Nye arkæologiske fund fra Ukraine stiller nu skarpt spørgsmålstegn ved, hvad vi troede, vi vidste om de første byer. På de østeuropæiske stepper afdækkes et billede af gigantiske bopladser, der er mere end seks tusinde år gamle.
Forskere peger på, at en af de tidligste bycivilisationer kan have udviklet sig netop her – længe før de berømte bystater voksede frem mellem floderne Tigris og Eufrat.
En ukrainsk oldtidsby, der vender op og ned på historiebøgerne
I det nuværende Ukraine, øst for Karpaterbjergene, ligger et arkæologisk område, som har været kendt i over et halvt århundrede. I lang tid blev det betragtet som en almindelig forhistorisk boplads, men systematiske udgravninger i de senere år har afsløret stedets sande, enorme omfang.
Et internationalt hold af arkæologer analyserer sporene fra den såkaldte Trypillia-kultur (også kendt som Cucuteni-Trypillia). Dette folk levede i områderne, der i dag dækker Ukraine, Rumænien og Moldova, fra cirka 5400 til 2700 f.v.t. Nye dateringer og detaljerede kortlægninger afslører planlagte bebyggelser, der minder mere om byer end om traditionelle landsbyer fra stenalderen.
Stadig flere forskere taler om Trypillia-kulturens “megabyer” – bosættelser med titusindvis af indbyggere, som opstod før de klassiske byer i Mesopotamien.
Hvorfor Mesopotamien blev kendt som civilisationens vugge
Gennem det meste af det 20. århundrede var den fremherskende opfattelse, at bykulturen opstod i Mellemøsten. Byer som Uruk og Ur blev synonyme med de første planlagte gader, monumental arkitektur, administration og en kompleks økonomi.
Dette billede blev formet af arkæologi, der primært fandt sted i Irak og Syrien. Det var her, de store udgravninger startede tidligst, og hvor forskningen i skriftens og statens oprindelse udviklede sig. Østeuropa forblev i skyggen af denne fortælling, delvist af politiske årsager og delvist på grund af færre midler til forskning.
Et nyt syn på den “urbane revolution”
Nyere analyser viser, at den såkaldte “urbane revolution” ikke var en enkeltstående begivenhed, der udelukkende var knyttet til bronzealderen i Mellemøsten. Flere og flere data tyder på, at komplekse bosættelser opstod parallelt i forskellige dele af Eurasien.
Fundene fra Ukraine er særligt bemærkelsesværdige: Trypillia-bopladserne, der dækker arealer på op til flere hundrede hektar, dateres til en periode, hvor Mesopotamien kun lige var begyndt sin intensive urbanisering.
Sådan så de gigantiske Trypillia-bosættelser ud
Ved hjælp af luftfotos, droner og magnetometer-målinger har forskere rekonstrueret planerne for mange af disse bosættelser. Strukturen er slående velordnet, næsten geometrisk. Husene blev bygget i koncentriske cirkler, der omkransede en central, åben plads.
Arkæologer understreger, at et så stort antal huse, organiseret efter et gentaget mønster, krævede omhyggelig planlægning og koordination. Det kan ikke forklares som en spontan vækst fra en almindelig landsby.
Den planlagte placering af hundredvis af bygninger tyder på fælles beslutningstagning og måske endda tidlige former for byplanlægning og administration.
Hverdagslivet i en forhistorisk storby
Bevarede spor af huse, keramik og værktøj giver et unikt indblik i indbyggernes dagligdag. Husene blev bygget af træ og ler, ofte i to etager. Indenfor var der ovne, soveplatforme og rum til opbevaring af forråd.
- Økonomien var baseret på landbrug, primært dyrkning af hvede og byg.
- Man holdt kvæg, får, geder og svin.
- Keramikken var kendetegnet ved sine karakteristiske, rige spiraldekorationer.
- Der er fundet tegn på specialiseret produktion af værktøj og lertøj.
- Der eksisterede handelsnetværk med fjerntliggende regioner, hvilket ses på råmaterialer, der ikke fandtes lokalt.
Omfanget af produktion og vareudveksling indikerer, at dette ikke var et lukket landbrugssamfund. Det var snarere et centrum, der tiltrak folk fra en bredere region og koordinerede handel.
Kan vi virkelig kalde det en by?
Den største debat blandt forskere handler om, hvad man skal kalde disse strukturer. Nogle mener, at en “by” kræver skriftsprog, en klar centralmagt og monumentale bygningsværker. Andre påpeger, at befolkningstæthed, permanent bosættelse og organisatorisk omfang er vigtigere kendetegn.
Trypillia-bosættelserne efterlod sig ikke templer eller paladser i samme skala som i Mesopotamien, og der er heller ingen spor af skrift. Til gengæld ser vi:
- Store koncentrationer af mennesker, der boede permanent på ét sted.
- En stram, gentagende byplan.
- Et højt niveau af håndværksmæssig specialisering.
- Komplekse netværk for udveksling af råvarer og produkter.
For en del arkæologer er dette tilstrækkeligt til at tale om en tidlig form for bykultur, selvom den manglede de senere, “klassiske” træk fra en statsdannelse.
Debatten om termen “by” afslører et dybere spørgsmål: Skal udviklingen af civilisation altid følge den model, vi kender fra Mesopotamien, eller findes der forskellige veje til et komplekst samfund?
Hvorfor denne diskussion er vigtig i dag
Hvis hypotesen om forhistoriske megabyer på ukrainsk jord holder stik, vil det ændre magtbalancen i fortællingen om civilisationens oprindelse. Østeuropa vil ikke længere blot være en periferi til de store udviklinger, men derimod et af centrene for den tidligste urbanisering.
For ukrainerne selv er dette en vigtig brik i opbygningen af deres historiske identitet. Det viser, at der længe før middelalderens stater eksisterede avancerede samfund i regionen, som var i stand til at organisere livet i en enorm skala.
Hvad udgravningerne stadig kan afsløre
Mange af Trypillia-områderne er kun delvist undersøgt. Nye teknologier, såsom geofysisk scanning, gør det muligt at “kigge” ned i jorden uden at grave. Dette hjælper arkæologer med hurtigt at identificere en hel bopladses layout og derefter beslutte, hvilke områder der er mest interessante at udgrave.
Hver ny udgravning giver friske data om social struktur, religiøse overbevisninger og årsagerne til disse tidlige bysamfunds kollaps. Et særligt spændende spørgsmål er, hvorfor dette højt udviklede system forsvandt uden at efterlade en direkte arv i regionens senere kulturer.
Sådan skal en “by” i stenalderens Europa forstås
For den moderne læser, der er vant til byer med skyskrabere og trafikpropper, kan idéen om en “by” for seks tusinde år siden virke abstrakt. Dengang betød en by simpelthen en større, bedre organiseret og mere specialiseret samling af mennesker end en typisk landsby.
Man kan tænke på disse centre som “laboratorier” for nye sociale løsninger: fælles opbevaring af mad, udviklet håndværk og mere komplekse sociale relationer. At bo tæt sammen krævede nye regler for sameksistens, konfliktløsning og koordinering af store projekter, som f.eks. opførelsen af hundredvis af huse efter en fælles plan.
Historien om Trypillia-bosættelserne viser, at vejen til en urban livsstil kunne have flere varianter. Én førte gennem monumentale templer ved Tigris og Eufrat. En anden førte gennem koncentriske bopladser på Ukraines frugtbare stepper. For at forstå vores egne rødder er denne anden vej mindst lige så vigtig.
