Bliver du spurgt til dit velbefindende, svarer du formentlig helt per automatik, at “alt er fint”. Fageksperter inden for psykologi advarer dog om, at netop denne hyppigt anvendte respons ofte fungerer som et røgslør for alvorlig, langvarig anspændthed, som bevidst holdes skjult for omgivelserne.
Forestil dig kaffemaskinen på kontoret, hvor kollegerne hurtigt slynger det vante spørgsmål ud. Kaffen ryger i koppen, indbakken tjekkes febrilsk, og tankerne kredser allerede om aftenens gøremål. Du kvitterer med et lynhurtigt “alt vel”, fuldstændig som du plejer. Samtalen lukkes øjeblikkeligt ned, og ingen graver dybere. Tilbage ved skærmen flimrer teksten for øjnene af dig – ikke på grund af skrifttypen, men fordi hjernen kører i alt for højt gear. Indeni lurer en pulserende uro, som på ingen måde lader sig indfange i en PowerPoint-præsentation. Kroppen reagerer med dundrende hjertebanken, nøjagtig som før en stor eksamen, på trods af at det bare er en ganske almindelig arbejdsdag. Denne tilsyneladende uskyldige facade er ifølge terapeuter en klassisk afværgemekanisme mod en helt særlig form for mental belastning.
Hvad vi i virkeligheden gemmer bag facaden
Terapeuter og adfærdsforskere bemærker i stigende grad et tydeligt mønster hos individer, der rutinemæssigt melder alt i skønneste orden. De bærer ofte rundt på en massiv følelsesmæssig overbelastning, som de for alt i verden ikke vil belemre andre mennesker med. Der er ikke blot tale om almindelig fredagstræthed efter en travl uge. Tværtimod er det en konstant, nagende overbevisning om, at man under ingen omstændigheder må skuffe sine nærmeste eller ødelægge den gode stemning. Indeni hersker der måske totalt kaos, mens det ydre udtryk er snorlige og velorganiseret som et fejlfrit katalog fra IKEA. Denne type indre pres bærer gerne pænt tøj og et stort smil, hvilket gør den utrolig svær at spotte, indtil korthuset pludselig ramler med et brag.
Tænk på den person i din omgangskreds, der altid virker til at have styr på alting. Det er den uofficielle leder på arbejdspladsen, familiens huske-gen og gruppens evige rejsearrangør. Spørger du ind til deres reelle velbefindende, bliver det lynhurtigt fejet af bordet med en bemærkning om, at andre skam har det meget værre. Forskning peger utvetydigt på, at netop de “stærke” profiler har allermest vanskeligt ved at række ud efter hjælp. Samtidig er det netop dem, der oftest rammes af voldsomme fysiske reaktioner som ondt i maven, dunkende spændingshovedpine, søvnløshed og brystsmerter. Dette udgør det klassiske billede på undertrykt overbelastning, der lydløst æder personen op indefra bag fuldstændig lukkede døre.
Fænomenet omtales i faglige kredse ofte som et decideret helte-syndrom. Når man først har vænnet sig til rollen som limen, der holder hele verden sammen, begynder man gradvist at tro, at man helt har mistet retten til at bryde sammen. Den opsparede anspændthed finder overhovedet ingen naturlige flugtveje gennem forløsende samtaler, gråd eller velfortjente pauser. I stedet fanges trykket i kroppen som i en trykkoger, fordi vi per automatik iklæder os det velkendte, falske smil. Jo oftere vi forsikrer os selv og andre om, at vi trives, desto mere distancerer vi os fra vores virkelige mentale tilstand.
Når standardsvaret fungerer som en rød advarselslampe
Et simpelt, men ekstremt lærerigt greb i hverdagen er at begynde at overvåge dit eget sprogbrug aktivt. Brug den kommende uge på nøje at registrere hver eneste gang, du lader standardsætningen slippe ud. Hver gang det sker, bør du lynhurtigt og stille spørge dig selv: “Hvad spiller i virkeligheden ikke helt optimalt lige nu?”. Hensigten er på ingen måde at skabe overdrevent drama, men udelukkende at slå en mikroskopisk revne i panseret. Måske er det blot en lille banal detalje eller en flygtig irritation over en ubehagelig mail, der fylder. Ved at indføre denne lille mentale logbog vil du hurtigt opdage, at din ellers så vante kommentar dækker over et enormt og farverigt spektrum af undertrykte følelser.
