I en rolig bydel i engelske Peterborough lagde beboerne pludselig mærke til en lille shiba inu, der strejfede ensomt rundt. Ugerne gik, og da de lokale besluttede sig for at undersøge hendes færden nærmere, gjorde de et meget overraskende fund.
Oprindeligt antog naboerne blot, at der var tale om endnu en herreløs hund på jagt efter sit næste måltid. Det skete i løbet af efteråret i Peterborough, netop som temperaturerne begyndte at falde drastisk. Den lille hund blev jævnligt spottet kiggende under stakitter og snusende ved skraldespande. Hun bar hverken halsbånd eller hundetegn og fremstod bange, men dog ikke forvildet.
Hvorfor valgte naboerne at skygge hunden?
Folk i nabolaget begyndte medfølende at stille mad ud ved deres havelåger. Selvom hunden spiste ivrigt, blev hun aldrig hængende længe, men skyndte sig i stedet altid ned ad en bestemt sti mod et lille skovområde. Dette faste mønster vakte hurtigt naboernes nysgerrighed.
Flere fornemmede klart, at dyret havde et vigtigt formål med sin faste rute ind i tykningen. En kølig aften besluttede en gruppe beboere at følge efter hende på afstand. Efter at have nydt sit aftenmåltid, luskede hun som sædvanligt afsted mod krattet, og naboerne listede diskret med.
Dybt inde i det tætte buskads for enden af en smal skovsti, hørte de pludselig en svag klynken. Der, på en improviseret seng af visne blade, lå fem bittesmå hundehvalpe trykket tæt sammen. De var kun et par uger gamle og kiggede nervøst ud i mørket.
Hvad skjulte den enlige tæve i skoven?
Sandheden gik hurtigt op for dem: Dette var ikke bare en tilfældig strejfer, men derimod en ung mor i en desperat overlevelseskamp. Drevet af sine stærke instinkter havde hun fundet et skjulested langt væk fra mennesker for at opfostre sit kuld, sandsynligvis efter at være blevet efterladt, mens hun var drægtig.
Det hjerteskærende syn af de små hvalpe i den iskolde skov gjorde et massivt indtryk. Det stod pludselig klart, at hendes daglige ture ud mod bebyggelsen udelukkende handlede om at skaffe næring, så hun kunne holde sine unger i live. Den lille hundemor havde i ugevis balanceret mellem sin åbenlyse frygt for mennesker og den altfortærende trang til at beskytte sin familie.
Desværre gik tæven i panik, da hun opdagede menneskene ved reden. Hun valgte flugten frem for kamp, trak sig hurtigt tilbage mellem træerne og forsvandt. Beboerne stod nu over for et enormt svært etisk valg. På den ene side vidste de, at kulden var livstruende for hvalpene, men på den anden side ønskede de bestemt ikke at frarøve moren hendes børn.
Eksperternes vurdering af hvalpenes tilstand
Fornuften sejrede heldigvis, og gruppen tog de frysende små med ind i varmen, svøbte dem i bløde tæpper og kontaktede straks dyreværnsorganisationen Woodgreen Pets Charity. Dagen efter ankom organisationens specialister for at tilse hele hundefamilien.
Situationen på stedet blev fagligt vurderet således:
- Hvalpene var under tre uger gamle og ekstremt sårbare.
- De havde ligget helt ubeskyttet, udsat for både stærk blæst og fugt.
- Moren var tydeligt underernæret og presset til det yderste.
- De små var stærkt nedkølede, men mirakuløst nok stadig i god fysisk form.
- Hele flokken fik navnene: Ash, Chestnut, Acorn, Blossom og Maple.
- Hundemoren strejfede stadig hvileløst rundt nær den nu tomme rede.
- Det var tydeligt, at tæven nærede et desperat håb om, at hendes unger ville dukke op igen.
Disse bekymrende faktorer indikerede, at en lynhurtig indgriben var påkrævet. Da beboerne vendte tilbage til skovbrynet natten efter, observerede de nemlig den ulykkelige mor lede stædigt efter sit forsvundne kuld.
Sådan reddede dyreværnet hundemoren
At indfange en så skræmt hund kræver enorm tålmodighed. Redningsarbejderne fra organisationen valgte bevidst en forsigtig tilgang, hvor de helt undlod at stresse hende. De mindskede langsomt afstanden ved hjælp af lækker mad og lokkede hende tættere på uden at bruge magt.
Det helt store gennembrud kom, da specialisterne placerede en transportkasse, der bar en stærk duft af hendes hvalpe. Genkendelsens glæde var overvældende, og det fik hende til at overgive sig trygt til redningsfolkene. Samlet blev hele sekskløveret efterfølgende bragt til en af organisationens dedikerede plejefamilier, hvor de modtog dyrlægetjek, god mad og lune senge.
Tæven, som her fik navnet Fern, kunne nu endelig slappe af i trygge omgivelser uden at frygte for morgendagen. Selvom hun fortsat udviste en sund skepsis over for de tobenede reddere, viste hun sig at være en utroligt kærlig og omsorgsfuld mor, der tålmodigt gav sine unger mælk og vaskede dem. Hendes moderinstinkt var heldigvis forblevet fuldt intakt trods de barske uger i skoven.
Hvad sker der med opdagede gadehunde?
Da de fem små shiba inu-blandinger voksede sig større og modtog deres basisvaccinationer, indledte Woodgreen Pets Charity processen med at finde blivende hjem. Det charmerende udseende gjorde dem yderst eftertragtede i lokalområdet. Nogle af hvalpene blev adopteret af familier tæt på, mens andre fandt nye kærlige rammer lidt længere væk under dyreværnets trygge tilsyn.
Repræsentanter fra organisationen understreger stærkt, at Ferns sag er et pragteksempel på, hvor livsvigtig beboeres årvågenhed er i et nabolag. Uden naboernes nysgerrighed og hurtige indgriben havde hundefamilien ganske enkelt ikke overlevet vinteren. Dyrlægerne minder om, at man desværre ofte finder forladte tæver, der enten er højdrægtige eller netop har født, gemt i byernes randområder.
Ekspertråd: Det bør du gøre ved herreløse dyr
Fagfolk har meget klare retningslinjer, hvis du spotter en vildfaren hund. Først og fremmest handler det om at bevare roen og undgå at lave pludselige udfald mod dyret. Prøv i stedet at se, om hunden bærer et skilt på halsbåndet fra en sikker afstand, tag meget gerne et billede, og kontakt straks det lokale internat.
Det frarådes altid selv at forsøge at fange diegivende hunde, medmindre dyret er i umiddelbar livsfare. I tilfælde af ekstrem frost eller tydelig udmattelse kræves der hurtig handling, men det skal altid ske i samråd med professionelle. Mange vil gerne hjælpe, men tøver ofte af frygt for at forværre situationen.
I praksis er et simpelt opkald til et dyreværn uendeligt meget bedre end at lukke øjnene. Disse organisationer råder over det rette udstyr, transportkasser og en uvurderlig erfaring med stressede dyr. Begivenhederne i Peterborough tjener som en vigtig påmindelse om, at et dyr, der ser ud til blot at snuse rundt, meget vel kan være på en livsvigtig mission for sin skjulte familie.
