Enspændere af eget valg? Det skjulte træk i fokus
Det er en udbredt misforståelse, at personer, der trives bedst i eget selskab, per automatik mangler kærlighed eller tætte sociale relationer. Ofte bunder denne livsstil i et helt specifikt personlighedstræk, som fungerer som et yderst effektivt værn mod fremtidige skuffelser og hjertesorg.
Udadtil fremstår disse individer ofte som lidt af et mysterium for omverdenen. De fungerer upåklageligt på arbejdspladsen, er imødekommende og har en bred omgangskreds, men alligevel formår de konsekvent at holde folk på armslængdes afstand. De undgår konsekvent at bede om hjælp, viser stort set aldrig sårbarhed og sætter udelukkende deres lid til sig selv. Flere eksperter peger nu på, at denne distancerede adfærd på ingen måde er tilfældig, da den udspringer af en meget markant karakteregenskab.
Selvom disse mennesker fremstår utroligt stærke og selvkørende, gemmer der sig ofte en langt mere kompleks forsvarsmekanisme under overfladen. Denne mekanisme, som typisk har rødder i de tidlige barndomsår, blokerer fuldstændigt for evnen til at knytte ægte, nære bånd. Fagfolk betegner dette fænomen som hyperuafhængighed – en ekstrem form for selvstændighed, der på afstand ligner beundringsværdig styrke, men som ved nærmere eftersyn ofte viser sig at være en uigennemtrængelig mur.
Rødderne til hyperuafhængighed findes ofte i barndommen
Den anerkendte amerikanske psykolog Mark Travers kaster lys over, hvorfor visse individer helt naturligt trækker sig fra intime relationer. Det handler netop om denne ekstreme hyperuafhængighed. Et menneske præget af dette træk lever i virkeligheden efter en ganske simpel, ufravigelig regel: Hvis jeg ikke gør det selv, kan jeg lige så godt lade være med at regne med det overhovedet.
Helt fra barnsben har de lært udelukkende at stole på egne evner. De deler nødigt personlige problemer med andre, da det at bede om hjælp lynhurtigt fremkalder skam eller et voldsomt ubehag. Følelsesmæssige kriser håndteres bedst i absolut stilhed, langt væk fra andres nysgerrige og potentielt dømmende blikke.
Nyere forskning i menneskets tidlige tilknytningsmønstre understreger, at dette markante adfærdsmønster sjældent opstår ud af ingenting. Tværtimod kan det ofte spores direkte tilbage til opvæksten og de allerførste oplevelser med voksne omsorgspersoner. Hvis det følelsesmæssige fundament i hjemmet har været svingende, uforudsigeligt eller ligefrem fraværende, drager et barn lynhurtigt en hjerteskærende konklusion: Man kan ganske enkelt ikke altid regne med de voksne.
For en formbar og følsom barnehjerne fungerer dette som et ekstremt stærkt overlevelsessignal. Det bliver indkodet, at det er langt mere trygt ikke at forvente sig noget af sine medmennesker. Sådanne tidlige svigt skaber en stærk overbevisning om, at man bør:
- skjule sine sande behov for omverdenen fuldstændigt
- undgå at belaste andre mennesker med sine følelsesmæssige kvaler
- opgive troen på, at nogen reelt vil støtte en, når tilværelsen bliver svær
- håndtere enhver livsudfordring fuldstændig på egen hånd
- gemme al sårbarhed så dybt væk som overhovedet muligt
- nære en grundlæggende mistillid til alle former for langvarige relationer
Et voksent menneske, der bærer rundt på denne form for bagage, fremstår ofte som yderst velfungerende. De passer deres job, træffer hurtige beslutninger og mestrer hverdagen til perfektion. Men sideløbende holdes alle andre instinktivt på tryg afstand. Frygten for selve ensomheden er minimal; det, der for alvor skræmmer dem, er risikoen for at blive svigtet af en person, de er gjort afhængige af.
