På et tidspunkt i livet går det op for de fleste af os, at vennekredsen er skrumpet ind. Til gengæld har vi fået en knivskarp fornemmelse af, hvilke mennesker vi egentlig har brug for i vores liv.
Udefra kan det ligne, at man trækker sig fra det sociale liv, eller at evnen til småsnak er forsvundet. Sandheden er dog ofte en anden, da der typisk er tale om et helt bevidst fravalg af meningsløse bekendtskaber. Dette kan dog resultere i en smertefuld følelse af isolation.
Gennem mange år har psykologien undersøgt vores sociale adfærd, når vi runder de 40, 50 eller 70 år. Den gængse opfattelse er ret simpel: Jo ældre vi bliver, desto færre mennesker omgiver vi os med, hvilket angiveligt skulle forringe vores livskvalitet. Forskningen tegner imidlertid et langt mere nuanceret billede af situationen.
For mange ældre voksne er en reduceret omgangskreds nemlig ikke et udtryk for social fiasko. Tværtimod er det resultatet af en utrolig omhyggelig udvælgelse af, hvem der rent faktisk er værd at bruge tid på. I vores yngre dage accepterer vi langt lettere alle mulige og umulige relationer, fordi vi gerne vil være med overalt. Med tiden opdager vi dog tydeligere, hvem der giver os energi, og hvem der blot dræner os, hvorefter vi begynder at fravælge de overfladiske møder.
En teori, der ændrede synet på aldring og menneskelige relationer
I begyndelsen af 1990’erne præsenterede psykologen Laura Carstensen fra Stanford University et banebrydende koncept. Det vendte fuldstændig op og ned på vores forståelse af relationer i en sen alder. Hun kaldte fænomenet for socioemotional selectivity theory.
Konceptet bygger på tanken om, at vores behov for nærvær forbliver intakt, selvom vi gradvist indser, at tiden ikke varer evigt. Vi skifter slet og ret strategi. I stedet for at jagte en enorm mængde af venskaber, begynder vi for alvor at investere i relationernes kvalitet.
Når vi er unge, handler det i høj grad om at udvide sit netværk, samle på oplevelser og være til stede, hvor tingene sker. Senere i livet skifter fokus markant. Her bliver det langt vigtigere at dyrke de relationer, som skaber en ægte følelse af tryghed, mening og uforfalsket fortrolighed.
Studier udført af Laura Carstensen fra Kalifornien viser tydeligt, at modne voksne aktivt beskærer deres sociale netværk. De beholder primært de forbindelser, som rummer dybde, mens de bevidst lader de mere overfladiske kontakter glide ud i sandet. Dette er ikke en flugt fra samfundet, men derimod en målrettet social kultivering, der ofte resulterer i et meget bedre humør.
Færre mennesker er ikke altid lig med større ensomhed
Her er det helt afgørende at kende forskel på to forskellige begreber inden for videnskaben. Forskere skelner nemlig skarpt mellem objektiv social isolation og den subjektive oplevelse af at føle sig ensom. Du kan sagtens have en fuldt booket kalender og alligevel føle dig utroligt forladt. Modsat kan du have en meget lille omgangskreds og være fuldstændig tilfreds.
Det absolut vigtigste er aldrig mængden af venner. Det handler i stedet om, hvordan de eksisterende venskaber reelt fungerer, og om vi bliver oprigtigt set, hørt og bakket op i hverdagen.
Et gennemgående træk i mange menneskers livsfortællinger er, at blot tre eller fire nære personer betyder uendeligt meget mere end hundredvis af løse kollegaer. Særligt efter man er fyldt 60 eller 70 år, bliver denne kontrast ubehageligt tydelig. Mange mister simpelthen overskuddet til at foregive begejstring ved sociale arrangementer, hvor samtalen sjældent stikker dybere end næste feriedestination.
Hvor stammer ensomheden fra, når vores valg giver mening?
Hvis det er et helt bevidst valg for mange modne voksne at skære ned på omgangskredsen for at øge kvaliteten, hvor opstår den tomme følelse så fra? Et anerkendt forskerhold fra King’s College London og Duke University har formuleret en meget præcis definition. De beskriver ensomhed som afstanden mellem de relationer, vi egentlig drømmer om, og dem, vi i virkeligheden har adgang til.
Ifølge deres forskning har ældre mennesker især brug for seks specifikke elementer, når de interagerer med andre:
- Gensidig respekt og fuld tillid
- En grundlæggende følelse af nærhed samt et trygt rum
- Autentisk gensidighed, hvor begge parter både kan give og modtage
- Fælles interesser eller en lang, delt forhistorie
- Muligheden for at føre en ægte og dyb samtale frem for blot overfladisk snak
- Praktisk hjælp og støtte, når krisen for alvor kradser
Set i dette lys giver manges oplevelser pludselig rigtig god mening. Når man frasorterer de drænende, kritiske eller overfladiske kontakter, skyldes det en klar længsel efter varme og respekt. Udfordringen er bare, at det ofte er langt sværere at finde den slags dybe forbindelser, når man har passeret de 50 eller 70 år. Kravene stiger, men chancerne for at møde nye, meningsfulde bekendtskaber svinder ofte ind.
Beskæringens paradoks: Højere kvalitet, men større sårbarhed
De langvarige undersøgelser fra Laura Carstensen og hendes team, som har fulgt de samme forsøgspersoner i årevis, afslører en yderst fascinerende mekanisme. Tidligt i voksenlivet vokser vores venskabskreds, for derefter at falde støt. Samtidig stiger procentdelen af de emotionelt tætte og vigtige bånd.
Videnskaben kalder denne proces for en aktiv beskæring, hvilket er en fantastisk måde at regulere sine egne følelser på. Ved primært at omgive os med trygge og støttende personer, oplever vi automatisk et fald i det daglige stressniveau. Der bliver færre pligtsamtaler og markant flere af de snakke, som lader os falde i søvn med ro i maven.
Men den skarpe selektering har desværre også en pris. Jo mere vægt vi lægger på de få udvalgte, desto mere sårbare bliver vi. Hvis man har adskillige perifere venner, vælter verden sjældent, hvis én af dem forsvinder. Men hvis hele ens fundament udelukkende bygger på tre utroligt nære personer, kan et tab af en ægtefælle eller en konflikt med en bror skabe en voldsom eksistentiel krise. At skulle genopbygge et lignende stærkt bånd i en alder af 70 kræver en mængde tid og energi, som man ikke altid har til rådighed.
Hvorfor rådet om at få flere mennesker i sit liv ofte rammer helt forbi
Når snakken falder på ensomhed blandt ældre, handler det næsten altid om tørre tal. Man tæller antallet af timer i selskab med andre og opretter utallige seniork
