataserie viser desuden, at 66 procent af al landjord i den undersøgte periode for det meste forblev under indflydelse af regn. De resterende 33 procent svinger mellem våde og tørre faser i uregelmæssige cyklusser. Selvom dette mønster kan virke kaotisk, skaber det i virkeligheden en naturlig buffer mod en langvarig, global megatørke.
Sådan omfordeler varmt og koldt havvand regnen
Nøglen til denne beskyttende mekanisme findes i velkendte, men ofte undervurderede havfænomener: El Niño og La Niña i det tropiske Stillehav. Det er ikke blot eksotiske vejrudslag, men derimod storstilede temperaturforskydninger i havvandet, som påvirker atmosfæren på globalt plan.
El Niño: Forskudte regnbælter, forskudte risici
Under en El Niño-episode opvarmes vandet langs ækvator i Stillehavet markant, typisk hvert andet til syvende år. Det varme vand ændrer de dominerende luftstrømme, hvilket får de normale regnbælter til at flytte sig – og dermed også de områder, hvor tørken rammer.
Typiske effekter under en kraftig El Niño:
- Australien og dele af Sydøstasien får langt mindre regn end normalt.
- Store dele af Sydamerika, især omkring vestkysten, oplever hyppigere kraftige regnskyl.
- Andre regioner, såsom dele af Afrika, mærker konsekvenserne gennem omdirigerede luftstrømme.
La Niña: Mønsteret vender
La Niña er på sin vis det modsatte fænomen. Her afkøles det samme havområde, igen i en uregelmæssig, men nogenlunde sammenlignelig rytme. De atmosfæriske mønstre følger med og vender om.
I La Niña-år oplever Australien ofte vådere forhold, mens andre regioner synker ned i tørke. Det afgørende resultat er, at sjældent fejler alle store landbrugsområder på samme tid.
Gennem disse modsatrettede faser opstår et slags klimamæssigt kludetæppe: Når én region er presset, får en anden midlertidigt pusterum.
Forskere taler i denne sammenhæng om “teleforbindelser”: fjerne forbindelser via atmosfæren. Uregelmæssigheder i havtemperaturer sender luftmasser fra den ene halvkugle til den anden. Undervejs bliver fugtigheden i luften konstant omfordelt, hvilket forhindrer, at flere kontinenter lider under alvorlig vandmangel samtidigt og i længere tid.
Verdens fødevaresystem er afhængig af havets rytme
Studiet kobler tørkedataene til de vigtigste dyrkningsområder for fire basisafgrøder: hvede, ris, majs og soja. Tilsammen udgør disse rygraden i den globale fødevareforsyning.
Det er velkendt, at disse afgrøder er sårbare; selv en moderat tørke kan reducere høsten med 25 til 50 procent. Den nye analyse viser, hvordan det havstyrede kludetæppe af tørke og regn forhindrer, at dette sker overalt på én gang.
I et år, hvor sydamerikanske sojamarker har det svært, kan hvede fra andre regioner stadig give en vis balance. Eller risområder i Asien kan have en fornuftig høst, mens majsproducenter melder om problemer. Kæden knirker, men den brister ikke med det samme.
Den uperfekte spredning af tørkerisici betyder altså: lokale katastrofer, men sjældent en fuldstændig global høstfejl i samme år. Denne margen er, hvad der overhovedet gør international handel og fødevarehjælp mulig.
Klimaforandringer justerer på dette skrøbelige system
Denne ellers betryggende viden har en alvorlig bagside. Forskerne understreger, at den nuværende beskyttelsesmekanisme ikke er uforanderlig. Den globale opvarmning er i færd med at justere på kontrolpanelet for El Niño og La Niña.
I de seneste årtier ser det ud til, at El Niño oftere udvikler sig ekstremt. Nogle målinger tyder på, at disse varme faser bliver kraftigere eller rammer på andre tidspunkter af året. Varigheden og rytmen af de kolde faser forskyder sig sandsynligvis også. Dette kan bringe det omhyggeligt balancerede kludetæppe af vådt og tørt i uorden.
Hvis havets cyklusser ændrer sig, kan risikoen for, at flere af verdens spisekamre kollapser samtidigt, stige.
Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at det regulerende havsystem har fungeret overraskende stabilt i de sidste 120 år, på trods af store variationer i klima og menneskelig arealanvendelse. Denne forudsigelighed giver os mulighed for at tilpasse os bedre.
Hvad politikere og landmænd kan bruge denne viden til
Fordi havtemperaturer og deres svingninger kan måles i god tid, kan denne mekanisme bruges som et slags tidligt varslingssystem. Ved nøje at overvåge havmønstre kan man måneder i forvejen vurdere, hvilke regioner der bevæger sig mod vandmangel.
Dette giver konkrete handlemuligheder:
- Fødevareorganisationer kan fordele kornlagre mere intelligent og købe ind tidligere.
- Eksportlande kan indføre midlertidige eksportlofter, når deres egen risiko stiger.
- Sårbare lande kan hurtigere anmode om støtte og opbygge nødforsyninger.
- Landmænd kan, hvor det er muligt, vælge afgrødesorter, der er mere modstandsdygtige over for tørke i den varslede risikoperiode.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan også inkludere havsignaler i deres modeller. Forsikringspræmier, genforsikringskapacitet og nødfonde kan således tilpasses forventningerne til et El Niño- eller La Niña-år.
En usynlig allieret med begrænsninger
For de fleste lyder det måske paradoksalt: De samme fænomener, der forårsager ekstrem regn og oversvømmelser, hjælper også med at holde en global megatørke på afstand. Ikke desto mindre peger den lange række af målinger netop i den retning. Havet fungerer som en støddæmper, men ikke som et skudsikkert skjold.
Politikere og beslutningstagere bør se denne mekanisme som en mulighed for at planlægge smartere, ikke som en forsikring om, at alt nok skal gå. Mindre skovrydning, mere effektiv vandanvendelse og større diversitet i afgrøder vil reducere skaderne, hvis havets dirigent begynder at opføre sig mere uforudsigeligt.
For os almindelige borgere er én indsigt særligt relevant: Globale fødevarepriser afhænger ikke længere kun af den lokale høst. En varm stribe havvand tusindvis af kilometer væk kan ubemærket påvirke prisen på brød, ris eller køderstatninger i supermarkedet. Det skjulte samspil mellem havvand, skyer og marker udgør dermed et af de mest undervurderede led i vores daglige måltid.