En tilknytningsstil der fremmer den følelsesmæssige afstand
Inden for den moderne psykologi kategoriseres denne adfærd typisk som en direkte undvigende tilknytningsstil. En person med dette mønster har utroligt svært ved at opsøge nærhed og trives i stedet bedst med massiv følelsesmæssig distance. Ægte intimitet kan ligefrem udløse en følelse af fare. Opstår der uundgåelige konflikter i en relation, vil første indskydelse altid være at trække sig helt væk frem for at forsøge at løse problemet i fællesskab.
Set udefra kan en sådan person nemt fremstå utroligt kølig eller direkte uinteresseret i andre. Men sandheden er, at de desperat forsøger at beskytte sig selv mod en lammende frygt for afvisning. Terapeut Nancy Colier, der til daglig arbejder i New York, fremhæver, at hyperuafhængige mennesker ofte benytter systematisk isolation som et effektivt værktøj til konstant at bevare den fulde kontrol i alle relationer.
Opsigtsvækkende undersøgelser fra University of Illinois peger desuden på en fascinerende fysiologisk årsagssammenhæng. Forskerne har opdaget, at personer med denne specifikke tilknytningsstil konsekvent producerer lavere mængder af oxytocin i hjernen. Da dette hormon er altafgørende for vores evne til at opbygge tillid og tætte sociale bånd, giver det rigtig god mening, hvorfor romantisk og platonisk nærhed ofte resulterer i stress frem for tryghed.
Ensomhed som et beskyttende skjold frem for et reelt ønske
Et overvældende antal hyperuafhængige individer erklærer stolt, at de elsker at tilbringe deres tid i fuldkommen ensomhed. For det meste er det faktisk sandt. Stilheden og fraværet af kritiske tilskuere giver dem en tiltrængt og uforstyrret kontrol over deres egne liv. Her er der dog ikke blot tale om almindelig, sund introversion, men snarere om en dyb og indviklet psykologisk forsvarsmekanisme.
Nærhed opfattes som en overhængende farezoner. Jo tættere en partner eller ven rykker på, jo mere stiger det indre spændingsniveau. Hjernen begynder at fodre personen med negative tanker som: “Nu bliver jeg snart kritiseret”, “De vil opdage, at jeg ikke har styr på det”, eller “Nu skal jeg igen til at forsvare mine valg”. Udvejen bliver derfor altid at skabe distance. Et hold dygtige forskere fra McGill University i Montreal har dokumenteret, at denne gruppe i hjernescanninger udviser en kraftig overaktivitet i amygdala, blot de forestiller sig et scenarie med følelsesmæssig sårbarhed.
I praksis kan det resultere i, at et menneske går igennem en monumental livskrise, men udadtil smiler bredt og fastholder, at alt fungerer perfekt. Partneren vil ofte fornemme en uforklarlig kulde, selvom der umiddelbart ikke foregår noget forkert i selve parforholdet. Nære venner opdager typisk først de store problemer længe efter, de er overstået, fordi vedkommende har valgt at tie alt ihjel.
De pårørende fejlfortolker ofte denne adfærd som manglende kærlighed eller decideret mistillid. I hovedet på den hyperuafhængige foregår der imidlertid noget helt andet: Det er selve manglen på tro på, at en relation kan være blivende og stabil, der driver dem mod fuld isolation for enhver pris.
Grænsen mellem sund selvstændighed og destruktiv adfærd
At kunne klare sig selv er uden tvivl en fantastisk egenskab at besidde. Det er en fordel på arbejdsmarkedet, i økonomiske spørgsmål og i den daglige husholdning. Men i det øjeblik denne uafhængighed udvikler sig til en firkantet livsregel – jeg vil aldrig nogensinde bede nogen om hjælp – begynder mønsteret at dræne livsglæden. Psykologiske eksperter peger på flere markante faresignaler, som man bør holde øje med.
Et tydeligt tegn er, hvis du konsekvent afslår hjælp, selv når du er ved at bukke under for pres. Du mærker måske en intens skam, hvis du blot overvejer at anmode om en smule moralsk eller økonomisk støtte. Ofte føles det bare langt nemmere at fastholde skuespillet som den superstærke problemløser. I kærl
