Forskere har dykket ned i data fra hele 20.000 personer på tværs af flere lande for at afklare, om vores placering i søskendeflokken rent faktisk påvirker vores intelligens. Selvom der ganske vist findes målbare forskelle, er de markant mindre, end de typiske jokes rundt om spisebordet ellers antyder.
Psykologer tilknyttet universiteterne i Leipzig og Mainz har gennemført en massiv undersøgelse for at besvare netop dette ældgamle familiespørgsmål. Ved hjælp af dybdegående psykometriske tests af 20.000 individer fra vidt forskellige sociale lag og familiestørrelser, kortlagde de to specifikke parametre. Fokus var primært rettet mod deltagernes intelligenskvotient samt deres karaktertræk ud fra Big Five-modellen.
Målet var at fastslå én gang for alle, om det at være den ældste, mellemste eller yngste efterlader et permanent aftryk på hjernefunktionen og personligheden. Konklusionerne byder dog på meget jordnære kendsgerninger, som gør op med adskillige indgroede myter, vi ofte genfortæller til familiefester.
Hvad eksperterne helt præcist opdagede om de førstefødtes intelligens
Det er uden tvivl intelligensdelen af studiet, der skaber størst debat. Forskerholdet kunne konstatere, at det ældste barn i familien rent statistisk scorer en anelse højere i kognitive prøver sammenlignet med de yngre søskende. Denne gennemsnitlige fordel lyder på præcis 1,5 IQ-point, hvilket giver de ældste en marginalt bedre chance for at overgå deres mindre brødre og søstre rent intellektuelt.
Kigger man på en husstand med to børn, vil den førstefødte have cirka 52 procent sandsynlighed for at opnå et bedre testresultat. Umiddelbart virker det som en ubetydelig detalje, men når man gransker gigantiske datasæt, træder et tydeligt mønster frem. Disse forspring kommer især til udtryk inden for følgende domæner:
- Et markant bredere ordforråd
- En mere ubesværet håndtering af abstrakte koncepter
- Større mental smidighed, når forskellige informationer skal kobles sammen
- Højere scoringer i rent sproglige vurderinger
- En evne til hurtigere at afkode og forstå snørklede instruktioner
- Mere overskud til at formidle indviklede problemstillinger på en letforståelig måde
Dette fænomen viste sig at være konsekvent, uanset om man sammenlignede børn fra samme husstand eller individer fra helt forskellige familier med matchende baggrund. Det understreger klart, at vi har at gøre med en reel, systematisk tendens og ikke blot statistiske tilfældigheder.
Miljøet i hjemmet trumfer de biologiske gener
Forskerne lægger stor vægt på, at der ikke findes noget belæg for, at de ældstes kognitive overtag er genetisk betinget. Det handler derimod udelukkende om de familiære dynamikker, som især udspiller sig i de allerførste leveår. Som den første i flokken får man nemlig en helt unik start, som efterfølgende søskende aldrig vil opleve på samme måde: forældrenes udelt, fulde opmærksomhed.
Al omsorg, energi og endda bekymring fra forældrenes side rettes mod dette ene spædbarn. Dette udmønter sig direkte i flere dybe samtaler, mere tid brugt på at læse bøger sammen, hyppigere sproglege og en generelt større indsats for at forklare verdens sammenhænge. Herudover ender det ældste barn ofte med at fungere som en slags uofficiel underviser i hjemmet. Ved konstant at skulle guide de yngre, styrkes det store barns egne kognitive evner.
Denne særlige lærereffekt træder i kraft, uanset om det handler om at gennemgå reglerne til et brætspil, assistere med matematikopgaver eller blot vise lillebror rundt et nyt sted. En hjerne, der regelmæssigt skal videreformidle viden, bliver simpelthen bedre til at strukturere information og lynhurtigt opfange mønstre. Fagspecialister påpeger ofte, at det at undervise andre aktivt tvinger vores neurologiske netværk til at skabe meget stærkere forbindelser sammenlignet med traditionel, passiv læring.
Mindre ansvar, men langt bedre muligheder for at observere
Når nummer to melder sin ankomst, træder barnet ind i en husstand, hvor forældrenes fokus fra dag ét skal fordeles. Selvom der stadig er masser af kærlighed og tryghed, bliver det yngre barn en del af et allerede etableret hierarki. Der er allerede et ældre barn med faste vaner, en etableret dagsrytme og bestemte måder at snakke med de voksne på. Derfor påtager de yngre medlemmer sig oftere rollen som opmærksomme tilskuere.
De overværer konstant, hvordan deres storesøster eller storebror træffer valg, forhandler med mor og far og lærer nye ting fra sig. Den direkte følelse af at bære et stort ansvar lander ofte meget senere hos de yngste, hvis den overhovedet nogensinde manifesterer sig lige så stærkt. Studiet fremhæver desuden en fascinerende psykologisk mekanisme: De små søskende har en udtalt tendens til at undervurdere deres egne evner i direkte sammenligning med den ældste.
I deres øjne har storebror eller storesøster jo altid været den person, der var foran – uanset om det gjaldt om at knække læsekoden hurtigst eller mestre tabellerne først. Sådan et selvbillede slår nemt rødder, selv i de tilfælde hvor deres akademiske præstationer senere hen i livet er fuldstændig identiske. Doktor Martin Weber, forsker ved universitetet i Leipzig, uddyber, at denne skævvredne opfattelse af egne evner kan hænge ved langt ind i voksenlivet og ubevidst styre alt fra uddannelsesvalg til karriereveje.
Personligheden formes helt uafhængigt af din plads i flokken
Gennem generationer har vi fortalt hinanden historier om, at de førstefødte helt automatisk er de fornuftige og regelrette, mens midterbørnene let bliver overset, og de yngste forvandles til forkælede rebeller. Men de massive mængder ny data kan slet ikke genkende dette billede. Analyserne tog udgangspunkt i de fem fundamentale personlighedstræk fra Big Five-modellen:
- Ekstroversion og udadvendthed
- Samvittighedsfuldhed
- Venlighed og omgængelighed
- Grundlæggende emotionel stabilitet
- Åbenhed over for nye og ukendte oplevelser
Når man rensede tallene for parametre som køn, baggrund og aktuel alder, stod det lysende klart, at din ankomst i rækkefølgen intet som helst betyder for disse kernetræk. Eventuelle minimale udsving var så forsvindende små, at de blot kunne afskrives som simpel statistisk støj. Hvorvidt du er barn nummer et, to eller fem støber altså ikke din fundamentale karakter. I stedet formes vi af en kompleks blanding af vores medfødte temperament, de unikke livserfaringer vi gør os, og kvaliteten af vores relation til forældrene.
Dette specifikke fund kom faktisk som en gedigen overraskelse for en tilknyttet professor i psykologi fra universitetet i Mainz, særligt fordi pop-psykologien i årtier har
