Pladsmanglen på dyreinternater er et stigende problem, og kigger man ind i burene, er det de samme hundetyper, der går igen. Det er bestemt ikke tilfældigt, for data fra Frankrig afslører et markant mønster. Visse hundetyper tilbringer langt mere tid bag tremmer end andre, selvom de hverken er farligere eller har et dårligere temperament.
Beslutningen om at svigte en hund handler nemlig sjældent om selve dyret. I stedet er det ofte en kombination af menneskelig uvidenhed, irrationel frygt og stram lovgivning, der sender dem på internat. Personalet på de franske internater oplever dagligt, hvordan små gadekryds lynhurtigt får nye hjem. Samtidig må de store, muskuløse hunde ofte vente i årevis på en ny chance, blot på grund af deres udseende.
De oftest efterladte hunde bedømmes udelukkende på deres udseende
På internaterne i Frankrig er der en voldsom overrepræsentation af molosser-typen. Der er tale om muskuløse, bredhovedede og kraftigt byggede racer som American Staffordshire Terrier, Rottweiler og Cane Corso samt blandinger af disse. Selvom de voldsomme proportioner ofte skaber frygt og fordomme hos potentielle adoptanter, har det intet med hundens faktiske adfærd at gøre.
Når familier går rundt og kigger på hundene, vælger de helt instinktivt at gå i en stor bue uden om de tungeste drenge. Besøgende lader sig ofte styre af en grundlæggende utryghed, frem for at forholde sig rationelt til dyrets sande personlighed. Det betyder i praksis, at en rolig og velopdragen Rottweiler ofte bliver fravalgt alene på grund af et intimiderende førstehåndsindtryk.
En giftig cocktail af stram lovgivning, modetendenser og frygt
En væsentlig årsag til problemet skal findes i den stramme lovgivning i Frankrig, hvor specifikke racer er underlagt særlige restriktioner. For at eje en af disse hundetyper skal man som ejer navigere gennem et komplekst system af krav:
- Krav om officiel tilladelse til at holde en kategoriseret hund
- Obligatorisk adfærdsvurdering udført af en ekspert
- Krav om udvidet ansvarsforsikring
- Påbud om altid at bruge mundkurv og snor i det offentlige rum
- Registrering i en særlig database for potentielt farlige racer
- Løbende kontrolbesøg fra de veterinære myndigheder
For mange ejere bliver dette bureaukratiske og økonomiske pres simpelthen for massivt. Mange anskaffer sig hunden som et impulsivt modefænomen, fordi den ser frygtindgydende ud. Når virkeligheden rammer med krav, forpligtelser og et fordømmende samfund, hvor folk krydser gaden for at undgå dem, vælger mange den lette udvej at aflevere hunden på internatet.
Bag det barske ydre gemmer der sig en ekstremt følsom hund
Kender man disse stærke hunderacer, ved man også, at det muskuløse ydre fungerer som et skjold for et utroligt blidt og kærligt indre. En American Staffordshire Terrier, en Cane Corso eller en Rottweiler knytter utroligt tætte bånd til sine mennesker. De er dybt loyale følgesvende, som kræver massiv kontakt og nærvær for at trives.
Netop denne hengivenhed bliver ofte deres akilleshæl. Forskere fra universitetet i Lyon har påvist, at molossere producerer markant mere af stresshormonet kortisol, når de anbringes på et internat, sammenlignet med andre racer. De forstår ganske enkelt ikke det pludselige brud med deres familie. Den langvarige anbringelse resulterer oftest i kronisk stress, hvilket kan komme til udtryk gennem enten voldsom hyperaktivitet eller fuldstændig apati.
For at skabe en velafbalanceret hund kræves der en dedikeret ejer, som kan tilbyde faste rammer og forudsigelighed. Uden en nærværende og konsekvent leder udvikler hundene hurtigt adfærdsproblemer som voldsomt træk i snoren, overdreven gøen eller ressourceforsvar. Det er altafgørende at forstå, at dette ikke er medfødt aggressivitet, men derimod et direkte resultat af opdragelsesfejl.
Vejen frem: Vi skal ændre vores syn på ansvarlighed
Franske adfærdseksperter råber vagt i gevær: Det er på tide at stoppe med at behandle hunde som smarte accessories til Instagram. Især de fysisk stærke racer skal anerkendes som levende væsener med komplekse behov, der strækker sig langt ud over at se imponerende ud på et billede.
Livet med en såkaldt krævende hunderace indebærer benhård konsekvens, faste husregler og daglig mental stimulering. Adfærdsspecialister understreger, at man skal afsætte mindst en time om dagen til målrettet træning. En hurtig tur rundt om blokken er på ingen måde tilstrækkeligt; der kræves struktureret lydighedstræning, sporarbejde eller agility. Får disse hunde ikke afløb for deres energi, vil de stensikkert opfinde deres egne, ofte yderst destruktive, underholdningsmetoder.
Hvad det betyder for fremtidige hundeejere i Tjekkiet
Selvom denne dynamik primært observeres i Frankrig, ser man nøjagtig samme mønster hjemme i Tjekkiet. Tjekkiske dyreinternater melder løbende om en kraftig stigning i antallet af efterladte molossere. Nogle hunde er importeret fra udlandet, mens andre stammer fra uansvarlig avl. Den fælles nævner er desværre altid, at ejeren har overvurderet sine egne evner fuldstændigt.
Inden man overhovedet overvejer at anskaffe sig en stor og muskuløs hund, bør man tage et alvorligt kig på sin egen livsstil. Hvis hverdagen i forvejen er travl, og lysten til systematisk hundetræning kan ligge på et meget lille sted, er en molosser et uheldigt valg. Konsekvenserne af manglende aktivering er markant større hos en kæmpehund. Hvor en lille hund måske bider hul i et par sokker, kan en understimuleret mastiff splitte en hel sofa ad.
Desuden påpeger eksperter fra Den Centraleuropæiske Veterinærkonference i Prag, at de tunge racer ofte er ledsaget af specifikke og alvorlige sundhedsproblemer. Hofteledsdysplasi, alvorlige hjertefejl og livstruende mavedrejninger er blot nogle af de lidelser, der jævnligt rammer molossere. At eje sådan en hund kræver med andre ord et solidt økonomisk råderum, udover masser af tid og overskud.
Sådan bryder vi mønsteret og skaber succesfulde adoptioner
Går du med tanker om at adoptere en muskuløs internatshund, er der flere afgørende forholdsregler, du bør tage. Beslutningen må aldrig forhastes. Det er langt bedre at besøge internatet adskillige gange og få grundig sparring med en adfærdsbehandler, frem for at lade følelserne styre efter en enkelt gåtur. Professionel træning bør anskues som en fast del af budgettet, ligesom hele husstanden skal være fuldstændig enige om hundens opdragelse.
Gennem årtier har film og medier skabt et sensationspræget og skræmmende billede af de store muskelhunde. Det har desværre medført, at offentligheden overser de fantastiske, følsomme og stærkt loyale egenskaber, disse dyr besidder i de rette hænder. Enhver vellykket adoption er derfor afgørende for langsomt at ændre samfundets negative fortælling.
Udfordringen på tværs af både franske og øvrige europæiske internater ligger i at aftabuisere racerne uden at negligere deres enorme fysiske styrke. Vejen frem er ikke nødvendigvis endnu strammere lovgivning, men derimod massiv investering i uddannelse af fremtidige hundeejere og reel støtte i den første tid efter adoptionen. Kun på den måde kan de glemte hunde bag tremmerne forvandles til de fantastiske familiehunde, de fra naturens side er skabt til at være.