Mange stressramte begår den klassiske fejl, at de forsøger at iværksætte en total livsomlægning fra dag ét. Udfordringen er bare, at udbrændte individer på ingen måde besidder overskuddet til dramatiske karriereskift eller store opgør, og derfor skubbes hele problemet blot tilbage i mørket. En langt mere bæredygtig tilgang er at bryde ændringerne ned i bittesmå, overkommelige bidder. Ofte bunder uroen slet ikke i en overordnet ulykke, men derimod i meget konkrete usikkerheder: frygten for fiasko, bekymring for kollegernes dom eller angsten for at blive valgt fra. Gør du dæmonerne specifikke i stedet for diffuse, bliver det pludselig en overkommelig opgave at betro sig til blot én betroet allieret.
Kliniske psykologer fremhæver igen og igen, at frygten for at være en klods om benet er den helt primære drivkraft bag den opsatte facade. Det er angsten for at få at vide, at man overdriver, eller smerten ved at mærke omgivelsernes skuffelse over ens utilstrækkelighed. Som en erfaren terapeut rammende har beskrevet det: Mennesker, der konstant lader som om intet fejler dem, har typisk lært helt fra barnsben, at deres eksistens kun honoreres, når de ikke skaber støj. De er opdraget til at pakke deres sårbarhed væk, så den forbliver pæn, uproblematisk og usynlig.
Genkender du ovenstående mønstre hos dig selv, skal du holde særligt godt øje med følgende symptomer:
- Du rammes i stigende grad af blytung træthed, uanset hvor lidt du tilsyneladende foretager dig
- Hjernen kører i ring med opdigtede samtaler og forsvarstaler, som aldrig ser dagens lys
- Kropslige advarselssignaler i form af spændinger og trykken i brystet overskygger fuldstændig den egentlige konflikt
- Du føler dig fuldstændig drænet for energi efter en ellers hyggelig kaffeaftale med vennerne
- Grænsen mellem reel vrede, dyb sorg og blot en dårlig dag er fuldstændig udvisket
- Du overbeviser konstant dig selv om, at du mangler klageret på grund af andres ulykke
- Følelsen af, at fundamentet smuldrer totalt, hvis du sænker farten blot en lille smule
- Vedvarende fysisk ubehag, hvor fordøjelsen strejker eller hovedet værker i ugevis
Sådan bryder du det automatiske mønster i det små
Den fantastiske nyhed midt i det hele er, at du overhovedet ikke behøver at smide hele din beskyttelsesmekanisme ud fra den ene dag til den anden. Start med at åbne porten ganske forsigtigt på klem. Næste gang en velmenende kollega eller ven rækker ud, kan du med fordel hægte en ærlig tilføjelse på dit vante svar. Prøv for eksempel at svare: “Alt går strygende, men jeg føler mig ærligt talt en kende overstimuleret”, eller “Det kører fint, men morgendagens svære opgaver rumsterer en del”. Det skaber en smule tiltrængt gennemtræk i et indelukket sind. Du tvinges ikke til at krænge din dybeste sjæl ud, men anerkender blot højlydt en enkelt tilstedeværende følelse.
Frygten for at blive bombarderet med andres velmenende råd afholder mange fra at dele ud af sårbarheden. Da det langt fra er alle, der besidder evnen til udelukkende at lytte, giver det fantastisk god mening at afstemme spillereglerne på forhånd. Du kan sagtens deklarere: “Jeg søger overhovedet ikke løsningsforslag, jeg har blot et akut behov for at læsse af”. Dette giver afklarede og trygge rammer i rummet. Oplever du stadig en kold skulder eller en letkøbt joke, må du for alt i verden huske, at afvisningen udstiller deres manglende emotionelle rummelighed – absolut ikke din utilstrækkelighed.
Et utrol
