Magtbalancen mellem gaskæmperne i de yderste afkroge af Solsystemet er ved at undergå en dramatisk forandring. Takket være en række ekstremt præcise observationer vokser antallet af kendte satellitter hastigt, og Saturn udbygger i øjeblikket et massivt forspring foran Jupiter.
Forskere har for nylig identificeret en helt ny gruppe af ganske små himmellegemer, der kredser om vores to største planeter. Opdagelsen omfatter i alt 15 nye objekter, hvoraf fire roterer omkring Jupiter, mens hele 11 tilhører Saturn. Der er ikke tale om storslåede isverdener, men derimod fascinerende små og lyssvage brudstykker af is og klippe.
Hver af disse nyopdagede kloder måler blot omkring tre kilometer i tværsnit, hvilket rundt regnet svarer til størrelsen på en lille by. I kosmisk perspektiv er de mikroskopiske, og deres lysstyrke er tilsvarende svag – typisk mellem 25 og 27 magnituder. Til sammenligning ligger de allersvageste stjerner, som det menneskelige øje kan opfange på en mørk nattehimmel, på cirka 6 magnituder.
15 nye minimåner opdaget i det dybe rum
Disse nyfundne satellitter er så svage, at selv avanceret amatørudstyr overhovedet ikke kan fange dem. For at spotte dem kræves der enorme teleskoper og mange ganges tålmodig gennemsøgning af himmelrummet. Astronomerne må anvende spritny teknologi for præcist at kortlægge observationer fra utallige nætter.
Med denne seneste tilføjelse er det samlede antal kendte måner i Solsystemet nu oppe på 442. Dette tal vil dog uden tvivl fortsætte med at stige. I takt med at udstyret bliver mere fintfølende, fanger forskerne løbende nye detaljer, som tidligere generationer af kikkerter helt missede.
Langt de fleste af de nyeste himmellegemer bevæger sig i voldsomt uregelmæssige baner utrolig langt væk fra deres moderplaneter. Nogle af dem har endda en retrograd rute, hvilket betyder, at de flyver i den stik modsatte retning af de større, velkendte måner.
Teleskopernes grænser: Sådan fanger man usynlige objekter
Jagten på de nye måner blev blandt andet udført ved hjælp af to af verdens mest kraftfulde jordbaserede instrumenter. Det drejer sig om det 6,5 meter store Magellan-Baade teleskop i Chile samt det 8 meter brede Subaru observatorium på Hawaii. Netop disse enorme spejle kan indsamle tilstrækkeligt med lys til overhovedet at registrere de små fnug i mørket.
Selve processen kan ikke klares med et enkelt knips. Astrofysikerne optager derimod lange serier af billeder over tid og lader algoritmer lede efter elementer, der forskyder sig ganske lidt i forhold til baggrundsstjernerne. Fordi afstandene i rummet er så gigantiske, fremstår bevægelsen uendeligt langsom fra Jorden.
Identifikationen af disse diskrete kloder foregår i flere omhyggelige faser:
- Først indsamles der ultra-dybe billeder af en specifik region i verdensrummet.
- Derefter analyserer computerprogrammer billederne for at finde prikker, der har rykket sig.
- Forskerholdet undersøger så, om bevægelsesmønsteret stemmer overens med en tyngdekraftsbinding til planeten.
- Objektets rute skal overvåges intensivt i flere måneder for at få månestatus.
- Hele anerkendelsesprocessen kan strække sig over adskillige år, før det endelige bevis er i hus.
Denne udmattende procedure forklarer også, hvorfor antallet af måner ofte vokser i store ryk. Gode observationer afslører typisk hele sværme af lignende sten, der driver rundt sammen i de yderste baner.
Saturns imponerende føring: Udklasser Jupiter
Med de seneste godkendelser kan Saturn nu bryste sig af hele 285 kendte måner. Selvom Jupiter normalt bærer titlen som planeternes konge, sidder dens tæller fast på 101. Forskellen er med andre ord blevet enorm og bliver kun større.
Tallene understreger et solidt skifte fra tidligere, hvor videnskaben anså Jupiter for at være den absolutte leder. For at indgå i den officielle astronomiske optælling, kræver det bekræftelse fra dedikerede institutioner. Det er især anerkendelser fra organer som Minor Planet Center, der sætter streg under rekorderne.
Den nuværende fordeling af måner i vores galaktiske nabolag ser således ud:
- Saturn: 285 måner
- Jupiter: 101 måner
- Uranus: 27 måner
- Neptun: 14 måner
- Mars: 2 måner (Phobos og Deimos)
- Jorden: 1 måne
- Venus og Merkur: 0 måner
Kontrasterne er ekstreme. På den ene side svæver Saturn rundt i en regulær grød af små satellitter, mens en planet som Mars blot må nøjes med sine to deforme klippestykker.
Derfor har Saturn en sværm af minikloder
Forklaringen på måne-mysteriet skal sandsynligvis findes i geografi. Saturn befinder sig meget længere væk fra Solen end Jupiter, i et område hvor det oprindelige kosmiske støv fordelte sig anderledes. Planetens massive system af ringe og frosne brokker fungerer samtidig som et fantastisk net, der fanger forbipasserende rumsten.
Mange eksperter anslår, at langt størstedelen af de mindste ledsagere er knuste rester fra enorme kloder. I solsystemets ungdomsår blev gigantiske isbolde sandsynligvis smadret under kollisioner eller flået fra hinanden af tyngdefelter, hvilket efterlod de skysystemer af vragrester, som nu svæver rundt i faste baner.
Jo stærkere tyngdekraften er, og jo mere løst materiale der driver rundt, desto flere måner dannes der. Astrofysikere elsker disse mikroskopiske rumbrokker, fordi de fungerer som dybfrosne informationskilder fra vores solsystems kaotiske skabelse. Deres kemi og bane hælper os nemlig med at forstå fortidens dramatiske planetsammenstød.
Eksperterne bag tallene: To dedikerede astronomer
Bag mange af disse svimlende opdagelser står der ikke nødvendigvis et uendeligt stort og upersonligt konsortium. Æren tilfalder ofte små enheder af dybt specialiserede videnskabsfolk. Især danner navnene Scott Sheppard og Edward Ashton et opsigtsvækkende makkerpar, da de to forskere står bag utallige identifikationer af nye satellitter.
Disse astronomer dedikerer store dele af deres livsværk til at stirre ind i skærme og lede efter mikroskopiske forskelle på gamle og nye fotografier af verdensrummet. Deres utrættelige jagt på kanten af gaskæmperne har forandret vores opfattelse af himmelrummet fuldstændigt.
Giver det overhovedet mening at lede efter flere grussten milliarder af kilometer væk? Svaret er et rungende ja. Hver eneste nye måne leverer kritiske ledetråde til, hvordan planeterne i sin tid fandt deres plads, og hvordan vores helt egen baghave i kosmos faktisk fungerer.
